Militante oprørere åbnede tirsdag ild mod en bus i det indiske Kashmir og dræbte mindst tre mennesker. Angrebet er et åbenlyst forsøg på at sabotere tredje runde af det anspændte lokalvalg, som de indiske myndigheder i disse uger forsøger at gennemføre i delstaten. Tirsdag morgen gik vælgerne i fire af de mest uroprægede valgkredse i det indiske Kashmir til stemmeurnerne ved valgets tredje runde. Byen Kathua i Jammu-regionen, hvor angrebet på bussen fandt sted, er en af de mest urolige af disse valgkredse. Gennem de seneste 13 år har de indiske myndigheder stået over for en væbnet opstand i Kashmir, den eneste delstat i Indien med et muslimsk befolkningsflertal. Pakistan: Valget en farce Valget er blevet kaldt en farce, ikke kun af oprørerne, men også af nabolandet Pakistan. Ikke færre end 600 mennesker er blevet dræbt under uroligheder i forbindelse med valgets afvikling. Valghandlingen afsluttes med en sidste runde på tirsdag i næste uge, og optællingen af stemmer begynder 10.oktober.
Nye drab under Kashmir-valg
Lyt til artiklen