Vesten ignorerer fattige demokratier

Aldrig før har der været så mange demokratiske lande i verden som netop nu. Men det betyder langtfra, at demokratiet har det godt. For samtidig er en stor del af de politiske beslutninger, der før blev truffet af nationale regeringer - og eventuelt deres parlamenter - reelt flyttet over i internationale organisationer, hvor nogle få rige lande sidder tungt på magten. Det barske udfald kommer fra FN's udviklingsprogram, UNDP, der i år har valgt at sætte demokratiet på dagsordenen. Tidligere har UNDP udelukkende fokuseret på velfærdsudvikling. Prioriteringen skyldes en frygt for, at mange af de nye og skrøbelige demokratier er på vej tilbage til mere autoritære styreformer, ikke mindst båret af frustration over den fortsatte fattigdom og den uigennemskuelige internationale styring. Frustrationer »Vi får ikke taget hånd om frustrationerne, hvis vi ikke styrker demokratiet på alle niveauer, ikke bare lokalt og nationalt, men også på det internationale niveau. Vi er simpelthen nødt til at gribe i egen barm«, siger nordisk direktør for UNDP, Poul Grosen. Den årlige udviklingsrapport går kritisk til de fire mest magtfulde organisationer på verdensplan: Verdensbanken, valutafonden IMF, organisationen for verdenshandel, WTO, og FN's sikkerhedsråd. Rapporten fremhæver som eksempel, at de lande, der lånte penge i 1980'erne, skulle love at indfri mellem 6 og 10 krav til den økonomiske politik. Op gennem 1990'erne blev kravene stadig udvidet, så lånerne i dag skal leve op til ikke mindre 26 krav til landets politiske og økonomiske udvikling. De politiske krav fastlægges med hård hånd af de rige lande med USA i spidsen og afspejler i store træk de rige landes verdenssyn og økonomiske interesser, hævder rapporten. »Repræsentation og demokratisk kontrol har altid været svag i de internationale organisationer. Men svagheden står i dag i et skærende lys, fordi disse organisationer nu går langt dybere ind på områder, som tidligere var forbeholdt nationale regeringer, navnlig i udviklingslandene«, fastslår rapporten. Stærke spilleregler Både i Verdensbanken og i IMF er det blot syv lande, der sidder på halvdelen af stemmerne. Men de uformelle spilleregler og traditioner gør europæerne og især USA endnu stærkere, end stemmefordelingen antyder. For eksempel er det fast tradition, at USA udpeger chefen for Verdensbanken, mens europæerne vælger lederen af IMF. Ingen andre lande i verden har noget at skulle have sagt. I WTO bliver beslutningerne i princippet truffet i enighed. Men det er ikke meget bedre. For »beslutninger ved konsensus er altid underlagt de magtpolitiske realiter«, som det udtrykkes. Sammenholdt med den nådesløse diagnose er det forholdsvis forsigtige reformforslag, der lægges op til. Blandt forslagene er at sikre åbenhed om beslutningsprotokoller ved bestyrelsesmøderne i IMF og Verdensbanken. Det vil ikke i sig selv give de fattige yderligere indflydelse, men det kan i det mindste give politikere og offentlighed en mulighed for at følge med. FN-parlament Et andet forslag er, at der med EU-parlamentet som forbillede oprettes et parlamentarisk organ i FN, der samtidig skal forsøge at trække noget af den magt tilbage til FN, som i de seneste tiår er gledet over i Verdensbanken og IMF, hvor de rige lande dominerer. Et tredje er, at cheferne for Verdensbanken og Valutafonden vælges i en åben valgkamp. EU's formand, Per Stig Møller, er indstillet på at afgive magten til at udpege chefen for IMF. »Selvfølgelig vil det være bedre og mere demokratisk at vælge lederne i en åben valgkamp på kvalifikationer og visioner. Det går vi naturligvis ind for«, siger Per Stig Møller.