Eritrea skriger på nødhjælp

Der er ofte en bitter eftersmag ved det gamle ordsprog 'Bedre sent end aldrig'. Særlig bittert smager det i forhold til den nødhjælp, som nu endelig er på vej til det tørkeplagede Eritrea. For realiteten er, at selv om det internationale samfund langsomt er ved at få øjnene op for, at det lille land på det afrikanske horn er det hårdest ramte af de lande i Afrika, som i øjeblikket kæmper mod hungersnød, så kommer hjælpen sent. Dør af tørst og underernæring Alt for sent for de mellem 8.000 og 10.000 eritreanske børn, som dør i løbet af de kommende to-tre måneder. Af sult, tørst og underernæring. »Vi ved, at med organisering og forberedelser og transport tager det to måneder at få hjælpen frem fra Europa og fire-fem måneder fra USA og Asien. Og i løbet af april slipper lagrene i Eritrea op«, fortæller Christian Balslev-Olesen, tidligere generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp, i dag leder af FN's børneorganisation Unicefs afdeling i Eritrea. Der bor cirka 3,3 millioner mennesker i landet, knap halvdelen er børn under 15 år. 1,4 millioner er påvirkede af den aktuelle tørkekatastrofe, og af disse regnes 900.000 for at tilhøre ekstra sårbare grupper, for eksempel flygtninge og internt fordrevne. Værre end det plejer Sammen med Mamadou Mbaye, vicedirektør i FN's Verdensfødevareprogram WFP i Eritrea, var Christian Balslev-Olesen i sidste uge på rundrejse til de nordiske lande for at skaffe penge til de nødstedte i Eritrea. Og resultatet af turen var midt i desperationen opløftende. »Det tog også lang tid, før vi i organisationerne erkendte, at denne gang var det værre, end det plejer at være«. »Vi er glædeligt overraskede over den holdning, vi har mødt i såvel Danmark som i Finland, Norge og Sverige. I alle lande har vi fået tilsagn om hjælp«, siger Mamadou Mbaye. Hvor mange penge den danske regering i denne omgang vil donere til de nødlidende i Eritrea, er der endnu ikke taget stilling til. Den aktuelle situation i Eritrea kalder meget ubehagelige mindelser frem på nethinden hos Christian Balslev-Olesen. Hans første rejse for Folkekirkens Nødhjælp tilbage i 1985 gik til Etiopien i forbindelse med den daværende tørkekatastrofe. Dengang oplevede han, hvordan der hver morgen blev båret 10-20 døde børn ud af flygtningelejrene. »Og nu skal vi til at se det igen«, konstaterer han. Bedre forberedt Men selv om der er paralleller til situationen på Afrikas Horn i 1984 og -85, er der også forskelle. I Eritrea er beredskabet i dag på et langt højere niveau, end det var i regionen dengang. »Unicef har et godt samarbejde med WFP, så den del af apparatet er på plads. Og uanset hvad man måtte mene om styret i Eritrea, så er der altså ingen korruption i landet. Hjælpen når frem til dem, der har brug for den. Nu mangler vi, at medierne opdager, hvor alvorlig katastrofen er. Jeg er bange for, at det først sker, når børn dør foran kameraet«, siger Balslev-Olesen. Normal tørke Der er intet usædvanligt i, at Eritrea rammes af tørke. Det er nærmest et livsvilkår i landet, som i forvejen er et af verdens fattigste. Men denne gang har tørken udviklet sig værre end sædvanlig, og der er nu udbredt mangel på både mad og vand. Tørken har især ramt landets spisekamre, områderne Gash-Barka og Debub, på grænsen til Etiopien. »Det tog også lang tid, før vi i organisationerne erkendte, at denne gang var det værre, end det plejer at være. Det hænger selvfølgelig sammen med, at tørken kommer oven på fire års nødsituation efter afslutningen af krigen med Etiopien«, siger Christian Balslev-Olesen.