Hvem skulle nu have troet det? At kendte turistdestinationer i Sydøstasien har været gemmesteder for nogle af de terrorister, der i mange måneder er blevet jaget nådesløst af flere landes politi, militær - og den amerikanske efterretningstjeneste CIA. Tusinder af ferierende danskere er fortrolige med navne som Phuket, Krabi og Kuala Lumpur. Her i det sydlige Thailand og i det tilsyneladende sekulære muslimske Malaysia har de nydt sol, badestrande, frugter, smuk natur og har boet enten i små feriehytter af træ og bambus eller forkromede luksushoteller med alt godt fra havet inden for rækkevidde. De færreste har tænkt den tanke, at disse lokaliteter har været gemmesteder for nogle af verdens farligste terrorister. Få timers kørsel fra Bangkok Én af dem, måske den absolutte topmand i regionen, blev fanget forleden: 'Hambali' havde gemt sig i Thailands tidligere hovedstad Ayutthaya, få timers kørsel nord for Bangkok. Plastikkirurgiske indgreb var ikke nok til at skjule hans identitet, for han var blevet angivet af en muslimsk kammerat, der ligeledes befandt sig i Thailand. Af Thailands muslimske mindretal på næppe meget over tre millioner bor størstedelen i Sydthailand, i de fattige provinser nær grænsen til Malaysia. Her opererer en militant bevægelse, som i 1970'erne og igen i begyndelsen af 1990'erne vakte foruroligelse ved mindre sabotageaktioner, herunder afbrænding af skoler. Bevægelsen har forbindelser til malaysiske oppositionspartier, der repræsenterer en militant form for islam. Det var i dette miljø, at Hambali i mange år havde bekvemme gemmesteder. Men myndighederne i både Malaysia og Thailand har utvivlsomt haft ham og hans medsammensvorne i kikkerten længe. Arrestationen blev foretaget af thailandske efterretningsfolk, og straks sørgede de for, at fangsten blev fløjet videre til en lokalitet, hvor afhøringerne blev foretaget af amerikanske terroreksperter. CIA har ikke tøvet med at kalde Hambali for Sydøstasiens Osama bin Laden. Levnedsløb Hvorfor dette tilnavn har en vis berettigelse, fremgår af det brogede livsløb, som den 37-årige lavmælte, men indædte og dedikerede islamist fra landsbyen Sukamahna på det vestlige Java, har gennemlevet. Han er født som Riduan Issamuddin og kunne være blevet en af de millioner af anonyme bønder i det gigantiske indonesiske folkehav, hvis det ikke var, fordi hans opvækst var blevet præget af vilkårene under datidens stærke mand i Sydøstasien, Indonesiens i 1998 detroniserede leder, Suharto. Denne gådefulde skikkelse, som kom til magten under kuplignende omstændigheder i 1965-66, var i årtier en af USA's bedste venner og styrede det gigantiske ørige på en måde, hvor to formål var altafgørende: Landet skulle stabiliseres efter mange års kaos, og der skulle skabes vækst og velstand med en fast hånd ved roret. Først blev kommunister og deres formodede sympatisører slagtet i hobetal, og siden blev et ethvert tilløb til organiseret politisk islamisk aktivitet slået ned med hård hånd. I den landsby, hvor den unge teenager Riduan voksede op, gjorde det et dybt indtryk, at ethvert bønnemøde, der havde flere end tre deltagere, skulle indberettes til den lokale militærkommandant. Atmosfæren var præget af frygt. Riduan voksede op i en politistat, hvor den aktive udøvelse af islam var forbundet med store risici. Han er den ældste af en søskendeflok på 12. Hans i dag 61-årige mor, Eni Mariani, fortalte en vestlig journalist i fjor, at sønnen var stærkt troende, men også en meget stilfærdig og reserveret ung mand, der ikke gjorde meget væsen af sig. Klassens stille dreng og søskendeflokkens ansvarlige storebror, der sørgede for de yngre brødre og søstre. Men troen og længslen rev og sled i den unge mands sjæl. Riduan havde hørt, at islam havde friere forhold i nabolandet Malaysia, og han ville rejse dertil for at studere. Men familiens forsøg på at skaffe ham et stipendium slog fejl, og moderen forventede, at han bidrog til familiens udkomme. Sønnens svar var kort: {lsquo}Allah vil give mig, hvad jeg behøver'. I en alder af 20 tog han rejsen til Malaysia, hvor der allerede var titusinder af gæstearbejdende landsmænd, som han kunne blande sig med. Til Afghanistan Efter kun to år i Malaysia skrev Riduan en kortfattet meddelelse hjem om, at han ville tage til Afghanistan og tilslutte sig muhajedinernes hellige krig mod de gudløse sovjetrussiske besættere. Og det er i de afghanske bjerge, at han traf den mand, der kom til at ændre hans livsbane for evigt: Osama bin Laden. Da Riduan flere år senere endelig fik mulighed for at vende hjem til et Indonesien, der under kaotiske omstændigheder var ved at demokratisere efter Suhartos fald, blev han modtaget som en helteskikkelse, der var blevet forfulgt under det gamle regime og som i en hellig krig i et fjernt land havde set lyset for Indonesiens fremtid. Under talrige taler refererer Riduan igen og igen til denne profetiske skikkelse, kaldet Osama. Det var efter tre års krigererfaring i Afghanistan, at han vendte tilbage til Malaysia og traf en anden politisk flygtning fra hjemlandet, den aldrende Abu Bakar Bashiyr; manden der i dag er gjort medansvarlig for både terrorbomben på Bali i fjor og den nylige bombe mod et amerikanskejet hotel i hovedstaden Jakarta. De to traf hinanden kort efter, at Riduan i en alder af 25 var vendt tilbage til Malaysia for at genoptage sine studier. En martsdag i 1991 dukkede han op i landsbyen Sungei Manggis, der er beliggende en times kørsel nordøst for hovedstaden Kuala Lumpur. Riduan havde en kvinde med sig, der var klædt og indhyllet på arabisk vis i en sort burka. Kun hendes øjne var synlige bag tykke brilleglas. Hun var ikke araber, men malaysier af etnisk kinesisk oprindelse fra provinsen Sabah. Hendes navn er Noralwizah Lee, og hun er konverteret til islam efter at have truffet Riduan nogle år tidligere. Parret lejede en af de simple træhytter, som en lokal entreprenør havde opført til brug for de indonesiske gæstearbejdere, der fik job på egnens byggepladser. Lejen var beskeden selv efter lokale forhold, svarende til godt og vel 150 kroner månedligt. Et bart cementgulv med et toilet, der ikke var andet end et hul i jorden. Riduan var ankommet med en kuffertfuld af slidt, brugt tøj og gik det meste af tiden klædt i en pakistansk kjortel. Malaysiske efterretningsfolk er i dag af den opfattelse, at det var her i disse ydmyge omgivelser, at Riduan indledte forberedelserne til en stribe af attentater og røverier, som skulle sætte sig spor over store dele af Sydøstasien. Attentater Han sættes i forbindelse med flere bankrøverier og en enkelt tilsyneladende politisk motiveret likvidering i Malaysia samt en serie af mindre bombeattentater, der har dræbt snesevis af civile i både Indonesien og Filippinerne. Mest kendt i regionen, men relativt upåagtet af omverdenen, er 30 koordinerede bombeattentater mod kristne kirker i ti byer, hovedsalig på øgruppen Molukkerne i Indonesien 30. december 2000, hvor 22 blev dræbt og 96 såret. Kort tid efter hans hjemvenden til Indonesien i 1998 begyndte det nye styres efterretningstjeneste at rette søgelyset mod den mand, som lokale islamister, der nu oplevede nyvundne demokratiske rettigheder, kaldte for Hambali. Den unge ildsjæl lagde ikke skjul på sin krigererfaring fra Afghanistan og talte med stor entusiasme om tapre trosfællers kampe i Tjetjenien, Bosnien og Palæstina. En tidligere malaysisk soldat, Mohammed Sobri, der lånte sit hus i Kuala Lumpur til mødeaktiviteter for Hambali og Abu Bakar Bashiyr, bemærkede, at Hambali var særdeles velinformeret om de krige og konflikter, hvor muslimske liv var på spil. »Når Hambali talte om jihad (hellig krig, red.), fik man lyst til at deltage, for at hjælpe undertrykte muslimer over hele verden«, har Sobri siden berettet. Et tema gik igen i alle Hambalis taler: Hellig krig kan kun udkæmpes på basis af to principper. »Enten vinder vi, eller også dør vi. Døden betyder et evigt liv. Kun kroppen dør, som martyrer lever vi evigt«. Retsmyndighederne i Malaysia, Indonesien, Filippinerne og Thailand er for længst gået i gang med at sammenstykke anklageskriftet, der samlet set tager sig frygtindgydende ud: Tilbage i 1995 skal Hambali have været involveret i en storstilet al-Qaeda-plan, der gik ud på at placere bomber på 12 amerikanske civilfly. I december 2001 forpurrede det singaporeanske efterretningsvæsen en plan, der gik ud på at lade en serie gigantiske bilbomber sprænge foran de amerikanske, britiske, australske og israelske ambassader i bystaten, som er et logistisk knudepunkt for amerikanske krigsskibe og militærfly. Efterretningsfolk mener også, at Hambali har haft tætte forbindelser til mindst tre af de flykaprere, der gik i aktion 11. september 2001. Pengeindsamling Hvor har Hambali fået sine penge fra? Politiet ved, at han i juni 1994 var medstifter af et firma, Konsonjaya, som angiveligt skulle eksportere palmeolie fra Malaysia til Afghanistan. Hans forretningspartner i selskabet var Wali Khan Amin Shah, en pakistansk statsborger, som i 1996 blev dømt for medskyld i en plan, der gik ud på at bombe 12 amerikanske passagerfly, der fløj i rutefart over Stillehavet. De klareste tegn på en direkte forbindelse til Osama bin Laden fik filippinsk politi ved at aflytte telefonsamtaler mellem Konsonjayas kontorer i Malaysia og et muslimsk velgørenhedskontor i den filippinske hovedstad Manila, der tilhørte Mohammed Khalifa, der er svoger til bin Laden. Fra dette kontor foregik der indsamling af økonomiske midler til al-Qaeda. Alt tyder således på, at der går en linje fra angrebene 11. september på USA over talebanernes koranskoler og militser til bomben, der dræbte et par hundrede på Bali i oktober i fjor. Og at en del af det ondsindede netværk har haft sit operationscenter i den beskedne træhytte i landsbyen Sunggei Manggis i Malaysia; et land, der i mange år før 11. september har imponeret omverdenen ved sin hastige industrialisering og relative tolerance over for mange varianter af islam. Tolerancen er det utvivlsomt slut med, og terrorbekæmpelse er nu en central del af den sydøstasiatiske hverdag.