En hel verden kæmper om adgang til USA's magt

Selv om muzakken kværner og mange hundrede stemmer summer, kan man pludselig fornemme, at der sker noget vigtigt i det vinduesløse kælderrum tre etager under Hotel Grand Hyatt. En tæt mand i mørkegråt jakkesæt og tre brede bodyguards har gjort deres entré blandt ambassadører, kongresmedlemmer og udvalgte velhavere. Ministeren er kommet. Festen er en succes. Også selv om sundhedsminister Tommy Thompson kun bliver i tyve minutter og han bruger næsten tre på at fortælle Politiken, hvor ganske usædvanligt det er, at her er så mange »meget vigtige mennesker, dedikerede og passionerede og internationale«. Det årlige ambassadørbal arrangeret af den amerikanske skleroseforening er en af den slags begivenheder, der for den uindviede kan virke mere festlig og overfladisk end egentlig vigtig. Men det er netop muligheden for at veksle ti ord med en af de andre vigtige, chancen for at få slået sit navn og ansigt fast, der får en god andel af de 190 udenlandske ambassadører til at møde op. Som med så meget andet blandt Washingtons hemmelighedsfulde diplomater er der mere under overfladen. Det hele handler om at få direkte adgang til de vigtige folk i den amerikanske administration. Adgang giver indflydelse, og det engelske ord 'access' er gledet ind i modersmålet for alle diplomater. Afbud Danmarks ambassadør Ulrik Federspiel, der er en af de drevne i branchen, var nødt til at melde afbud til ambassadørballet forleden, fordi han skulle tage sig af Folketingets Erhvervsudvalg. Men han understreger også vigtigheden af at bevæge sig rundt og være synlig. »Hvis ikke man har adgang til de rigtige i administrationen, i Kongressen, i tænketanke, i pressen, så når man ikke ind og får de rigtige informationer. Det er god, gammeldags udbud og efterspørgsel, men efterspørgslen er langt større end udbuddet. Så for at komme til skal du mingelere dig«, forklarer ambassadør Ulrik Federspiel. Federspiel er ifølge mange andre på den diplomatiske scene i øjeblikket en af dem, der har bedst adgang til toppen i den amerikanske regering - ikke mindst på grund af Danmarks deltagelse i Irakkrigen. Den danske ambassadør siger bare, at der er 12-15 ambassadører i indercirklen. Men man får ikke meget ud af at spørge ham, om han selv er iblandt. »Spørg de andre«, siger han. For lige såvel som ambassadøren ikke udtaler sig til fordel for en kandidat ved et valg, ligger det i jobbet, at man ikke praler af sine resultater, og at man går stille med sine metoder. En af de sager, hvor det er åbenlyst, at den danske ambassadør har haft udbytte af sin gode adgang, er ved frigivelsen af den danske statsborger, der sad på Guantánamobasen. »Det har spillet en rolle, at amerikanerne har haft en fortrolig dialog med Danmark, herunder med ambassaden. Den ønsker de ikke bliver afsløret, måske af hensyn til andre allierede. Jeg kan godt tale længe uden at sige noget. For i og med at vi har en fortrolig dialog, så kører tingene bedre«, siger Ulrik Federspiel med et smil. Kongressen For den danske og mange andre ambassadører er der også et andet begreb på engelsk, der præger hverdagen. 'To work the Hill' er kodeord for det at være synlig blandt amerikanske politikere 'på bakken', som er der, hvor Kongressen ligger. »USA er specielt på den måde, at systemet er så stort og kompliceret, og at Kongressen faktisk har magt inden for udenrigspolitik og en masse bevillingsområder. Så hvis du skal have effektiv indflydelse, kan det lige så godt være i Kongressen, hvor du skal rende rundt blandt næsten 450 medlemmer, kende dem og kende de vigtige udvalgsformænd. Det er noget, mange ambassader overser«, siger Federspiel, der selv er 'på bakken' et par gange om ugen. Han lægger heller ikke skjul på, at det sommetider er hård forretning på nationens vegne. Federspiel vil for eksempel ikke invitere andre landes ambassadører med til fest sammen med sine egne bedste amerikanske kontakter. »Hvorfor skulle jeg give dem en god kontakt«, spørger han. Den danske ambassadør har medvind. Det gælder i nogen grad også den ældste i ambassadørkorpset, Saudi-Arabiens ambassadør, prins Bandar bin Sultan, der har været i Washington siden 1983. Saudierne er nære, men også kontroversielle allierede af USA. Presseattaché Nail al-Jubeir begynder at forsvare sig generelt mod anklagerne mod sit land, endnu inden han er blevet spurgt. »Det er valgår, og landet her er delt på midten. Det er, som om vi bliver kastebold. Vi er blevet et emne i valgkampen. Med årene har vi lært bare at sige: Bevis jeres påstande, eller klap i«, siger Nail al-Jubeir og efterlader indtrykket af en ambassade, der nok har det godt med præsidenten. Men sværere med det politiske apparat og det amerikanske folk. Saudi-Arabien er et af de lande, der har den så eftertragtede adgang til toppen af administrationen på grund af sin strategiske betydning. Mens Danmark ifølge Robert Hunter, tidligere amerikansk NATO-ambassadør og rådgiver for Det Hvide Hus og Kongressen, er et godt eksempel på et land, der har større indflydelse, end landets størrelse og vægt egentlig berettiger. »Hvis vi er kloge, så vil ethvert land, der er vigtigt for os, selvfølgelig få adgang. Ellers er vi godt dumme. Og for ambassadørerne gælder tommelfingerreglen, at 85 procent af alt i livet handler om bare at dukke op«, siger Robert Hunter.