Fremtidens elite i Kina spiller Mozart og reggae

Udefra kunne komplekset ligge i Boston, Bristol eller Bruxelles. Men dette eksklusive kompleks af luksusejerlejligheder er at finde i bydelen Haidian i den kinesiske hovedstad Beijing. Komplekset hedder Legacy Homes og har en port, der skaber en både fysisk og mental adskillelse fra virkeligheden uden for den eksklusive enklave. Den unge uniformerede vagtmand gør honnør med et skævt smil, og øjnene bliver så smalle som stregerne i et kikkertsigte, da den sortlakerede Audi svinger ind på området. På gaden udenfor triller der cykeltrækvogne rundt af den slags, der var udbredte i tiden under Mao Zedong og isolationen fra stort set hele resten af verden. Et kvart århundrede med markedsøkonomiske reformer har gjort hele forskellen. Eksklusiv luksus Forældrene til dem, der i dag kører Audi, eller som er begyndt at spare op til en luksusbil af vestlig oprindelse, kendte ikke til meget andet end cykeltrækvogne og til rusttærede, stinkende og hostende dieselbusser, da de bragte deres børn i daginstitutioner, som for en generations tid siden var gratis. Indenfor på Legacy Homes' område mødes de besøgende af et moderne butikscenter, et flisebelagt stisystem, der snor sig ud og ind mellem de seksetagers rødstensbygninger og plæner så velplejede, at man skulle tro, at gartneren havde brugt negleklipper. Her kan Beijings yuppier erhverve sig en ejerlejlighed på mellem 150 og 200 kvadratmeter til en pris, der omregnet i danske kroner nærmer sig de 2 millioner. Legacy Homes er et eksempel på, at den kinesiske stat, der for mindre end to årtier siden nidkært vogtede over og regulerede borgernes liv og gøren helt ned til at kontrollere kvindernes menstruationscyklus, har foretaget en taktisk retræte fra borgernes liv. Eller i hvert fald de rige borgeres liv. Det giver plads til en velstand, som aldrig tidligere har eksisteret i Kinas historie. Alt herinde i denne luksusenklave er privat. Også børnehaven, som hævdes at være Beijings måske bedste - og dyreste. Den drives af et firma, Huijia, der har multinationale ambitioner. Huijia har tidligere i år oprettet sin første oversøiske skole i Los Angeles, Californien, og ambitionerne stopper næppe dér. Et par sylespidse læderstøvler klaprer ned ad flisegangen og vinker gæsterne velkommen. »Mit navn er Lily«, lyder det fra perlemorstænderne, der besmykker et ansigt, som ville være en filmplakat værdig. Lily Gaolei på 31 er ikke børnehaveleder, forklarer hun. Ikke for den pædagogiske del, men hun er erhvervsøkonom. Hun står for børnehavens regnskaber og er garant for, at der kommer pæne, mørkeblå tal på bundlinjen. Lily er den, der skaffer Huijia kunder i butikken. Fine forhold Mens Lilys sylespidse læderstøvler guider den danske gæst rundt i børnehaven, leverer hun oplysningerne så præcist, som var det et powerpointshow: »Her går 120 børn i seks klasser. I hver klasse er der seks lærere til en snes børn, det giver en ratio på omkring tre børn per lærer«. Den bemanding er der vist ikke mange børnehaver i Danmark, der matcher. Her er der pladsforhold og faciliteter, som vil gøre enhver overarbejdet og underbetalt dansk pædagog flaskegrøn af misundelse. Højt til lofterne. Møbler, der er langt over Ikea-standarden. Funktionel og nænsom belysning. Glanspolerede toiletter med blanke kromhåndtag. »Vores børn er i aldersgruppen 2-6 år. Det afgørende i vor pædagogik er legen, vi vil ikke tvinge børn til noget, al den viden og indlæring, de får, skal ske gennem legen. Vi er overordentlig sensitive, når det gælder hvert enkelt barns behov, som vi naturligvis har et meget præcist billede af. Men den allerstørste prioritet er sikkerheden og trygheden. Ikke et eneste øjeblik må et barn føle angst. Når den er på plads, så er det først og fremmest kommunikation, vi lærer dem. Både kinesisk og engelsk. Vi lærer dem en fortrolig omgangsform med andre individer end kinesere. Det ruster dem godt til fremtiden«, forklarer Lily Gaolei. I et andet lokale, der er stort nok til at rumme en snes børn, sidder en pige på 5 år med sin musiklærer og spiller et stykke klassisk Mozart - eller i hvert fald noget, der kommer i nærheden af ham. Rock og reggae kan de unge talenter også mestre. For nok er der ikke indlæring i traditionel forstand, forklarer Lily, der selv har sin datter på 6 år i børnehaven, men de hører engelsk, fra de er 2 år, og begynder at tale det, fra de er 3, og pianoøvelserne er bare et 'tilbud', som er relevant, fra de er 4. »Uddannelse på den naturlige måde«, lyder Lilys udlægning. Hvad koster det et forældrepar at have sit barn i denne børnehave, og hvad tjener mon en pædagog eller stedets energiske forretningsfører med lædersylespidserne? Lily tøver et øjeblik, da hun har fået spørgsmålene. »Min løn er en hemmelighed« , kommer det så med et skævt smil. »Prisen for et barn pr. år er på 50.000 yuan (ca. 36.000 kroner, red.), for børnefamilier udefra, mens familier, der bor i Legacy Homes, kan nøjes med 34.000 yuan« (ca. 25.000 kroner, red.). Men så føjer Lily til: »Det er skam billigt. I de internationale skoler er taksten 10.000 dollar om året«. Jovist er prisdannelsen rimelig fri og efterspørgslen er hastigt voksende, i takt med at flere og flere kinesiske familier bliver en del af den højere middelklasse. Det offentlige Så kunne det bare være interessant at vide, hvad en ganske almindelig børnehave i offentligt regi koster. Den slags børnehaver, hvor forældrene kan mønstre en månedsindkomst på nogle få tusinde kroner. »De billigste offentlige pladser koster 300 yuan om måneden (225 kroner, red.). Så er standarden selvsagt en ganske anden«, forklarer Lily. Afslutningsvis vil gæsten have forretningsførerens udlægning af, hvorvidt denne stærkt differentierede takstpolitik passer overens med lighedsidealerne i et erklæret kommunistisk system. Men det er tydeligt, at selve forståelsen af spørgsmålet giver Lily problemer. Vi forsøger med flere alternative formuleringer, hvor det centrale ordvalg hver gang rummer ordet 'kommunistisk'. Men Lily bliver mere og mere fortvivlet: »Kommu ... hvaffornoget?«. Lidt senere falder 10-øren: »Nååårh, partiet! Jo, mine forældre er medlemmer. Men her bestemmer vi selv«.