EU-chefer udspurgt om svindel

Lyt til artiklen

Tre magtfulde EU-kommissærer måtte stå skoleret over for et kontroludvalg under EU-parlamentet på grund af formodet svindel i EU's statistiske kontor, Eurostat. Budgetkommissær Michaele Schreyer, reformkommissær Neil Kinnock og økonomikommissær Pedro Solbes skulle forklare, hvornår og hvor meget de kendte til en række mistænkelige transaktioner i Eurostat. Skandalen om svindel i Eurostat har ulmet de seneste fire år, men brød i sidste måned ud i lys lue, da kontorets direktør, Yves Franchet, og hans højre hånd, Daniel Byk, blev anklaget for at have overført 6,7 millioner kroner af Eurostats penge til en privat bankkonto i Luxembourg. De to topledere blev øjeblikkeligt suspenderet, mens anklagerne undersøges. De benægter begge at have foretaget sig noget ulovligt. Eurostat har været under mistanke, siden en dansk projektleder, Dorte Schmidt-Brown, i 1999 opdagede, at Eurostat havde indgået kontrakter med et firma, Eurogramme, der ikke var, hvad det udgav sig for, og som ikke udførte det arbejde, det fik betaling for. Men da først EU-kommissionens antisvindelkontor, OLAF, begyndte at se Eurostat efter i sømmene, viste det sig, at kontoret i mindst fire tilfælde var involveret i transaktioner, som ikke var helt efter bogen. Sagerne drejer sig om en række kontrakter på statistisk arbejde, givet til private firmaer, hvoraf to af dem er stiftet af Yves Franchet selv. Siden er anklagemyndighederne i Luxembourg og Frankrig også gået ind i sagerne. Greb EU ind? Mens undersøgelserne kører, er spørgsmålet dukket op om, hvor meget EU-kommissionen vidste om svindlen. Pedro Solbes er som økonomikommissær ansvarlig for Eurostat, og både budgetkommissær Michaele Schreyer og reformkommissær Neil Kinnock har undervejs været orienteret om uregelmæssighederne i det statistiske kontor. Det springende punkt er, om de har kendt til svindlen uden at gribe ind. Kommissærerne siger selv, at det ikke har været tilfældet, og det gentog de i går over for EU-parlamentets budgetkontroludvalg. Den danske EU-parlamentariker Freddy Blak, som gennem længere tid har presset på for at få sagerne undersøgt, godtager kommissærernes forklaring, men ærgrer sig over, at der skulle gå så lang tid, før kommissionen tog mistanken om svindel alvorligt. »Jeg havde gerne set, at de havde undersøgt sagen og havde grebet ind over for Franchet og Byk tidligere. «, siger Freddy Blak. Prodi nævnes Sagen om svindel i Eurostat har taget en ekstra drejning, da avisen Financial Times skrev, at kommissionens formand, Romano Prodi, har kendt til mistanken uden at gribe ind. Avisen henviser til et brev, som Prodi i september sidste år sendte til Freddy Blak, og et tv-interview for nylig med Yves Franchet, hvor han siger, at han selv har orienteret kommissionsformanden helt fra starten. Kommissionens cheftalsmand, Reijo Kemppinen, afviste dog i går på det kraftigste anklagen, og påpegede, at undersøgelsen af Eurostat allerede var sat i gang, inden Prodi skrev til Blak. »Det er rent og skært sludder. Kommissionsformanden og Franchet har mødt hinanden en enkelt gang, hvor der var mange andre folk til stede, og hvor emnet ikke blev nævnt. Derudover har formanden og Franchet ikke talt med hinanden om sagen, og formandens kabinet har heller ikke været informeret«, siger Kemppinen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her