Sømandspræsten på sit livs hårdeste opgave i Phuket

Præstekåben er ikke taget med til den thailandske varme. Men Hans Vestergaard Jensen knapper skjorten til, så præstekraven i princippet godt kunne have siddet der, og holder en mindegudstjeneste i Phuket til minde om de omkomne. Han er sømandspræst i Singapore, og siden flodbølgen hærgede Thailands kyster, har han været i Phuket for at tilbyde et lyttende øre til de mange nødstedte danskere. Folk, der næsten druknede eller så andre drukne. Og folk, der har mistet. »Det gør jo et dybt indtryk at have været i livsfare. Mange af dem føler en utrolig skyld. De tænker: Hvorfor skulle lige jeg reddes? Jeg siger til dem, at de skal være taknemmelige, og at det er helt naturligt at føle skyld. Det vigtigste er at få snakket om skyldfølelsen og få den bearbejdet«, fortæller Hans Vestergaard Jensen på sin sidste dag i Phuket. Håbet fastholdt Troen på Gud vil han gerne tale om, når han vender ulykkelige oplevelser med danskere i Phuket. Men kun hvis de selv kommer ind på emnet. »Jeg vil ikke presse noget ned over hovedet på folk«, forklarer den 56-årige præst. I forhold til de mange savnede danskere har Hans Vestergaard Jensen især i de tre første dage efter ulykken gjort meget for, at de pårørende fastholdt håbet. Efterhånden som tiden er gået og håbet svinder, sørger han for at opfordre de berørte mennesker til at tage kontakt med deres lokale præst og få arrangeret en form for mindehøjtidelighed. »Hvis man ikke finder sine pårørende - for det vil der formodentlig være nogen, der ikke gør - er det vigtigt alligevel at få sagt farvel. For at få det afsluttet, så man kan komme videre med sit liv«, siger han. Dreng tæt på havet Den slags ceremonier har Hans Vestergaard Jensen holdt flere gange til minde om søfolk, der er forsvundet. Han kommer fra Thyborøn og har derfor altid været tæt på havet. Som dreng ville han gerne være fisker eller ud at sejle, men lidt for kraftige tendenser til søsyge tvang ham til at gå en anden vej. I stedet begyndte han at læse teologi, så han kunne blive præst ligesom sin far. Det førte til en stilling som sømandspræst i Antwerpen, hvor Hans Vestergaard Jensen boede i fem år. Derefter blev han præst i København, hvorefter han tog til Hongkong for at være med til at etablere en ny sømandskirke. »Fjernøsten havde aldrig rigtig sagt mig noget. Men så begyndte jeg jo at læse op om det inden. Om kulturen, klimaet, religionen og så videre. Siden er min kone og jeg blevet lidt bidt af en gal kineser«, fortæller Hans Vestergaard Jensen. Tiden i Hongkong var også den periode, hvor området skulle overdrages til Kina. Det var her, han fik nogle af sine første erfaringer med at arbejde i kriseområder. Blandt andet da alle danskere skulle ud af Kina i 1989 efter massakren på Den Himmelske Freds Plads. Da kom der mange unge rygsækrejsende til sømandskirken for at tale om deres oplevelser, og de følgende tre-fire søndage var der fulde huse i kirken, fortæller han. Små oplevelser Den slags oplevelser har absolut givet nogle erfaringer, der har været gode at have i løbet af ugen i Phuket, siger han. »Men jeg kører lige så meget på erfaringer fra mange små oplevelser, jeg har haft, med sømænd, der er druknet, eller turister, der er dræbt i trafikken«. Efter Hongkong gik turen forbi Bornholm, hvor han var præst og provst og i den forbindelse ledede kirkens kriseberedskab. Først i 2002 tog Hans Vestergaard Jensen sammen med sin kone, Anne Hviid Jensen, til Singapore, hvor de bor nu. Hjem til Danmark Efter dagens mindegudstjeneste i Phuket flyver Hans Vestergaard Jensen hjem til Danmark, så han kan være hjemme og deltage i planlægningen af sin svigermors 80-års fødselsdag. Til en verden, der lige nu virker langt væk fra den række af ulykkelige mennesker, han har talt med i det thailandske kriseområde. »Det har været svært. Det er nogle svære ting, jeg har hørt, og jeg kan ikke lade være med at involvere mig. Det værste har været, når folk blev skilt fra deres kære. Eller hvis de føler skyld over, at de ikke har kunnet holde fast i et barn, der så er skyllet væk, for eksempel. Det gør et meget stort indtryk«, siger han. Selv sørger han for at tale så meget som muligt om sine oplevelser med venner og kolleger, og han har også allerede talt med en psykolog. »Det handler om at fortælle det til sit netværk. Jeg har ikke selv oplevet katastrofen, så jeg har været under en anden slags pres. Men selvfølgelig sætter det sig«, siger Hans Vestergaard Jensen.