Godt gemt midt inde i den amerikanske fangelejr for terrorister på Guantánamobasen på Cuba ligger der et ekstra godt sikret fængsel, som kun efterretningstjenesten CIA har adgang til. Ifølge avisen Washington Post er det der, CIA i hvert fald indtil for nylig har tilbageholdt en række af al-Qaedas topfolk. Det har længe været kendt, at CIA har sine egne fanger, som der i modsætning til det amerikanske militærs mange hundrede fanger ikke bliver gjort offentligt rede for, og som bliver tilbageholdt under betingelser fastsat direkte af præsident George W. Bush. Det betyder blandt andet, at de ikke har adgang til advokater og til amerikanske domstole. Det er derfor usikkert, hvor mange og hvor de er. Planlagde angreb To af dem, der mistænkes for at have planlagt terrorangrebet mod USA i 2001, Khalid Sheik Mohammed og Ramzi Binalshibh, menes hurtigt efter tilfangetagelsen i Afghanistan at være blevet bragt til et fængsel i Thailand. Andre har formentlig været holdt i et CIA-fængsel i selve Afghanistan, på den britiske base Diego Garcia og på særlige fængselsskibe. Men Washington Post mener efter interview med militærfolk og flere nuværende og tidligere CIA-agenter at have fået bekræftet, at CIA i løbet af det seneste år har bygget sit eget hemmelige fængsel inde i Camp Echo på basen på Cuba. Avisen ved ikke, præcis hvem der er i CIA-fængslet, men det skal være blevet bygget, fordi nogle af USA's allierede ikke længere var begejstrede for deres værtskab for fangerne. »Folk er villige til at hjælpe, men ikke til at blive ved med at holde dem«, siger en CIA-kilde til Washington Post. Indonesisk terrorleder Avisen vurderer, at CIA tilbageholder omkring tre dusin al-Qaeda-ledere på hemmelige steder. En del af dem - deriblandt Sheik Mohammed, Binalshibh, den indonesiske terrorleder kendt som Hambali og Osama bin Ladens tidligere mellemmand i Tyskland Mohamedou Oulad Slahi - er blevet omtalt, da de blev taget til fange. Men siden har de amerikanske myndigheder ikke offentligt gjort rede for, hvor de er blevet af. Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch kritiserede i oktober USA for de hemmelige tilbageholdelser. Human Rights Watch vurderede da, at der var mindst 11, og at de formentlig bliver udsat for tortur og nægtet kontakt med både deres familier og med Internationalt Røde Kors. Kendt fra Nazityskland Human Rights Watch sammenlignede den amerikanske praksis med de metoder, der er kendt fra Nazityskland og tidligere latinamerikanske diktaturer. Hverken det amerikanske forsvarsministerium, CIA eller Røde Kors har ønsket at kommentere avisens oplysninger direkte, men en unavngiven embedsmand med kendskab til forholdene forsikrer, at »der er ikke nogen på Gitmo (basens 'kælenavn', red.), der ikke er identificeret«. Og Røde Kors skriver i en pressemeddelelse: »Vi har tillid til, at vi har besøgt alle dem, der bliver tilbageholdt på Guantánamo og på alle de steder der, hvor de bliver tilbageholdt«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme
Debatindlæg af Jacob Birkler



























