Landsretten i Durban har indledt den mest markante korruptionssag efter Sydafrikas overgang til demokrati for ti år siden. Den anklagede er forretningsmanden Schabir Shaik, der har udnyttet sit gode navn fra kampen mod Sydafrikas tidligere racistiske herredømme til at opbygge et imperium med alt fra byggeri til våbenhandel. Tiltalt for millionfusk Den kolossale interesse omkring sagen skyldes dog ikke Shaik, men derimod manden, han angiveligt korrumperede: Jacob Zuma, Sydafrikas vicepræsident og favorit til at efterfølge præsident Thabo Mbeki. Shaik er tiltalt for at have givet Zuma 1,3 millioner kroner over en periode på syv år og derudover have eftergivet lån fra sit firma til sig selv og til Zuma for et lignende beløb. Til gengæld har Zuma - ifølge anklagerne - hjulpet Shaik med at få kontrakter, blandt andet i en stor våbenhandel. Derudover sikrede Shaik - igen ifølge anklagerne - Zuma en bestikkelse på mindst en million kroner fra en fransk våbenleverandør. Afviser anklager Zuma fik pengene for at sikre, at en undersøgelse af korruption i våbenhandlen ikke gravede for dybt. Både Shaik og Zuma afviser alle anklagerne. De har forklaret, at de mange gaver og rentefrie lån skyldtes Zuma- og Shaik-familiens gamle venskab fra kampen mod apartheid. Zuma er ikke selv tiltalt, selv om hans navn optræder som den bestukne part adskillige steder i anklageskriftet. Men adskillige kommentatorer og jurister har før sagen vurderet, at hvis Shaik dømmes, er Zuma i overhængende fare for at blive slæbt i retten - eller som minimum miste sin chance for at blive Sydafrikas næste præsident. Sagens efterforskning har afsløret, at Jacob Zuma i 1990'erne brugte langt flere penge, end han tjente. Schabir Shaik trådte til som donor og finansiel rådgiver og blev rodet dybt ind i Zumas økonomi, mens Shaik samtidig forhandlede kontrakter med det offentlige. Uanset om Zuma til gengæld hjalp Shaik med at få kontrakter eller ej, synes alene risikoen for urent trav så overhængende, at en dansk politiker næppe havde overlevet et lignende symbiotisk forhold til en finansmagnat. Schabir Shaiks bror Mo vedgik da også i et interview i avisen Mail & Guardian forleden, at familien skulle »have bedt ham (Zuma, red.) om at søge hjælp andetsteds, fordi det ellers kunne ses som et korrupt forhold«. Kolossal popularitet Zuma har imidlertid bevaret sin kolossale popularitet hos regeringspartiet ANC's vælgere - og dermed hos flertallet af Sydafrikas befolkning. Kun en ud af ti ANC-vælgere mener ifølge en meningsmåling, at Zuma er skyldig i korruption - og 47 procent siger, at mistanken mod ham er et komplot, der skal forhindre ham i at blive vicepræsident. Korruption er ikke noget nyt fænomen i Sydafrika, selv om det tidligere hvide apartheidstyre var bedre til at skjule det end den nuværende ANC-regering. Flere toppolitikere har måttet forlade deres job på grund af korruption. Men samtidig har der været en ganske udbredt accept af, at politikere og forretningsfolk gnubbede skuldre, så længe det gjaldt om at skabe et sort alternativ til hvide sydafrikaneres fortsatte jerngreb om det private erhvervsliv. To af landets rigeste sorte mænd har tidligere siddet på topposter i ANC.