Øjenvidne i Darfur: »Vi troede flere gange, vi skulle dø«

38-årige Abuk Mayan samler nogle små pinde sammen og stikker dem ned i asken i ildstedet. Hun puster forsigtigt og får ilden til at fænge igen. Hun kigger op, smiler og stiller den nye, blanke aluminiumsgryde over ilden. Abuk er en af omkring 60.000 flygtninge, som i de seneste måneder er flygtet fra Darfur-provinsen til et område i det sydlige Sudan, der kontrolleres af den største oprørsbevægelse i det sydlige Sudan, SPLA (Sudans Folkelige Frihedshær). Dagens ration af brune bønner er sluppet op. Nu har Abuk kun en kop vand tilbage, og hendes 12 børn er stadig sultne. Nogle af dem sidder bare og stirrer mere eller mindre apatisk ud i luften, mens andre er ude at lede efter mad. Abuk tilhører den store dinkastamme. Hun fortæller, at hendes 12 børn er mellem 6 og 20 år. Hun og hendes mand har indtil nu levet af at dyrke majs og durra, som er en sivlignende kornsort. Den sukkerholdige plante kan blive op til seks meter høj og er meget udbredt i denne del af Afrika, hvor den især bruges i brød og grød. Men det seneste år er høsten slået fejl, og mange familier i Darfur er hårdt ramt af krisen. Abuk Mayans mand døde tidligere på året af sult og sygdom, og de stadig mere voldsomme kampe mellem oprørsgrupper dannet af de afrikanske bønder og den frygtede arabiske Janjaweedmilits, som bliver beskyttet af den sudanske regering, skræmte Abuk. Ud i bushen Da folk fra Janjaweedmilitisen for tre måneder siden angreb hendes landsby, flygtede hun ud i bushen sammen med sine børn og nogle slægtninge. »De brændte husene ned, ødelagde afgrøderne og jog os på flugt. Jeg og nogle andre familier blev meget bange og flygtede over hals og hoved. Vi gik i tre uger, inden vi nåede frem til den sydlige del af landet. Vi havde hørt, at der var fred her«, fortæller Abuk. »Jeg troede flere gange, at vi ville dø. Vi gik i flere dage uden at finde noget mad, Vi var nødt til at spise rødder og andet, vi fandt i naturen. Et par gange mødte vi nogle fra byen, som hjalp os. Heldigvis havde vi lidt brød med«, beretter Abuk Mayan lavmælt og trist. Ved siden af hende ligger et gråbrunt uldtæppe. Det tynde lag plastik, som stadig dækker tæppet, viser, at det er helt nyt. »Jeg er meget taknemmelig for tæppet«, siger Abuk, bøjer sig ned og puster til pindene for at få mere gang i ilden. Lidt væk går Hamoth Rachet Mabery på 51 år rundt og trøster nogle af sine 15 børn, som hoster og græder. De er mellem 3 og 17 år. Familien er arabere og muslimer. Børnene og Hamoths tre koner sidder ved et bål, som netop er gået ud. Der stiger kun en lille smule røg op fra ildstedet, og gryden er næsten tom. En af konerne, Anom, skraber de allersidste grødrester ud af gryden og rækker en skefuld frem til et af de mindste børn. Familien har altid boet i den samme by i Darfur og har skaffet føde til dagen og vejen ved at holde får, æsler og høns og dyrke korn og grøntsager på deres lille jordlod. Nu er de hovedkulds rejst fra det hele. »Vi turde ikke blive, da vi hørte, at kampene mellem oprørsgrupperne kom nærmere og nærmere. Vi er bange for Janjaweedmilitsen, som forsøger at overtage vores gamle græsningsarealer og vandingssteder«, siger han. Alle flygtede Familien flygtede i april sammen med nogle nabofamilier og fik kun noget køkkengrej, en sæk mel og noget tøj med. »Alle flygtede, men på forskellig vis. Vi turde ikke rejse i for store grupper. Jeg ved ikke, hvordan de mange andre fra vores landsby har klaret sig. Vi er taknemmelige for, at vi er nået hertil, for vi føler os nogenlunde trygge her. Men hvordan ser vores fremtid ud? Har vi overhovedet en fremtid? Flere af mine børn hoster og er syge«, siger Hamoth og slår ud med armene. Flygtningene befinder sig i den lille by Gog Masiar godt 30 kilometer syd for grænsen til Darfur. De to skandinaviske hjælpeorganisationer Läkarmissionen og International Aid Services (IAS) befinder sig også i byen og deler tæpper og gryder ud. De samarbejder med de lokale ledere af SPLA. Behovet for hjælp er enormt. Alene i grænseområderne i den nordlige Bahr-el-Ghasal-provins er der knapt 3.000 flygtninge. »Vi har i flere år været repræsenteret i en række forskellige byer og lokalsamfund i det sydlige Sudan«, fortæller Robert Roba, som er ansvarlig for IAS' hjælpeprogrammer i området. »Vi borer efter vand, hjælper til med undervisning, hygiejne og sanitet. Det var muligt for os at gå i gang med at yde uddele nødhjælp næsten omgående, da vi opdagede, at der var en flygtningestrøm på vej«. Der er desuden flere andre hjælpeorganisationer i området, blandt andet tyske og britiske. Medarbejderne uddeler bønner og korn, så folk kan lave mad og bage brød. Brug for mere hjælp Melwal Acein Wal er en af SPLA's civile ledere i Gog Masiar. Han sidder ved et enkelt, håndlavet skrivebord og bruger en forreven presenning som det tag, der skal beskytte ham mod den bagende sol. »Siden april har vi talt 60.000 mænd, kvinder og børn, som er flygtet fra kampene i Darfur-provinsen. Vi forsøger at fordele flygtningene i forskellige byer og integrere dem i lokalbefolkningen, men de lokale har det i forvejen svært på grund af eftervirkningerne af den lange borgerkrig. Flygtningestrømmen har forværret situationen, og vi frygter forskellige epidemier«, siger Wal. »Vi er taknemmelige for den hjælp, vi får fra hjælpeorganisationerne. Vi har brug for meget mere hjælp så hurtigt som muligt«, tilføjer han. Der er ingen hospitaler i grænselandet mellem de to provinser. En britisk hjælpeorganisation har oprettet en klinik i byen Marial-Bai, som ligger godt en dags vandring mod syd, men rejsen indebærer, at man må krydse en flod. Nu da regntiden er begyndt, kan man ikke komme over floden de kommende mange måneder, fortæller de lokale. Vejene er i forvejen meget mudrede og fulde af dybe vandhuller. Selv en jeep kan kun køre langsomt, men kan til gengæld komme igennem flodernes vandmasser. Frygt for sygdomme På grund af manglen på selv den mest basale lægehjælp i området frygter myndighederne sygdomme. Ikke mindst de mange flygtede børn, som er i dårlig form på grund af underernæring, er i fare for at blive ramt. »Der er især stor risiko for, at der udbryder malaria, tyfus og diarré. Vi rejser fortsat ud til de byer, hvor vi tror, at der befinder sig flygtninge fra Darfur. De får gryder og tæpper, men mange af dem har ikke nogen myggenet, som kan beskytte dem mod malariamyggene«, siger Robert Roba fra IAS. Abuk Mayan og hendes 12 børn og øvrige slægtninge har heller ikke noget myggenet. Hamoth Rachet Mabery kommer ud af hytten ved siden af og viser mig et hullet net. Flygtningene er nødsaget til at trænge sig på hos områdets indbyggere i de simple hytter, men foreløbig har de tag over hovedet, når regnen kommer.