En fugleinfluenzaepidemi i Europa står måske for døren. Hvis vilde fugle står bag smitten i Asien, er der en risiko for, at den ad luftvejen også kan finde vej til Europa. »Fugleinfluenzaen er i mange forskellige lande og mange forskellige fuglearter i Asien. En del er trækfugle, der flyver til både resten af Asien og Europa. Det kan blive et problem. Der er også mange folk, der ulovligt flytter fugle fra et land til et andet. Smuglerier er en stor risiko, og den truer Europa - måske endda mere end trækfuglene«, siger chefen for dyrevelfærd i FN's landbrugsorganisation (FAO), Joseph Dominique. Sygdom kan komme fra Sibirien Ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO er det sandsynligt, at fugleinfluenzaen i Asien stammer fra trækfugle fra Sibirien. Tidligere på året udsendte WHO en rapport, der fortalte, at vilde trækfugle kan flyve lange distancer uden at vise tegn på sygdommen. Hvis fuglene ikke selv bliver alvorligt svækkede og syge, vil de kunne sprede smitten på deres trækruter. Inficeret afføring i vand, der bliver drukket af det lokale fjerkræ, vil være en stor smittespreder. Spredning »Lokalt flytter influenzaen sig, når en kylling for eksempel dør, tørrer ud og bliver til støv. En landmand, der går gennem området, samler virussen op på sine støvler og bærer det tilbage til sin egen farm«, forklarer talsmand for verdenssundhedsorganisationen WHO, Dick Thompson. Fugleeksperter argumenterer dog for, at sandsynligheden for dette er lille. »Det er irrationelt at frygte, at disse fugle vil flyve over byer og sprede virusset. Vilde fugle kan bære på alle mulige slags sygdomme, men i dette tilfælde er det kun H5N1, der er farlig. Det betyder ikke, at hver eneste fugl har fugleinfluenza«, siger Lew Young, chef for et naturreservat i Hongkong, til nyhedsbureauet Reuters. At der er en reel risiko, er FN's landbrugsorganisation FAO ikke i tvivl om. »Der er svært at sige, hvor stor den er, men smuglerier og ukontrollerede vilde fugle er et stort problem. Vi er nødt til at forøge kontrollen ved grænserne, specielt ved havnene, hvor skibe nemt kan smugle dyr i land. Men det hjælper ikke på trækfuglene. Det bedste, vi kan gøre, er at komme af med fugleinfluenzaen«, siger Joseph Dominique fra FAO. Katte Verdenssundhedsorganisationen WHO bekræftede fredag, at to huskatte er døde af fugleinfluenza i Thailand. En dyrlæge har undersøgt tre af et kuld på fjorten døde katte. Opdagelsen af de smittede katte er væsentlig, fordi en virus, der spreder sig fra art til art, gør risikoen for infektion til mennesker større. »Det er altid bekymrende, når smitten breder sig fra en art til en anden. Men virussen spreder sig ikke nemt. Der er millioner af inficerede fjerkræ, men mindre end 30 mennesker, der er smittet. Vi ville være foruroligede, hvis katte kunne blive inficerede med menneskeinfluenza samtidig, ligesom grise kan. Men det kan de ikke«, siger talsmand for WHO, Dick Thompson. Katte og tigre Fugleinfluenzaen H5N1 har dræbt 22 mennesker i Thailand og Vietnam - senest en 3-årig thailandsk dreng og en voksen vietnamesisk mand. En hvid tiger fra en zoologisk have nær Bangkok har haft influenzaen, men blev rask igen. I sidste måned døde en sjælden thailandsk leopard af sygdommen. »Det er første gang nogensinde, at vi har fundet fugleinfluenza i katte og tigre«, udtalte doktor Teeraphon fra Kasetsart Universitet ifølge BBC. Han testede dyrene for fugleinfluenzaen. Om smittede, herreløse katte, der strejfer omkring i regionen, udgør en fare, er uklart for WHO: »For vi ved endnu ikke, om katte kan smitte andre dyr og mennesker, som fjerkræ kan. Det skal vi finde ud af. De døde katte udskilte ikke virus, så de så ikke ud til at være en speciel risiko. Men vi holder grundigt øje med det«, siger WHO's talsmand Dick Thompson. Udbrud i Kina Kina bekræftede fredag endnu to udbrud af influenzaen, der har ramt 16 af landets 31 provinser. Indtil videre er ingen kinesere døde af influenzaen. I Canada erkendte fødevareinspektionen torsdag, at kyllinger på en farm i British Columbia er smittet med en anden form for fugleinfluenza, der kaldes H7. Den er mindre farlig og kan ikke dræbe mennesker. Efter denne meddelelse valgte Japan, Singapore og Sydkorea at suspendere al import af fjerkræ fra Canada. WHO finder det ikke sandsynligt, at turister uafvidende kommer til at slæbe smitten med hjem. Forsigtighed »Hvis turister på eller anden måde samler støvet op og hjemme kommer i berøring med en kyllingefarm. Det kan ske, men det virker fjernt. Vi ser ikke nogen risiko i for eksempel at købe en blomst eller frugt og bringe det med hjem«. Alligevel anbefaler det danske fødevaredirektorat, at rejsende i Sydkorea, Thailand, Vietnam, Kina, Japan, Indonesien, Pakistan, Cambodja, Laos og Taiwan holder sig væk fra levende fjerkræ, vasker deres hænder ofte og sørger for, at alt fjerkræ og æg er tilberedt, inden de spiser det. Hvis man alligevel har været i kontakt med fjerkræ på rejsen, anbefaler direktoratet, at man rengør alt, der skal retur til Danmark. Det er ulovligt at hjemføre mad fra de berørte lande.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Debatindlæg af Djaffar Shalchi
Klumme af Noa Redington




























