Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Milosevic fik advarsel om NATO-indgriben

Paddy Ashdown i retten i Haag fredag. - Foto: AP
Paddy Ashdown i retten i Haag fredag. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Ansigt til ansigt med Jugoslaviens daværende præsident Slobodan Milosevic afleverede den britiske politiker Paddy Ashdown en skæbnesvanger advarsel til Milosevic i efteråret 1998 - seks måneder før NATO's krig mod Jugoslavien. Det skete, fordi jugoslaviske soldater og politifolk angreb civile albanere i Kosova. Advarslen Ordlyden blev fredag offentligt kendt, da Paddy Ashdown gentog ordene over for Milosevic i vidneskranken ved FN's krigsforbryderdomstol i Haag. »Jeg sagde til Dem i konkrete vendinger, at hvis De fortsatte med at opføre dem på den måde, ville det internationale samfund være tvunget til at gribe ind. Og til sidst skete det«, sagde Paddy Ashdown i et meget bestemt tonefald, hvorefter han tilføjede: »Jeg advarede Dem om, at hvis De fortsatte, ville De ende foran denne domstol. Og her er De«. Prominent vidne Paddy Ashdown er det første prominente vestlige vidne, som bliver udspurgt i sagen mod Milosevic. Den tidligere leder af De Liberale Demokrater i Storbritannien rejste i flere omgange til området. Han besøgte blandt andre Milosevic i september 1998, hvor han som britisk udsending afleverede et brev fra premierminister Tony Blair. Formålet med brevet var at skabe en fredelig løsning. Samtidig skulle Ashdown advare Milosevic om konsekvenserne, hvis han ikke stoppede overgrebene mod civile kosovaalbanere. Undersøgelse af våbentransporter Under torsdagens og fredagens vidneafhøring forklarede Ashdown, hvordan han i 1998 også undersøgte, om den kosovaalbanske oprørshær UCK via Albanien fik våben til et oprør i Kosova. »I det nordlige Albanien distribuerede kriminelle bander våben til UCK« sagde Ashdown, og forklarede, hvordan han så UCK smugle våben ind i Kosova. Han fordømte smuglingen, fordi han mente, at det ville føre til en militær konflikt. Milosevic: UCK skabte konflikten Milosevic har afvist at udpege forsvarsadvokater. Han har valgt at forsvare sig selv mod anklagerne om, at han var hovedmanden bag deportationen af 800.000 kosovaalbanere og massakrer på civile i Kosova i foråret 1999. Samt anklager om at han stod bag krigsforbrydelser i Kroatien 1991-92 og folkemord i Bosnien 1992-95. Den tidligere så frygtede leder på Balkan har i løbet af retssagens første måned argumenteret for, at det var UCK, der skabte konflikten, og NATO, der eskalerede striden til krig. Men Ashdown fastholdt, at jugoslaviske styrker og paramilitære angreb civile kosovaalbanere allerede i 1998. I juni det år talte han med flygtninge fra Kosova, der var taget over grænsen til Albanien. Ordrer »De fortalte alle historier, der lignede hinanden. De blev beordret ud af deres landsbyer af hær og politi«, sagde Ashdown. Det fortalte han Milosevic, da han i september 1998 besøgte den daværende jugoslaviske præsident: »Jeg sagde til ham, at hvad jeg havde set, kun kunne beskrives som vilkårlige straffeaktioner, som havde til formål at drive uskyldige civile ud af deres ejendom. Aktionerne kunne ikke forklares med objektive militære mål«. Gnister i retslokalet Under Milosevic' krydsforhør fredag slog det flere gange gnister mellem de to mænd. »Kan vidnet nøjes med at besvare mine spørgsmål og stoppe sine taler«, sagde den tidligere jugoslaviske præsident flere gange. Milosevic forsøgte at få Ashdown til at sige, at den albanske regering stod bag våbenleverancerne til UCK. Formålet skulle angiveligt være at skabe et Storalbanien. Men det afviste Ashdown: »Den albanske regering gjorde sit bedste for at få kontrol over det lovløse nordlige Albanien for at hindre, at kriminelle leverede våben til UCK. Men det var svært«. Retssagen ventes at vare to år.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her