Blair viger uden om Irakspørgsmål

Tony Blair siger, at det er vigtigt, at Hutton-undersøgelsen ikke lader sig påvirke af avisoverskrifterne. - Foto: AP
Tony Blair siger, at det er vigtigt, at Hutton-undersøgelsen ikke lader sig påvirke af avisoverskrifterne. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Journalisterne ville tale om Kelly-undersøgelsen og Iraks masseødelæggelsesvåben, men premierminister Tony Blair insisterede på sit månedlige pressemøde torsdag på at tale om sygehuse, skoler og offentlig transport. »Jeg ved godt, hvad der står i overskrifterne i dag (torsdag). Men det vigtige er, at dommeren hører bevismaterialet i sin helhed. Han ser ikke på avisoverskrifterne. Det er meget, meget vigtigt, at vi alle sammen først dømmer, når dommeren har givet sin vurdering«, sagde Blair. Blair holdt pressemøde, netop som højesteretsdommer Lord Hutton afsluttede første fase af dommerundersøgelsen, der i yderste konsekvens kan vælte Blair. Modstridende forklaringer fra flere aktører De foreløbig fire ugers vidneafhøringer har ikke givet et klart billede af regeringens håndtering af den omstridte rapport om Iraks våben og våbenekspert David Kellys efterfølgende selvmord. Men de sidste dages vidneudsagn har understreget, at Kelly, der arbejdede i forsvarsministeriet, ikke var alene om at være utilfreds med en central del af rapporten. Desuden er der på flere punkter meget modstridende forklaringer fra ministre, embedsmænd, journalister og andre vidner. Omstændighederne ved Kellys selvmord Undersøgelsen skal egentlig afdække omstændighederne omkring Kellys formodede selvmord. Det skete, få dage efter at han var blevet udstillet som den formodede kilde til en BBC-rapport, der beskyldte regeringen for bevidst at have overdrevet de irakiske våbens farlighed. Derfor er der også fokus på den centrale påstand fra regeringens et år gamle Irakrapport om, at Irak havde masseødelæggelsesvåben, der kunne aktiveres med 45 minutters varsel. Kellys ven: Kelly mente påstand var latterlig Der er stadig en del usikkerhed om, hvad Kelly egentlig mente og sagde, men en af hans nære venner, journalisten Tom Mangold, refererede torsdag Kelly for at have kaldt oplysningen om de 45 minutter »latterlig«. Onsdag vidnede den tidligere chef for en analyseafdeling under forsvarsministeriets efterretningskontor også om, at flere af hans medarbejdere var utrygge ved netop detaljen om de 45 minutter. Brian Jones sagde, at han havde skrevet til sine overordnede for at lufte sin bekymring over den måde, påstanden om de 45 minutter blev brugt på i regeringens Irakrapport. Bekymringer blev afvist Ifølge Brian Jones var der en mistanke om, at den enkeltstående irakiske efterretningskilde bag påstanden »måske forsøgte at påvirke snarere end informere«, og der var bekymring over, at der hverken var fysiske beviser eller andre kilder til at støtte oplysningen. Men Jones understregede, at der ikke var nogen, der prøvede at få oplysningen helt fjernet fra regeringens rapport. Mindst fire britiske ministre, deriblandt premierminister Tony Blair og forsvarsminister Geoff Hoon, har afvist, at de skulle have kendt til bekymringer blandt efterretningsfolk. Nyt pres på BBC Der kom torsdag også nyt pres på BBC, efter at en af David Kellys venner og kolleger, tidligere våbeninspektør Olivia Bosch, refererede til en samtale, hvor Kelly beskyldte BBC's journalist Andrew Gilligan for at have lagt ham ord i munden. Der er tidligere skabt tvivl om nøjagtigheden i Gilligans radiorapporter, som ligger til grund for hele sagen. I gang igen 15. september Dommer Hutton holder tænkepause i næste uge. 15. september begynder anden runde afhøringer, hvor Hutton har sagt, han blandt andet vil genindkalde vidner, som han vurderer kan ende med at blive udsat for kritik.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her