Kenyanerne ønsker ukorrupt fornyelse

Kenyanerne har grund til at ryste på både hoved og hænder, når de fredag endelig vælger en efterfølger til landets præsident gennem 24 år, Daniel arap Moi. Flertallet af nulevende kenyanere har aldrig kendt andre præsidenter end Moi og anså ham indtil for nylig for umulig at slippe af med. Ved landets to seneste og eneste demokratiske valg efter overgangen til flerpartistyre i 1992 sagde flertallet af vælgere nej til mere Moi. Men oppositionens splittelse var præsidentens styrke, så han med blot 40 procent af stemmerne alligevel fik flest. Accepterede valgperiode på maksimalt fem år Nu er patriarken blevet indhentet af en enkelt paragraf i den grundlovsreform, han for over ti år siden nølende gennemførte under pres fra vestlige bistandsdonorer. Moi accepterede dengang en grænse på to valgperioder på hver fem år. Måske fordi han fik lov at lægge dem oven i de 14 år, han allerede havde regeret, måske fordi ti år forekom som tid nok til at finde en metode til at blive hængende på posten. Men til mange kenyaneres forbløffelse valgte Moi til slut at gå uden de forsøg på at fifle med grundloven, som adskillige præsidenter længere sydpå i Afrika enten har gennemført eller planlagt. Med erfaringen fra de to seneste valg var det umuligt at henvise til folkets kærlighed som grund til at kræve endnu en valgperiode. Usikker fremtid Når kenyanerne alligevel har grund til at ryste på hænderne i stemmeboksen, skyldes det usikkerheden om fremtiden og om konsekvensen af at sige nej til det regerende KANU-parti og dets kandidat Uhuru Kenyatta, som den tidligere skolelærer Moi har dikteret som sin efterfølger. I Afrika handler udskiftning af præsidenter mindst lige så meget om den afgående herskers fortid som om landets fremtid. I Sydafrika opgav det racistiske hvide styre først magten, da det havde fået garantier mod et efterfølgende retsopgør. I Kenya har Moi forsøgt at sikre sig mod retssager for magtmisbrug og korruption ved selv at vælge sin efterfølger. Det kunne vælgerne trække på skuldrene af, hvis ikke det var for landets og kontinentets tradition for valgsvindel, vold og militær indblanding i politik. Tidligere i år snød Zimbabwes præsident Robert Mugabe sig til den valgsejr, han blev nægtet af vælgerne. Og bagefter lod han sine unge bøller straffe alle, der havde vovet at stemme på oppositionen. I Kenya har valgkampen været mindre plaget af vold end ved de to seneste valg, hvilket med lidt held kan tolkes derhen, at befolkningen ønsker, og KANU accepterer forandring. Men selv uden Mois skygge kan vælgerne have grund til at lade blyanten vandre lidt hvileløst mellem de to hovedkandidater på stemmesedlen. En ny generation For selv om Kenyatta repræsenterer et upopulært parti, er han en populær taler, der med sine 41 år tilhører en ny generation. Forretningsmanden Kenyatta har også forstået betydningen af dobbeltmoral i kenyansk politik: Mens han fra talerstolen tordner mod korruption, uddeler hans hjælpere penge til deltagerne i hans valgmøder. Kenyattas modkandidat Mwai Kibaki er 71, blot syv år yngre end Moi, som han i mange år var vicepræsident for. Kibakis kærlighed til demokrati opstod i 1991, netop tidsnok til at give ham en chance for at stille op mod sin tidligere chef i det følgende års første valg med flere partier. Tilbage i 1980'erne sammenlignede Kibaki tilhængere af flerpartistyre med dagdrømmere, der forsøger at fælde et figentræ med et barberblad. Kibakis brogede regnbuealliance rummer adskillige korrupte opportunister, hvoraf mange først forlod KANU, efter at Moi havde udpeget Kenyatta til partiets kandidat. Vigtig milepæl Kenyanerne kan derfor ende med at måtte nøjes med forandring, selv om de stemmer for fornyelse. Men det kan ikke fratage valget dets status som en vigtig milepæl i afrikansk politik og en demonstration af, at grundlove kan være mere værd end det papir, de er skrevet på.