Litauen beseglede tirsdag en aftale med EU om nedlukning af et atomkraftværk af Tjernobyltypen, og fjernede dermed en af de største forhindringer på sin vej til medlemskab af unionen. Ifølge den foreløbige aftale, som officielt blev indgået ved en række forhandlinger mellem EU's udenrigsministre og ansøgerlandene i Luxembourg, skal EU hjælpe Litauen med at lukke kraftværket Ignalina ned inden 2009. »Det viser tydeligt, at den europæiske integration bringer større sikkerhed til de europæiske borgere«, sagde EU's udvidelseskommissionær, Günther Verheugen, om aftalen ved en pressekonference efter forhandlinger med ansøgerlandenes udenrigsministre i Luxembourg. »Uden udsigten til et EU-medlemskab ville det være umuligt for Litauen at give de datoer, som unionen har bedt om«, tilføjede han. 18 milliarder kroner Men de to parter har udsat spørgsmålet om, hvor meget EU vil bidrage til lukningen, som ifølge den litauiske regering vil beløbe sig til 18 milliarder kroner. Det afgøres formodentlig først til december »Den Europæiske Union måtte erkende, at lukningen af Ignalina er en langfristet udfordring, som ikke står i rimeligt forhold til Litauens størrelse og økonomiske formåen«, sagde Litauens udenrigsminister, Antanas Valionis. »Litauen bød dette tegn på EU's solidaritet velkomment og forpligtede sig til at lukke Enhed 2 i Ignalinas atomkraftværk ned inden udgangen af 2009«. EU kræver fuld lukning EU har stillet en aftale om fuld nedlukning af Ignalina som betingelse for, at forhandlingerne om litauisk medlemskab kan afsluttes inden udgangen af i år, og for at den baltiske stat kan blive blandt de ti, overvejende østeuropæiske lande, som kan træde ind i EU i 2004. EU mener, at anlægget, der har to reaktorer, udgør en sikkerhedsrisiko, da det er bygget efter samme model som det katastroferamte Tjernobyl i Ukraine. Med den indgåede aftale har Litauen fuldført forhandlingerne om energi, et ud af omkring 30 kapitler af EU's lovgivning, som man skal nå til enighed om, inden et land kan blive lukket ind i unionen. Den lille baltiske stat har dermed afsluttet forhandlingerne om 28 kapitler og er derfor sammen med Cypern de to ansøgerlande, der er længst fremme i forhandlingerne om et medlemskab.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Lige nu
Leder af Marcus Rubin
Klumme af Christian Jensen




























