Arafat: Jeg vil ikke have krig

Måske det var på grund af det tågede, regnfulde vintervejr, at der tirsdag ikke stod israelske soldater ved vejspærringerne på vejen fra Jerusalem til det palæstinensiske selvstyres de facto-hovedstad, Ramallah. Stemning af déja-vu En delegation af israelske journalister og fredsaktivister fra det yderste venstre anført af den næsten 80-årige journalist og modtager af den alternative Nobels fredspris 2001, Uri Avnery, er på vej til Yassir Arafat i hans hovedkvarter i Ramallah. I 1982, da Yassir Arafats hovedkvarter i Beirut var belejret af de israelske invasionstropper, krydsede Uri Avnery frontlinjerne og var den første israelske journalist, der opsøgte, Arafat. Der er en stemning af déja-vu i luften. I mere end 6 uger har den palæstinensiske leder været henvist til at opholde sig i dette kompleks af bygninger i forskellig størrelse og form. Husarrest Efter en række blodige terrorangreb i Jerusalem og i Haifa i begyndelsen af december besluttede Israels regering, at Arafat - der tidligere konstant fartede verden rundt - ikke kan forlade Ramallah, før to betingelser er opfyldt: De ansvarlige for mordet på Israels turistminister Rehavam Zeevi og de ansvarlige for våbenskibet, 'Karine A', skal arresteres. For at understrege kravene er israelske kampvogne i de sidste uger rykket ind i dele af det nordlige Ramallah. Enkelte af dem står nu mellem 50-100 meter fra Arafats kontor. Kleenex på bordet Yassir Arafat står i døren og byder alle velkommen. Han ser bedre ud, end han har gjort de sidste par år, mener Uri Avnery. Alle kvindelige gæster får et håndkys. Uri Avnery et knus og adskillige kys. Gardinerne er trukket tæt for alle vinduer. Bag dem er ruderne blændet med grønt papir. Ude i byen lyder den seneste Arafat-anekdote således: Hvor er Arafat? I sit kontor. Sidder han bag ved eller under skrivebordet? Men inde i kontoret, hvor de obligate Kleenex-æsker på samtlige gæsteborde er i det palæstinensiske flags farver og bærer teksten 'Jerusalem er vort', fastholder Arafat, at alt er normalt. Spurgt om det israelske rejseforbud og kampvognene har betydet nogen ændring i hans hverdag svarer han: »Overhovedet ikke. Mig generer det ikke. Jeg har altid været vant til at arbejde under alle mulige forhold«. Tayyeb Abdul Rahim, der er generalsekretær for den palæstinensiske regering, betror Politiken, at når Arafat står over for denne type farer, bliver han til et helt andet menneske, langt mere kreativ end ellers. Ingen krigsplaner Men det er svært at spore det kreative i Arafats tale. Han svarer på journalisternes spørgsmål, men taler mere om det, der var, end om det, der eventuelt skal komme. Hvorfor arrester det palæstinensiske selvstyre ikke Rehavam Zeevis mordere? »De er desværre ikke her. Vi har arresteret de to morderes brødre, men morderne befinder sig et sted, hvor vi ikke kan få fat i dem. På israelsk territorium. Jeg har beordret Ahmad Saadat, lederen af PFLP, arresteret og det er ikke let, han holder vigtige poster i PLO og i vores Nationalråd«. Men er Ahmad Saadat ansvarlig for mordet? »Jeg ved det ikke, men jeg har arresteret ham, fordi PFLP på en løbeseddel tog ansvaret for mordet«. Det er Sharons skyld En lignende dialog udspiller sig omkring våbenskibet 'Karine A', som den israelske marine for nylig opbragte i Det Røde Hav. »Vi har rigeligt med våben. Vi forlod i sin tid Beirut med samtlige vores våben, de ligger i lagre i alle de arabiske lande«. Hvad skal palæstinenserne overhovedet med våben? »Jeg har ingen planer om at gå i krig med Israel, men i alle lande i verden er våben et symbol på suverænitet«, siger Yassir Arafat. »Det er den israelske ministerpræsident Ariel Sharon, der ødelægger freden«, siger Yassir Arafat. »Sharon forsøger at udviske alle tidligere indgåede aftaler og at tvinge det palæstinensiske folk i knæ«. Han, Arafat, har forsøgt at standse volden. »Kampvogne omkring alle de palæstinensiske byer. Er det ikke en genbesættelse? Jeg har udnyttet enhver chance. Er I klar over, hvor svært det er for mig at erklære undtagelsestilstand og at arrestere politiske og militære ledere? Vi har lukket masser af islamiske institutioner«. Yassir Arafat modtager ingen gæster uden at byde på et bugnende middagsbord. Uendelige mængder af mad bliver serveret af tjenere, der tidligere har arbejdet på israelske hoteller i Jerusalem. De taler flydende hebraisk med de israelske gæster. Bosættere kan blive Yassir Arafat kan også lidt hebraisk, betror han ved bordet. Ani ohev otah - jeg elsker dig, kan han sige. Han har også kun gode minder fra sin barndom i Jerusalem, hvor han legede med jødiske børn, nær Grædemuren. Han husker i sær en meget smuk pige ved navn Rosa. Nej, han kan ikke forklare hvorfor Camp David-forhandlingerne brød sammen. Måske fordi Ehud Barak de sidste tre dage lukkede sig inde i sin hytte, mener Arafat. Med hensyn til løsningen af det palæstinensiske flygtningeproblem, mener Arafat ikke, at alle palæstinensere verden over vil strømme til en palæstinensisk stat, men at det egentlige problem er de 300.000 palæstinensere i Libanon, der lever under svære forhold. Og så længe der bliver oprettet en suveræn palæstinensisk stat med Jerusalem som hovedstad, så kan de 200.000 israelske bosættere sagtens blive boende - som palæstinensiske statsborgere. På vej ud af Ramallah igen er trafikken ét stort kaos. Det tager mere end en time at køre 150 meter. »Lagde I mærke til, at der ingen vagter var, da I kom«, spørger taxachaufføren, mens vi sidder klemt inde mellem lastbiler, taxaer og hundredvis af palæstinensere, der til fods forsøger at komme videre i begge retninger. » Engang var Arafats hovedkvarter en regeringsbygning, i dag kan hvem som helst gå lige ind, det er som at komme til et beduintelt, man bliver taget imod med gæstfrihed og får serveret mad - på folkets regning«. Den israelske radio afbryder de almindelige udsendelser for at meddele, at en palæstinenser har skudt vildt om sig ved Jerusalems Jaffagade. Mindst 35 er såret. Hvis du gør alt, hvad der er muligt, og der stadig er terror, hvorfor er du så relevant som fredspartner, spurgte en israelsk journalist få timer inden Yassir Arafat. »Hvis vore skridt var blevet støttet af sideløbende forhandlinger, så var volden stoppet«, svarede lederen af det palæstinensiske selvstyre, bag de blændede vinduer i sit hovedkvarter i Ramallah.