Skepsis bag nytrimmede talebaner-skæg

Lyt til artiklen

Da mullah Bismillah indtil for nylig havde kommandoen over 50 Talebansoldater, brugte han en lang stok til at straffe selv den mindste overtrædelse af Talebans ekstremistiske udgave af islamisk lov. Nu har han studset skægget, skiftet den sorte turban ud med en traditionel pashtun-hovedbeklædning - og søger job som chauffør for den amerikanske hær. »Jeg er arbejdsløs, så jeg vil godt arbejde for amerikanerne for at kunne brødføde min familie«, siger den 23-årige Bismillah og tager et langt drag af sin cigaret. »Jeg ville ikke slås for deres hær, men jeg vil gerne arbejde som chauffør«. Nysgerrig og snakkesalig Bismillah passer ikke ind i den gængse forestilling om en Talebanmullah. Han er nysgerrig, snakkesalig og åben over for argumenter. Ved siden af ham sidder en ven indhyllet i tykke hashtåger. Men han er typisk for de mange unge pashtuner, som Taleban hvervede, ofte ved at bruge tvang, til at håndhæve bevægelsens vision om et islamisk utopisamfund i Afghanistan. Hjem til landsbyerne Ti dage efter, at Taleban opgav byen Kandahar, er bevægelsens leder, mullah Mohammad Omar, på flugt fra amerikanske elitesoldater og oppositionens styrker. Men tusinder af tidligere talebanere som Bismillah er diskret vendt tilbage til deres landsbyer eller gledet ind i storbyens hverdagsliv. Nogle er, som mullah Omar, gået under jorden af frygt for sejrherrernes hævn. Andre er ligefrem blevet tildelt offentlige embeder i bystyret under den nye guvernør, Gul Agha. »Da talebanerne overgav sig, tog de deres våben med hjem og førte nogle forhandlinger med det nye styre«, siger Bismillah. »Jeg bliver stadig genkendt, men jeg har aldrig gjort nogen noget ondt, så jeg regner ikke med at få problemer«. Ved ikke, om det var ret eller forkert Bismillah fortæller, at han sluttede sig til Taleban for tre år siden, da mullaherne opfordrede til jihad, det vil sige hellig krig eller kamp, i Afghanistan. »Da jeg sluttede mig til Taleban, var jeg 20 år gammel og havde aldrig gået i skole. Jeg kunne kun skrive mit eget navn. I begyndelsen forstod vi ikke ret meget af det hele. Vi fulgte bare de mullaher, der krævede jihad«, siger han. »Jeg kan stadig ikke gennemskue, om det var en rigtig eller en forkert beslutning«. Mange tidligere talebanere virker uforstående over for de massive amerikanske bombardementer, de blev udsat for, da mullah Omar nægtede at udlevere Osama bin Laden, som USA mistænker for at stå bag angrebene på New York og Washington 11. september. Fejltagelser Andre siger, at de føler sig forrådt af Talebanbevægelsen, som havde lovet at skabe fred og stabilitet i landet, der længe har været plaget af fejder mellem rivaliserende krigsherrer. »Deres første fejltagelse var, at de lod Osama bin Laden og de andre udenlandske soldater slå sig ned i Afghanistan«, siger mullah Akhtar Mohammad, en anden tidligere Talebankommandant, der stadig bor i Kandahar. »Det andet problem var, at de brugte omkring 70 procent af deres ressourcer på sig selv og kun 30 procent på befolkningen«. Akhtar fortæller også, at han fulgte Talebans opfordring til jihad, selv om han ikke forstod ret meget af, hvad det betød og indebar. »Landet har været i krig i hele min levetid«, siger han. »Jeg har aldrig fået mulighed for at gå i skole. Taleban sørgede for alting - mad, tøj og nogle personlige udgifter. Det var halvvejs en religiøs pligt og halvvejs en måde at forsørge min familie på«. Akhtar siger, at han forlod Taleban få måneder før 11. september, efter at han var blevet anholdt for at klippe sit skæg for kort og være for sent ude om aftenen. Han og hans bror, Razi Mohammad, der er også er eks-talebaner, har ikke ret megen kontakt med deres tidligere kolleger i Taleban. Skepsis »De vil ikke tale med os«, siger Razi. »Mange af dem har skiftet turbanen ud og klippet skægget. Nogle af dem opholder sig hjemme hos familien, mens andre har søgt tilflugt i bjergene, og nogle enkelte har fået job hos det nye styre«. Men bag deres nytrimmede skæg er mange af dem skeptiske over for den nye regering og stadig tilhængere af Talebans fundamentalistiske fortolkning af den islamiske sharia-lovgivning. »Jeg kan ikke påtvinge andre min tro og mine holdninger, men jeg holder selv fast i dem«, siger Bismillah. »Og hvis krigsherrerne begynder at slås igen, hvis historien gentager sig selv, så vil Taleban måske genopstå«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her