Centralasiens diktatorer i forenet kamp mod demokrati

Lyt til artiklen

Mens Vesten hylder demokratibevægelserne i tidligere sovjetrepublikker som Georgien og Ukraine, så møder de betydelig frygt i andre dele af den tidligere Sovjetunion, ikke mindst hos de diktatoriske regimer i centralasiatiske stater som Usbekistan, Kasakhstan og Kirgisistan. Her har man slået hårdt ned på al opposition, senest i Usbekistan, der går til parlamentsvalg på søndag - samme dag som der er omvalg til præsidentposten i Ukraine. Den usbekiske opposition har lagt op til en boykot af søndagens valg, efter at kun fem regeringstro partier har fået mulighed for at opstille kandidater. Oppositionsfolk siger til Radio Free Europe, at den seneste tids skærpede undertrykkelse i flere af regionens lande skyldes, at myndighederne er skræmte over den folkelige opstande i Georgien sidste år og senest i Ukraine. Aldrende ledere Det Internationale Frihedsnetværk (IFN) for Centralasien kalder lige frem Ukraine »en magtfuld advarsel« til regimerne. »Efter et årtis politisk stagnation er regionens folk trætte af aldrende ledere, unfair valg og sovjetlignende autoritære systemer«, hedder det i en udtalelse fra IFN, der mener, at Ukraine har givet befolkningerne »nyt håb«. Ifølge netavisen Eurasianet er centralasiaterne »meget velorienterede« om Ukraine, bortset fra i Turkmenistan, hvor der kun er adgang til officielt styrede informationer, som helt fortier Ukraine. Skræmmebillede Usbekistans præsident, Islam Karimov, har på tv advaret borgerne imod »at lade sig styre udefra«. Udviklingen i Ukraine skyldes kun landets »topledelses kortsigtede politik« samt Kremls åbne støtte til det gamle regime, sagde han. Mens tusindvis af observatører myldrer til Ukraine, sender Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) kun 21 til Usbekistan, der har 26 millioner indbyggere. Usbekistans opposition har opfordret OSCE til at undlade at legitimere valget med selv ringe fremmøde. Karimov kalder OSCE's tilstedeværelse et »bevis på valgets demokratiske karakter«. Karimov er flere gange i år blevet udfordret af demonstrationer imod den politiske og økonomiske undtagelsestilstand, som han har indført. Den betyder brutale angreb på private handlende, som staten ser som hovedårsagen til krisen. Efter razziaer imod markedshandlende kom det i sommer til store demonstrationer i hovedstaden Tasjkent og i Bukhara og det samme i en række byer i sidste måned. Karimovs diktatoriske magtudøvelse var tidligere baseret på en uskreven social kontrakt: De økonomiske eliter fik lov til at kontrollere eksporten og småhandlende basarerne. Den kontrakt synes nu brudt. Orange fare Politiske ledere i Kirgisistan, der går til parlamentsvalg i næste måned, har også advaret imod »den orange fare«. Præsident Askar Akajev sagde på en pressekonference i forrige uge: »Visse kræfter vil påtvinge os demokrati udefra. Det er ude af takt med vore nationale interesser og kan få uforudsigelige følger«. I det olierige Kasakhstan blev oppositionen næsten udraderet fra parlamentet ved valget i september, som førte til mindre demonstrationer imod åbenbar valgsvindel. Præsident Nursultan Nasarbajev har forsikret, at en ukrainsk udvikling »er helt ude af trit med Kasakhstans traditioner«. Oppositionen her vurderes som langt stærkere end i de øvrige centralasiatiske republikker, da den tæller flere rige forretningsfolk og tidligere medlemmer af Nasarbajevs magtapparat. Oppositionen i de øvrige lande tæller også flere af den slags, men langt de fleste er drevet i eksil. Flere fløjlsrevolutioner Kommentatoren Vitalij Tretjakov skriver i den russiske regeringsavis Rossijskaja Gaseta: »Inden for de næste to år vil fløjlsrevolutioner efter Kijev-scenariet finde sted« i flere tidligere sovjetrepublikker som Kasakhstan og Kirgisistan. I Turkmenistan og Usbekistan mener han, at regimernes har større magt til at holde oprør nede. Det varsler ilde ikke bare for regimerne, men også for Kreml, der fratages »manøvrerum i det postsovjetiske område« af demokratiske omvæltninger, forudser Tretjakov.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her