Næste stop Kabul - reportage fra fronten

Blandt udbombede bygninger i lufthavnen i Bagram sidder Khawani. Han har guldtænder i overmunden, et kuglesår under venstre øje, langt skæg og turban på hovedet. På en gennemhullet landingsbane, ved skelettet af et kontroltårn, sidder han henslængt med nogle af sine mænd. Brødet og risene er spist, teen nydes stille. Der høres sporadiske drøn fra kanoner. Nogle gange er det talebanerne, der skyder på Den Nordlige Alliance, og nogle gange er det Den Nordlige Alliance, der skyder på talebanerne. Med ét flyver en amerikansk B-52'er hen over os og smider sine bomber over talebanernes positioner nogle kilometer væk. 'De gemmer sig i huller' Lufthavnen i Bagram er én af frontlinjerne mellem de talebanske styrker og Den Nordlige Alliance og ligger 50 kilometer nord for Kabul. I bjergene rundt om sidder talebanerne. »De tør hverken ligge i deres skyttegrave eller opholde sig på deres baser. De gemmer sig i huler i bjergene for ikke at blive bombet af amerikanerne«, griner Khawani. Han viser de syv kuglehuller han har på kroppen frem, gennem læggen, benet og armen. Garvet kriger »Ind her og ud der«, peger han på arrene. Hele maven er skåret op, efter at en kugle gik ind i ryggen og blev der. Den skæggede 28-årige kunne gå ind i rollen som sørøver eller bandit i enhver spillefilm - uden sminke. Khawani har været soldat, siden han var 14 år, det er det eneste liv, han kender. Nu har han kommandoen over flere hundrede mænd i lufthavnen i Bagram. Denne dag bruger han sin tid på at lytte til talebanernes radio og nyhederne fra nord. »Vi ved altid, hvor mange tanks, der bliver ødelagt eller hvor mange soldater, der bliver dræbt, vi opfanger det fra deres radio. Hver dag bliver nogle af talebanernes soldater dræbt af amerikanske bomber«, siger han og smiler skævt. Flere talebanere ved fronten »Men så snart nogen dør, kommer der nye til. De har store styrker, som kan mobiliseres. Der er mange tusinde flere talebanere ved Kabul-fronten, end der var tidligere. Flere hundrede arabiske og pakistanske krigere er kommet de seneste dage«, siger han og peger op mod bjergsiden nogle kilometer væk. »Nogle gange kan vi se dem gå rundt deroppe, de er Osama bin Ladens mænd, og meget farligere krigere end afghanerne. De er her, fordi Afghanistan er blevet det eneste land i verden, der byder terrorister velkommen. Hvis Taleban falder, har de ikke noget sted at være, så de kæmper for livet«, siger Khawani. Spøgelsesagtig stilhed Han ser ud over den ujævne cementstribe af en lufthavn. Her hverken lander eller letter noget fly, for på bjergsiderne sidder talebanerne med deres raketter. Den Nordlige Alliance tør ikke lade de få helikoptere, de råder over, lande så tæt på talebanernes positioner. Mellem bombetogterne er der spøgelsesagtigt stille i lufthavnen, som har et umiskendeligt russisk præg. Det var da også russerne, der byggede denne lufthavn i tresserne, og den var hovedbase for de sovjetiske styrker under krigen i Afghanistan, som sluttede for tolv år siden. Vrag af nedstyrtede sovjetiske MIG-jagerfly, som ligger rundt omkring, viser, at det også dengang var en farlig lufthavn. Lige som nu sad fjenden gemt i bjergsiderne rundt om lufthavnen. »Mine snørebånd er snøret stramt«, siger kommandant Khawani pludselig og ser ned på sine tunge soldaterstøvler. »Indtil i går gik han i mokkasiner«, hvisker en yngre soldat, som om det alene var et bevis på, at offensiven mod Kabul er nært forestående. Bombetogterne Men først skal amerikanerne gøre deres bombetogter færdige. »De er til stor hjælp. Men de er ikke altid lige præcise«, siger Khawani. »I går bombede de også vores positioner. Heldigvis blev ingen sårede«, tilføjer han. »Krig er krig«, siger han. Og det ved han, hvad er. Over 20 soldater holder til i kontroltårnet, hvor der ikke er et eneste stykke glas tilbage i dét, der engang var vinduer. Der er et stort hul i taget, hvor en talebansk raket har ramt. Khawanis chef, hærføreren Baba Jan, sidder på en vakkelvoren stol og følger bomberne, som lander langs hele fronten. I en lille notesbog noterer han det nøjagtige tidspunkt for træfningerne, og hvad bomberne rammer. »Dér ramte de talebanernes tanks«, siger han. 'Vi går mod Kabul - snart' »Dér ramte de deres skyttegrave. Når de har gennemhullet deres front, går vi mod Kabul«, siger Baba Jan. »Men det er umuligt at sige, hvor mange dage der er, til vi kan rykke frem. Vi er i vores 23. krigsår. Denne krig er ikke vundet på én dag. Vi er klar, vi kan snart tage dem«, siger han. Anslået 1,5 millioner afghanere mistede livet i løbet af ti års krig mod Sovjetunionen. Endnu flere blev lemlæstede. Nord for lufthavnen i byen Jabal Saraj møder vi lederen af store dele af Shomali-sletten, Abdul Rahman. »Vi har tidligere kæmpet mod talebanerne på tomme maver, og vi kan gøre det igen«, siger han. Abdul Rahman har kommandoen over 5-6.000 mand på Shomali-sletten, 70 kilometer nord for Kabul. Venter på ordre Foreløbig er kun to tusind af dem blevet mobiliseret. »Vi venter på ordre«, siger han. »Vi er klar.« Det er et ekko af, hvad de fleste hærledere her på Shomali-sletten siger. De klager over mangel på benzin og ammunition, og at amerikanerne skal bombe mere, men siger ellers, at de er klar. Den Nordlige Alliance, som hævder at råde over omkring 20.000 mand, erobrer stadigt flere nye områder i Afghanistan og øjner den historiske mulighed for endelig at slå ærkefjenden - talebanerne. Sejre De har drevet dem ud af byen Mazir-i-Sharif, den største militære sejr på syv år. Byen er strategisk vigtig med to lufthavne og vejforbindelse til Usbekistan, der kan skaffe dem forsyninger til den videre kamp. Lørdag faldt også byen Taloqan ligesom det vigtige distrikt Baglhan. Ved fronten i Kabul er der kommet flere nye afdelinger med soldater og tanks de seneste dage, men de står stadig ubrugte. Derimod har amerikanerne intensiveret deres bombeangreb langs hele fronten. Bomberne kommer nu hele døgnet, fra de sene nattetimer og hele dagen igennem. »Vi håber, at vi kan stå ved dørene til Kabul i løbet af de næste dage« siger Abdul Raman.