Store mængder våben og sprængstof, som de tjetjenske terrorister anbragte i teatersalen med gidslerne i Moskva, kom uden problemer med en bus fra den tjetjenske hovedstad Grosnij hele vejen op gennem Rusland til Moskva, trods talrige politikontroller undervejs. Samme vej kom terroristerne selv. Det afslører tv-stationen NTV. Hvordan kunne det ske? Det spørger både politikere og russiske medier sig selv om, selvom alle kender svaret: korruption og bestikkelse. Bussen, en Mercedes, som politiet har fundet, kørte med sprængstof svarende til 130 kilo trotyl, blandt andet 30 sprængladninger, 115 håndgranater, pistoler og maskingeværer og skulle igennem et utal af politiets kontrolposter, som har pligt til at tjekke netop for den slags, især når bussen kommer fra Tjetjenien. Den trillede bare lige så stille igennem det halve Rusland. Enkel metode En officer ved det russiske politis interne efterretningsvæsen, som fredag udtalte sig til Politiken under garanti for anonymitet, siger: »Bussen kører hen til kontrolposten, vinduet rulles ned, 100 rubler rækkes ud ad vinduet til betjenten, bussen kører videre. Hvis det er i Moskva, er det dyrere, så skal der nok 100 dollar til i stedet for. Vi ved, at det er sådan, det er sket. Og sådan noget sker hele tiden. Vores organisation er med til at afsløre den slags hos politiet, men vi kæmper en håbløs sag, for korruption er en livsstil, en del af den russiske kultur. Alle ved det«. Det har han ret i. Alle ved, at korruptionen har gennemsyret det russiske statsapparat fra den lille trafikbetjent til de øverste lag i Kreml. Det var også konklusionen hos selv den halvofficielle netavis Strana.ru, som i går spurgte sig selv, hvorfra den tjetjenske leder Akhmed Sakajev havde sit russiske pas, som han kunne rejse frit til Danmark og andre lande på. Avisens konklusion er ligetil. Overalt i Rusland kan man til enhver tid for mellem 50 og 2.000 dollar købe sig pas og visum til ethvert land. En række firmaer har specialiseret sig i denne form for svindel og lægger ikke engang skjul på det. De annoncerer endda med det i aviserne, selvom det selvfølgelig er ulovligt. Men politiet gør intet. Hvorfor? Fordi både politi og politikere er nemme at bestikke. »De russiske myndigheder må først rode i egne lommer, inden de begynder at anklage andre«, skriver en kommentator. Stramninger Parlamentets underhus, Dumaen, som af mange anses for at være korruptionens højborg, fortsatte i går ufortrødent med at gennemføre de stramninger, som præsident Putin har krævet i forbindelse med kampen imod terrorismen. Et af resultaterne var en stramning af reglerne for udlændinge i Rusland. Dumaen vedtog også en lov, der gør det næsten umuligt for medierne at dække begivenheder i terrorsituationer. I begge tilfælde var de første kommentarer i medierne, at nu ville de russiske embedsmænd juble, for de nye love gav anledning til at stille krav om en række nye statslige attester, som man naturligvis skal betale bestikkelse for at få. Lig udleveres ikke Dumaen vedtog desuden at forbyde at udlevere ligene af de døde terrorister fra gidseldramaet til deres pårørende, men kunne endnu ikke blive enig om at formulere den bebudede vrede protest imod Danmark på grund af afholdelsen den tjetjenske verdenskongres i København tidligere i denne uge. Et synligt bevis på, hvor alvorligt et problem korruptionen er, kom, da et medlem af Den Nationale Antikorruptionskomité torsdag aften blev fundet dræbt af skud ved indgangen til et af de huse i Moskva, hvor en række af Ruslands topembedsmænd bor. Den dræbte, Sergej Kharlamov, var en alsidig mand, først i militæret, så assistent for et parlamentsmedlem, så assistent for den nu afdøde general Aleksandr Lebed, da denne fik den midlertidige fredsaftale i stand med tjetjenerne. Desuden var Kharmalov en vigtig handelsmand med store interesser i fiskeribranchen. Som svar lovede myndighederne fredag fornyet kamp imod korruptionen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Kristian Jersing
Nej, du skal ikke have et sabbatår. Få dig et sabbatliv. Et, hvor du ikke kun lever i weekenderne og i ferierne
Lyt til artiklenLæst op af Kristian Jersing
00:00
Han var rig, men boede i et faldefærdigt hus og spiste roer til aftensmad
Lyt til artiklenLæst op af Emil Bergløv
00:00
Troværdig #MeToo-roman leder tankerne hen på nu afdød redaktørs intenst benyttede sofa
Debatindlæg af Isabella Cortes Rudas, Freja Sif Fjeldberg Sørensen, Birk Skjalholt og Kamille Stenbæk
Serie
Klumme af Christian Jensen




























