Er der grænser for, hvor absurd en personkult et folk kan påtvinges? Ikke hvis man ser på Turkmenistan, hvor præsident Saparmurat Nijasov ikke behøver at frygte ukrainske tilstande, for han er præsident for livstid. Per dekret har han taget navnet Serdar Turkmenbasji, alle turkmeneres store leder. Han kigger altid ned på sit folk, for der kan ikke tages mange skridt i landets byer uden at møde en statue eller en plakat af ham. Han overvåger bøndernes arbejde på markerne, og fra det meste af hovedstaden, Asjkhabad, ses Turkmenbasji på toppen af den gigantiske Neutralitetsbue, hvor hans forgyldte skikkelse rækker armene mod himlen og drejer med solen. Men tag ikke fejl. Det er skam folket, som har skabt personkulten. For som præsidenten selv har formuleret det: »Hvis jeg var arbejder, og min præsident gav mig alt det her, ville jeg ikke blot male hans billede. Jeg ville bære det på min skulder eller have det på mit tøj. Jeg er personligt imod at se mit billede og statuer i gaderne, men folket ønsker det«. Store rigdomme - mange fattige Selv om landet råder over nogle af verdens største naturgasreserver, lever over halvdelen af befolkningen imidlertid under fattigdomsgrænsen. Emblemer med hans profil ses på alle statsansatte, og viser landets rangorden: emblemer i guld for ministre, sølv for viceministre og så videre ned til aluminium for kontormus. Pengesedlerne bærer hans billede. Januar er opkaldt efter ham og april efter hans mor. Fra Asjkhabads lufthavn, opkaldt efter - ja, gæt hvem - går fly med hans billede på til havnebyen Turkmenbasji. På hjemmesiden www.turkmenbashi.com kan læses, at han kommer fra beskedne kår, født i 1940 i en arbejderfamilie. Faderen døde i kamp under Anden Verdenskrig. Moderen og resten af familien under et jordskælv, som ødelagde det meste af Asjkhabad i 1948. Han voksede op på børnehjem. Han har styret Turkmenistan siden 1985 som formand for ministerrådet og præsident siden 1990. Efter et par genvalg med knap 100 procent af stemmerne blev han udnævnt til præsident for livstid. Han er regeringsleder og formand for Det Demokratiske Parti, som han omdøbte Kommunistpartiet til, da landet blev selvstændigt i 1991. Det er den eneste tidligere sovjetrepublik, som har bevaret etpartidiktaturet. Alt styres af Turkmenbasji, der beslutter, hvem der må komme ind og ud af landet, og hvem der får adgang til universiteterne. Han styrer radio, tv og alle aviser til en persondyrkelse i stil med Stalintidens. Sjælens Bog Gader, pladser, skoler, børnehaver og den nationale vodka er også opkaldt efter Turkmenbasji. Det grines der meget ad, men hans excesser er dødbringende for kritiske borgere og for samfundsinstitutionerne. Hans bog 'Ruhnama', Sjælens bog, er obligatorisk læsning i skoler og alle højere uddannelsesinstitutioner. »Jeg viede mit meningsfulde liv til min kære nation ved at give afkald på mit personlige liv. Jeg bebrejder mig ikke for at behandle mig selv så skånselsløst«. »Jeg er den turkmenske ånd, jeg er genfødt for at skabe en gylden æra«, hedder det i 'Ruhnama'. Mens præsidenten stadig skrev på den, sagde en minister til turkmensk tv i 2000, at 'Ruhnama' ville rette op på manglerne i Bibelen og i Koranen, som »ikke kan dække de åndelige behov« blandt de knap fem millioner borgere, hvoraf over 90 procent er muslimer. Det er nu nøgleværket i landets uddannelsessystem og kulturliv. OSCE's ambassadør for landet, Paraschiva Badescu, sagde i 2002, at turkmenske uddannelser var reduceret til 'Ruhnama' og lidt matematik. »Hvis det internationale samfund ikke tager de nødvendige skridt, vil det skabe en hær af uuddannede mennesker«, sagde Badescu. Han brugte et angiveligt attentatforsøg i november 2002 til at stramme skruen yderligere. 'Vi er alle orme' Dengang var han alvorligt udfordret af bl.a. sin tidligere viceministerpræsident, Boris Sjikjmuradov, der sidste år vendte hjem fra eksil efter arrestation og tortur af flere medlemmer af hans familie. Turkmenbasjis hårde kritiker blev vist på tv, hvor han kaldte denne »en himlens gave« til befolkningen og indrømmede - tydeligt nedbrudt og omtåget - at stå bag mordforsøg på den store leder. »Det er umuligt at blive tilgivet for det gennem bøn. Vi er en mafia; der er ikke en eneste normal mand iblandt os. Vi er alle orme«, sagde han. 46 blev dømt for det efter alt at dømme fingerede mordforsøg, de fleste fik livsvarigt fængsel. Alle tilstod efter skueprocesser i stil med Sovjetunionen i 1937. Sidste forår ophævede Nijasov aftalen om dobbelt statsborgerskab fra 1993 og gav alle de omkring 150.000, der gjorde brug af aftalen, to måneder til at vælge mellem turkmensk eller russisk statsborgerskab. Folket tier En unavngiven journalist sagde til den russiske avis Moskovskij Komsomoletj: »Turkmenere er bragt til et sådant niveau af undertrykkelse, at de ikke længere tør åbne munden. Russere, der har informationer fra andre kilder, klager derimod altid. Så Nijasovs udvej er fuld kontrol med de uregerlige russere ved at gøre dem til turkmenere eller hellere sparke dem alle ud af landet«. Der var forbavsende stilhed fra Kreml. Måske skyldtes det en 25-års kontrakt på køb af turkmensk gas, som det russiske gasmonopol Gasprom fik i hus få dage før Nijasovs dekret imod dobbelt statsborgerskab. Landets hovedindtægtskilde, naturgas, går igennem Rusland, der således har et effektivt middel til pression for demokratiske forbedringer, hvis det ville. Kommentatorer har også spekuleret i, om USA's relativt afdæmpede kritik af Turkmenbasji skyldes gasledningen under opbygning fra Turkmenistan via Afghanistan til Pakistan, som der er stærke amerikanske interesser i. Angiveligt for at stabilisere hele regionen.