Jugoslavien blev snydt i porten

Politiken søndag: »Vi kan ikke udrette mirakler midt i sommerferien. Jugoslaverne må være realistiske. Der er er kun gået fire uger siden konferencen«. Rory O'Sullivan, der koordinerer hjælpeprogrammet for Jugoslavien for Verdensbanken, kan dog godt forstå noget af den jugoslaviske utålmodighed og kritik: »Hvis donorkonferencen havde været en éngangsforestilling, som alt stod og faldt med, havde jeg været bekymret. Men vi er i den værste fase af et flerårigt projekt - nemlig starten. Jeg er ikke sikker på, at vi er hurtige nok, men vi prøver«. Verdensbanken havde sammen med den jugoslaviske regering før konferencen i Bruxelles opgjort behovet til 10,87 mia. kr., og der kom 11,56 mia. ind. Beløbet er til i år. De tre næste år kan reformpolitikerne i Serbien og Montenegro regne med lignende beløb. Altså en succes. 46 mia. kr. er mange penge. Alligevel tager de jugoslaviske reformpolitikere sig af flere grunde til hovedet. For eksempel fik den jugoslaviske regering fra EU-kommissionen - endda uden for pakken fra konferencen - tilsagn om et tilskud på 300 mio. euro til at støtte landets valuta, dinaren. EUs finansministre var mere sparsommelige end kommissionen og ændrede betingelserne, så det for det første blev et lån og for det andet skal bruges til at indfri gammel gæld i Den Europæiske Investeringsbank. Det er små lån fra Tito-tiden, og det meste renter fra Milosevic-perioden. Først i november får den jugoslaviske nationalbank 75 mio. euro, som den rent faktisk kan bruge til at stabilisere dinaren. Brug for resultater Jugoslaverne undrer sig også over, at der i pakken ikke er ret mange penge, som de selv kan disponere over. De har brug for lån og bidrag til statskassen, så de kan betale læger og sygeplejersker deres løn og opkøbe hvede og majs til vinter. I stedet har de fået støtte til projekter, som de ganske vist har brug for, som ikke hjælper den økonomiske omstilling ud af stedet. »Vi har brug for synlige resultater af reformprocessen allerede i år, ellers mister vi befolkningens tillid«, siger nationalbankdirektør Mladen Dinkic. Rory O'Sullivan er på det punkt tæt på at give jugoslaverne ret: »Makroøkonomisk støtte, altså penge som modtageren selv disponerer over, er der for lidt af. Vi bad om 1,36 mia. kr. og fik 1,24. Problemet er noget større, fordi vi også fik langt mindre til social- og sundhedssektoren, end vi havde bedt om. Det kan dog være, at vi når begge mål. Nogle lande har givet os bindende løfte om et rammebeløb, men ikke lagt sig fast på formålet. Det drejer sig om i alt 3,08 mia. kr., og dem forhandler vi i øjeblikket med donorlandene om«. Et af problemerne er her, at mange lande ikke belønnede udleveringen af Milosevic direkte. På konferencen lovede de kun at give den støtte, som de allerede på et tidligere tidspunkt havde bevilget. En rundspørge i Sverige, Norge, Holland og Danmark viser, at det bl.a. gælder de fire lande, der ellers topper listen over international økonomisk bistand pr. indbygger. Overraskelse »Jamen, sådan plejer vi at gøre«, lyder den overraskede reaktion i alle fire ministerier. SFs formand, Holger K. Nielsen, og de konservatives udenrigsordfører, Per Stig Møller, er lige så overraskede. De gik begge ud fra, at der var tale om nye bevillinger i det danske bidrag til donorkonferencen. Norge ligger med et tilsagn på 21,99 mio. euro ellers i toppen af Jugoslavienshjælpen målt pr. indbygger, og fire mio. euro går også til de stærkt nødvendige makroøkonomiske formål. Ellers er der som fra Holland, Sverige og Danmark en del humanitær bistand, der hovedsagelig går til de 700.000 serbiske flygtninge fra andre dele af Eksjugoslavien. Altså ikke penge der hjælper Zoran Djindjic og hans kolleger med f.eks. lønninger, der får toldere og politibetjente til at være mindre korrupte. USA var et af de få lande, der udbetalte dusør. Da Milosevic sad i flyet, blev det amerikanske bidrag justeret op fra 916 mio. kr. til 1,58 mia. kr. Bidraget er endnu ikke øremærket, og O'Sullivan håber at få det puttet i de nødlidende sektorer: »Kontante bidrag til fremmede regeringer vækker altid betænkeligheder. Ender pengene nu der, hvor de skal? Verdensbanken har allerede lavet nogle undersøgelser af, hvordan jugoslaverne har brugt penge, de har fået. Vi tror, de gør det ordentligt«. O'Sullivan kan samtidig konstatere, at de danske penge til hjælpeprogrammet endnu ikke er dukket op: »Vi hører mange løfter, så vi skriver ikke nogen på listen, før vi har en underskrift«. I Udenrigsministeriet er souschef Ole Neustrup fra kontoret for humanitær bistand ikke stolt over situationen: »Det ser naturligvis ikke pænt ud. Derfor vil vi nu sende et skema med de penge, vi under alle omstændigheder giver - 238 mio. kr. i fire år. Så vil vi senere justere op med de beløb, der også er på vej«. Netop det danske fravær på donorlisten får for alvor Per Stig Møller og Holger K. Nielsen op af stolene. De sidder i Folketingets udenrigspolitiske nævn, og er meget interesserede i at få en forklaring. »Netop det første år er det vigtigste. Det er nu pengene skal kastes ind, ellers kan konsekvensen blive, at Djindjic får svært ved at vinde næste valg«, siger Per Stig Møller. Holger K. Nielsen er på samme linie: »Jeg håber, at regeringen meget hurtigt vil få den sag afklaret. Man kan ikke bruge sommerferien som undskyldning. Det er som om, at man er fuldstændig uforstående over for, hvor vigtigt det er at komme videre på Balkan. Skal det lykkes, er det altafgørende, at de demokratiske kræfter får den støtte, de kan få udefra«. Den jugoslaviske kritik af hjælpeprogrammet har gjort indtryk i Berlin. Den tyske regering, der i forvejen med 78,2 mio. euro er blandt de største givere, vil i løbet af en uges tid bevilge et lån på yderligere 100 mio. D-mark (cirka 380 mio. kr.) til genopbygningsprojekter efter jugoslavernes eget valg. Samtidig fyrer udviklingsminister Heidemarie Wieczorek-Zeul, SPD, op under EU, så EUs bidrag på 230 mio. euro kommer hurtigt til udbetaling: »Folk i Jugoslavien har brug for at mærke, at demokrati også betyder bedre levevilkår. Hvis nu alt tilsyneladende bliver dårligere, mister den demokratisk valgte regering befolkningens støtte«. Serbiens ministerpræsident, Zoran Djindjic, har efter at have set detaljerne i hjælpeprogrammet indstillet sig på det værste: »Europa giver først en dødssyg patient medicin, efter at han er død«.