'Fleksible' strejker rammer Tyskland

Tysklands største fagforening, IG Metall, har opfundet en ny form for strejke, 'Flexstreik'. Hurtige, helst overrumplende arbejdsnedlæggelser, der kun varer en dag eller to. Næste dag slår man så ned på andre arbejdsgivere, der også skal gøres møre. Det første firma, der blev ramt af den nye strejkebølge, var Porsche, fabrikanten af de lækre sportsvogne. Det var ingen tilfældighed. Dels er Porsche et symbol på den velstand, der kun bliver de få til del. Dels har Porsche, efter et fedt år, glædet aktionærerne med et usædvanlig smukt udbytte. Nu synes folkene ved samlebåndet, at de også har gjort sig fortjent til en ekstra skilling efter flere års løntilbageholdenhed. Men også DaimlerChrysler og Audi er blevet lammet af strejker, og her er de nyeste salgstal ikke noget at prale af. Endnu mere sårbare er de mange små og mellemstore virksomheder i metal- og elektronikbranchen. Alle frygter de at blive det næste mål for en 'fleksibel' strejke. Den socialdemokratiske kansler Gerhard Schröder er kreperlig over, at strejkerne kommer netop nu, da han søger at overbevise sine landsmænd om, at det længe ventede opsving venter henne om hjørnet. Hans chancer for at blive genvalgt til september står og falder med opsvinget, der stadig virker skrøbeligt og usikkert. Fred på arbejdsmarkedet og snurrende hjul, det er, hvad en kansler i valgkamp har brug for. Schröder har naturligvis bedt de stridende parter om igen at sætte sig til forhandlingsbordet, men hidtil har han talt for døve øren. »Krudtrøgen skal først drive væk«, mener en talsmand for arbejdsgiverne. IG Metall lagde ud med at kræve en lønfremgang på 6,5 procent i løbet af det næste år. Arbejdsgiverne slog korsets tegn for sig og mindede om, at Tyskland netop nu oplever en flodbølge af fallitter. Man kunne også henvise til en nylig undersøgelse af det schweiziske management-institut IMD, der placerer Tyskland som nummer sjok når det gælder konkurrenceevne. Listen tæller 49 nationer. Fagforeningen slækkede på sine krav. Arbejdsgivernes svar var: I kan få 3,3 procent. Mindre end en procent skilte parterne, da IG Metall blæste til arbejdskamp efter en urafstemning blandt de 2,7 millioner medlemmer. Smertegrænsen er nået, sagde de. Det samme siger arbejdsgiverne. Konflikten flytter Baden-Württemberg, der har nogle af Tysklands mest avancerede virksomheder, måtte først holde for. I næste uge kommer turen til Berlin og Brandenburg, truer IG Metall. Derved rykker konflikten tæt på politikerne i hovedstaden. Og den mægtige fagforening får understreget, at kampen også gælder Østtyskland. Man vil have lønningerne op på vestligt niveau. IG Metalls formand, Klaus Zwickel, forsikrer, at man ikke er ude på at strejke det økonomiske opsving 'kaputt'. Tværtimod mener man, at opsvinget vil blive fremskyndet og styrket, hvis lønmodtagerne generobrer den købekraft, de har mistet i de seneste år. Man henviser til detailhandelens jammer over, at der ikke længere er penge blandt folk. Arbejdsgiverne i metalbranchen har forgæves foreslået at lade en forligsmand prøve at løse knuden op. Sådan som man nu forsøger det i den kriseramte byggebranche. Konflikten, der allerede har fået andre brancher til at udsende strejkevarsler, har flere perspektiver. Lige nu drejer det sig om, hvor meget der skal i den næste lønningspose - og hvordan de enkelte firmaer får taget af for stødet. På længere sigt drejer det sig om fagforeningernes rolle i vor tid. Et andet af de store fagforbund, IG Chemie, fik kørt sine overenskomstforhandlinger igennem på kort tid og uden større drama. Udbyttet blev på 3,3 procent. Man har en anden forhandlingskultur end IG Metall og overlader det i langt højere grad til den enkelte arbejdsplads at snakke sig til rette om løn og arbejdstid. IG Metall er den klassiske fagforening, der slås for landsdækkende aftaler, om nødvendigt ved at lade hårdt stå mod hårdt. Det er også IG Metalls formand, der mere end nogen anden opfordrer til kamp mod »pengenes magt« og »neoliberalismens ottearmede blæksprutte«. Mens de 'fleksible' strejker breder sig, vokser IG Metalls angst for, at arbejdsgiverne vil svare igen med lockout. Og at nogle af dem måske vil flytte en del af deres produktion ud til lande, hvor personalet er mere taknemmeligt.