Hver tiende har mistet livet i Banda Aceh

Fra toppen af det lille hus kan vi se havet, og hvad det har gjort. Man skal ned på gaden, ned til floden for at forstå det, men husets tag, to trapper oppe giver et overblik, der suger hovedet tomt for tanker. Store blanke flader af det, der har været et summende tæt kvarter langs med floden. Nu har bølgen og døden været her - med sig har den haft stilheden, der hersker nu. Et gråsort mudder med vandpytter, der brydes af affald, og så - ovre ved nogle træer, der har fået læ af et betonhus, der nu er en ruin - en fiskerbåd, der hænger et par meter over jorden, fanget ude af sit element. Områder så store som fodboldbaner er blæst tomme og flade af vandet, der ramte Banda Aceh og dens halve million indbyggere på den nordlige spids af den indonesiske ø Sumatra for en uge siden. Det døde landskab brydes af de huse, der var bygget solidt nok til at stå imod, da beboerne og deres liv blev skyllet væk. Nogle få er begyndt at rydde op, som manden her i huset, der tavst viser et værelse frem. Et akvarium, stadig med gulbrunt vand, men ingen synlige fisk. På gulvet en tandbørste og en cd ved den sammenkrøllede madras. Ellers intet. En skarp, sur lugt Manden går ned og stiller sig i det, der har været gården, hvor en brun sofa venter alene. En skarp, sur lugt røber, at der er lig i nærheden, et bøjet kvindeknæ, som stikker op af en bunke skrammel, fortæller resten af historien. Selv om redningsmandskabet har været i gang i flere dage, ligger døde kroppe stadig i de stille, varme gader. Nogle byltet ind i klæder, andre under bølgeblik fra tage, der ikke længere dækker et hjem. Og et sted længere inde mod byen otte store og et lille lig foran et hus, der holdt. Ansigterne, der er svulmet hinsides træk og særpræg, vender mod himmelen. Det er uforståeligt, at de er lagt så pænt og ordentligt på række for så at blive efterladt alene i rodet. Flygtet eller druknet Efterhånden, som vi kommer længere fra havet, står flere og flere huse stadig og fortæller, at her har været travle handelsgader. Nu har bulldozerne skrabet sig vej gennem drivgodset, så trafikken kan passere. Her er næsten ingen mennesker på gaderne, kun soldater og redningsmandskab, der suser forbi. Det er umuligt at vide, om butiksejerne og deres kunder er flygtet eller druknet, da vandet kom. To lokale viser på en lygtepæl, at bølgen nåede to en halv meter op over gadeniveau, og drivtømmer på en tom og smadret altan bekræfter det, de siger. Affald, grene og andet, der red med ind mod byen, spærrer indgangen til butikkerne, så kun de kulørte skilte fortæller, at her lå New Prima Sport, Menara Fashion og Darma Motor. Den store Suzukiforhandler på den anden side af gaden er også reduceret til et skilt. Butikken ligger bag to 25 meter lange fiskerbåde, smidt til side af tsunamien. Den grønne hedder Porta Intan og dækker næsten for den anden. Der er flere kilometer til det hav, de kom fra. Ved broen Men selv herinde er livet endnu ikke vendt tilbage til Banda Aceh, og ved Peunayoung-broen hersker døden stadig. Det fortæller stanken os, hvis vi skulle være i tvivl. Det er den første bro, floden løber under, når den kommer fra havet, og her har betonpillerne stoppet både, affald og mennesker. Lugten kommer og går med vinden, nogle gange er den næsten væk, men intet kan fjerne synet af ligene, der skvulper rundt mellem fiskerbåde, madrasser, træstammer og en enkelt hvid plasticfodbold med blåt og rødt mønster. De fleste kroppe flyder nådigt med ryggen opad, mange er nøgne, en enkelt bar ryg med bh-stropper, gør det umuligt at ignorere, at det her har været en kvinde engang for ikke længe siden. Jo mere tøj, des tættere er de på os andre, og et drengelig med korte blå bukser og en stribet rød og hvid trøje rammer min bevidsthed, inden øjnene skynder sig væk. På broen stirrer soldater i camouflageuniformer ned i vandet. En gang imellem jager de uden stor overbevisning nogle få nysgerrige væk. Yanti forsvandt Sukardan stirrer ud over kanten på sin grønne papirmaske og ned i floden. Han leder efter sin søster, som boede længere ude mod vandet, hun har været væk, siden vandet smadrede ind i byen. Hendes mand fik reddet deres toårige datter med sig, da han flygtede, men den 28-årige Afriyant, som de kaldte Yanti, har ingen set siden. Familien er holdt op med at håbe, nu søger de bare vished. Sukardan viser et fotografi af sin søster frem. Den rundkindede kvinde smiler stolt og ser op fra det lille barn, hun har på armen. Den fine blå trøje med broderiet og pigens skinnende hvide kjole fortæller historien om en særlig dag. Afriyants mand, Irwan Irsyad, er også vendt tilbage og leder efter sin kone. Han tror, hun er her ved Peunayoung-broen. Den magre mand i de lange shorts står omme på den anden side, hvor en gul gravko med larvefødderne plantet på bredden roder op i det sammenfiltrede vraggods. Stykke for stykke giver det sig og flyder væk, så mændene i gummibådene kan lirke endnu et lig fri. De får et reb ned om en fod eller en hånd og trækker ind mod de ventede soldater, der står med gummibehandskede hænder nede langs siden - ud fra kroppen, så de ikke rører uniformen. Mellem de mange solide militærstøvler i det brune mudder virker Irwans fødder i klipklap-sandalerne nøgne og sårbare. Hver gang, der kommer et lig ind, træder han til og hjælper det op på bredden, også når han kan se, at det ikke er hans kone. Har kroppen en bestemt størrelse ser han ned på den et øjeblik, inden de får lov at lukke lynlåsen i den kraftige gummisæk. Så træder han tilbage, mens fire soldater tager hver en strop og slæber liget op på vejen, hvor ladet på en af marinekorpsets lastbiler fyldes menneskeliv for menneskeliv. Siden de begyndte klokken halv ti i morges, har de trukket 280 lig i land, fortæller en officer, da han gør status på en spiralblok klokken 17.11. Og retter så sig selv med blikket på to bylter: 281, 282. Ingen af stregerne på blokken har forløst Irwan og gjort ham i stand til at begynde sin sørgen. Blikket over masken er fjernt, han holder sig i gang og taler ikke til nogen. Da jeg tilbyder ham min vandflaske nikker han og tager imod den. Men masken, der dækker mund og næse er i vejen, og han vil ikke røre den med sin tilsølede gummihandsker, så jeg må trække den ned. Han viger tilbage, da mine fingre rører hans tjavsede skæg. Ansigtet er pludseligt blottet, og hans smerte stråler ud af det. De kommer igen Så drikker han hurtigt, nikker og skynder sig ned mod vandet. På vej ned ad skråningen passerer han sin svoger, som må væk fra vandet for at få luft. Deres eftersøgning kan ikke ende godt, men de bliver ved, indtil mørket igen falder på i Banda Aceh, siger Sukardan. Og kommer igen i morgen, for de må vide det. Pludselig går det koncentrerede arbejde ved broen i stå et øjeblik. Ved soldaternes fødder ligger en lille bitte drengekrop i sorte Adidas-shorts. De kigger på de store plasticsække og tøver, så tager en af dem en beslutning, griber et lille stykke presenning, svøber drengen i det og bærer det væk mellem de senede brune arme. Noget må briste inde i alle, der ser det.