Når våbnene og politikerne en sjælden gang tier i Sudans Darfur-region, begynder børnene at tale. Men det er ikke mindre foruroligende at lytte til. »De angreb vores landsby. 50 mand på kameler, 50 på heste. Jeg så det ude fra marken. Jeg lod gederne passe sig selv og løb ud for at kigge efter min mor«, fortæller 12-årige Hamid. Øjenvidne til drab Som de fleste andre her kalder han Darfurs militser for »janjaweed« - »ridende mand med våben«, den oprindelige betegnelse for en landevejsrøver, der i 2004 blev massebetegnelsen for militser og al ondskab i Darfur. »Janjaweed brændte husene. Og når de fandt børn, smed de dem på ilden«, siger Hamid. Fra sit gemmested på landsbyens marked var han øjenvidne til de uhyrligheder, vi gerne ser omtalt - med alt for sterile ord - som »etnisk udrensning«. Spredt for alle vinde Det er ikke nemt at spørge videre. Men blev børnene brændt levende? Svaret synes at komme fra et sted uden for Hamids hvide kjortel - fra erindringer, der er kørt på fjernlager og kun hentes frem som kolde fakta, befriet for den indpakning af følelser, som burde få drengen til at bryde sammen i gråd. »Ja«, siger Hamid og taler videre. Han kendte to af dem. Hadi, fem år - »min søsters datter«. Adam, under ét år - »vores nabos søn«. Hans egen familie blev spredt for alle vinde under angrebet på landsbyen. En bror dukkede først op tre dage senere. Men nu er hele familien samlet i en lejr for internt fordrevne. Uroligt kropsprog Hamids kropsprog bliver mere uroligt, da jeg spørger til nutiden og livet i lejren. »Jeg er stadig bange om natten, når jeg hører lyden af skud. Jeg er bange for, at janjaweed vil komme her«. Hvorfor gør janjaweed, som de gør?

»Når jeg spørger mine forældre, siger de: Glem ikke de forfærdelige ting, som janjaweed gjorde ved os. Jeg ved ikke hvorfor«. Få dage senere interviewer jeg i Khartoum den tidligere guvernør i Norddarfur, Ismail Suleiman, for hvem regionens katastrofe rækker langt ud over den aktuelle krise. Han siger: »Du kan underskrive en fredsaftale. Men hvad med alle de mennesker, der levede sammen i mere end hundrede år og nu er fjender - børn, koner, enker?«. Skræmmes med voldtægt I talrige konflikter ville historien ende her, med konstateringen af, at krigens fysiske sår er de letteste at hele. Men i Darfur har man forsøgt at gøre det lidt bedre. Tidligt i konflikten stod det klart, at psykiske traumer ikke blot var en sideeffekt, men selve formålet med mange af militsernes overgreb. Folk skulle skræmmes fra deres jorder med afbrændinger, plyndringer og voldtægter. Nogle af de mest modtagelige for denne åndelige tortur var børnene. Organisationer som FN's børnefond Unicef - støttet af en stribe internationale og lokale partnere - supplerede derfor den traditionelle nødhjælp som mad, presenninger og lægehjælp med en satsning på børns mentale velfærd. Lærere blev trænet, psykologer udsendt, og titusinder af børn som Hamid tilbringer derfor deres dage i hastigt opførte børnecentre i lejrene for internt fordrevne. Sport og lege er nogle af metoderne til at bringe et nyt indhold i børnenes liv. Der findes ingen videnskabelige beviser for, at det virker. Men lærerne i Hamids projekt fortæller, at børnene ikke længere tegner bevæbnede mænd til hest og brændende hytter. »Nu tegner de i stedet blomster, Unicef-biler og lastbiler med nødhjælp«, siger Buthiena Abdullah Mohammed, en af lærerne i et børnecenter, der drives af den lokale organisation SPCR. Analfabetisme Her er Hamid for første gang i sit 12-årige liv kommet i skole. I en lille taske bærer han hjemmelavede kladdehæfter med lange rækker af arabiske tal og bogstaver, der langsomt, men sikkert bliver mere stilsikre. »Hjemme kostede skolen penge. Her er den gratis«, siger Hamid. Sådan medvirker konflikten nu til at bekæmpe den analfabetisme og mangel på uddannelse, som ifølge Norddarfurs tidligere guvernør Ismail Suleiman var med til overhovedet at gøre det muligt at få naboer til at myrde naboer. Ismail Suleimans drøm er, at undervisning kan bidrage til en langsigtet løsning. Men man skal ikke tale længe med Hamid for at forstå, at der også er brug for tillidsvækkende øvelser. Til Libyen Hans fremtidsdrøm er at eje en butik. For så kan han blive rig. Og pengene skal bruges til at flygte til Libyen. Her er meget af hans familie allerede. Hvorfor vil du hellere være flygtning end bo i dit eget land? »Jeg vil ikke blive i Sudan. For her er krig«. Men den ender vel en dag?

»Krigen vil fortsætte, fordi regeringen intet gjorde for at hjælpe folk i landsbyerne«, siger Hamid med en forståelse af konfliktens dynamik, der er skræmmende dyb for en 12-årig. Så tier han. Og få dage efter taler våbnene igen i nabolaget.