Kinas 'prinser' satser på den ny økonomi

Politiken onsdag: De riges paradis i verdens folkerigeste land findes i et lukket kredsløb mellem de familier, hvor fædrene sidder på magtapparatets vigtigste poster. Sønnerne af Kinas tre øverste ledere sidder alle yderst strategisk placeret på nøgleposter i fremtidige vækstsektorer. De bekræfter billedet af kommunistpartiets top som en adel, hvor magten går i arv fra generation til generation. Hvem kontrollerer de seneste og største IT-projekter? Det gør den ældste søn af præsident Jiang Zemin. Hvem står i spidsen for energisektorens udbygning? Det gør den ældste søn af Li Peng, der er nummer to i partiet og formand for Den Nationale Folkekongres. Hvem styrer fra kulisserne en koncern, der drives i samarbejde med den amerikanske finansverden? Det gør den ældste søn af ministerpræsident Zhu Rongji, der er nummer tre i partiet. Det forhold, at sønnerne har fået deres fine job takket være fædrenes navne, forbavser ikke menigmand i Kina. Det er ganske i overensstemmelse både med den feudale arv og med kommunistpartiets tradition. Men det er interessant, at de har placeret sig i den slags vækstsektorer. Og det er interessant, at to af sønnerne har uddannet sig på amerikanske universiteter. Kineserne har i lang tid omtalt ledernes sønner som 'prinserne' eller prinsefraktionen (tai zi dang). Li Peng er for eksempel adoptivbarn af forhenværende ministerpræsident Zhou Enlai og var selv ministerpræsident igennem ti år. Partiet rekrutterer også ledere uden for den kreds, hvis aner går tilbage til veteranerne fra Den Lange March i 1930erne. Men kernen har stadig familiebånd, der rækker tilbage til de gamle revolutionære. Efter at Kina forlod den socialistiske planøkonomi for en snes år siden og satsede på markedsøkonomiske reformer, har man set tre generationer af prinser føre sig frem i samfundets top. Det, de har satset på, afspejler blandingsøkonomiens udvikling. I 1980erne tjente ledelsens børn fedt på at sælge statskontrollerede mangelvarer til markedspriser. I næste bølge, i 1990erne, blev 'prinserne og prinsesserne' rige på ejendomsspekulation og kommissioner fra finansverdenen. Blandt dem var Deng Zhifang, yngste søn af patriarken Deng Xiaoping, reformpolitikkens fader. Den yngre Deng havde fingrene så langt nede i kagekassen, at han forholdsvis diskret blev lempet ud af ejendomsbranchen. Hans partnere blev straffet, men selv undgik han at blive retsforfulgt. IT-imperium Nu er det den 'nye økonomi', der tiltrækker ledernes poder. Præsident og partichef Jiang Zemins søn Jiang Mianheng har på kort tid opbygget et IT-imperium med centrum i Shanghai, hvor Jiang senior har sin politiske magtbase. Medarbejderne afviser ikke, at præsidentens førstefødte kan noget på egen hånd. Han er trods alt elektroingeniør med en doktorgrad fra det amerikanske Drexel University, hvor han skabte sig et navn som en fremragende forsker. Faderens position har utvivlsomt været til stor hjælp. Siden han vendte tilbage fra USA i 1992, har Jiang Mianheng opbygget sit netværk med udgangspunkt i holdingfirmaet Shanghai Alliance Investment Ltd. (SAIL). Det ejer blandt andet en fjerdedel af China Netcom, som er førende i udbredelsen af bredbåndsteknologi. SAIL har også interesser i en række andre små og store IT-virksomheder. En del af dem drives i samarbejde med udenlandske og taiwanske interesser. En af Jiang Mianhengs taiwanske forretningspartnere siger til Politiken: »Man kan godt mærke, at han tilhører en anden generation end sin far. Han er åben, og han har ingen tålmodighed med bureaukratiet i Shanghai«. En varm kartoffel Et af firmaerne, Simtek, samarbejder med den svenske telegigant Ericsson om at fremstille transformatorer til omstillingsborde. Ericsson har sagt, at Jiang Mianheng var en vægtig grund til at vælge netop Simtek som partner. Jiang juniors voksende erhvervsimperium og dominerende indflydelse på IT-udviklingen er blevet en varm kartoffel for Jiang Zemin. Et af hans første tiltag, da han tiltrådte som partichef i 1989, var at udsende et cirkulære, der forbød børn af højt placerede ledere at engagere sig i erhvervslivet. Der gik ganske vist ikke lang tid, inden folk begyndte at blæse på forbuddet. Men Jiang Mianheng er kommet i søgelyset. For at formilde andre ledere, der mener, at Shanghai har for stor indflydelse, lod præsidenten sin søn udnævne til vicepræsident for Videnskabernes Akademi, der ligger i Beijing. Det ville se bedre ud at flytte ham til hovedstaden. Men Jiang Mianheng har overhovedet ikke droslet sine aktiviteter i Shanghai ned. Tværtimod dukkede han op i avisernes overskrifter, da han indledte et samarbejde med sønnen af en taiwansk finansfyrste. Deres fælles virksomhed skal fremstille avancerede computerchips. Den samlede investering i projektet er på 14 milliarder kroner. Internet-imperialisme Jiang Mianheng er kendt for at have stærke meninger om globaliseringens risici. Han advarer mod en ny imperialisme, der breder sig via Internet, og siger: »Kina skal opbygge et nationalt netværk, der er uafhængigt af Internet«. Dette netværk skal ikke bare anvende det kinesiske sprog, men også kinesiske computerchips og kinesisk software, hvis det står til Jiang Mianheng. Tidligere ministerpræsident Li Pengs ældste søn, Li Xiaopeng, er bestyrelsesformand for Huaneng Enterprise Group. Koncernens vigtigste opgave er at finde udenlandske investorer til Kinas energisektor. I de seneste år har det drejet sig om at hente penge til faderens favoritprojekt, verdens største dæmning og kraftværk ved De Tre Slugter i Yangtze-floden. Huaneng er noteret på børsen i New York. Da Li Peng var ministerpræsident i 1990erne, udpegede han i øvrigt sin hustru, Zhu Lin, til chef for landets første kommercielle atomkraftværk. Li Pengs efterfølger, Zhu Rongji, har også en søn, der kan takke sin far for et topjob i en strategisk vigtig branche. Levin Zhu Yunlai sidder i ledelsen for et pionerforetagende, nemlig Kinas første investeringsbank, der er oprettet sammen med en udenlandsk partner: China International Capital Corp. (CICC). Sønnen bestemmer Levin Zhu Yunlai er ganske vist bare én af mange chefer, men ifølge kilder i branchen er det i praksis ham, der bestemmer. Den udenlandske partner er det amerikanske Morgan Stanley Dean Witter. CICC spiller en afgørende rolle, når en kinesisk virksomhed skal noteres på en udenlandsk børs. Levin Zhu har en indflydelse i virksomheden, som hverken modsvarer hans erfaring eller alder. Han erhvervede sig i 1994 en mastergrad i regnskab fra DePaul University i Chicago. Alligevel er det ham, man henvender sig til for at få truffet de vigtige beslutninger, siger kilder i den kinesiske finansverden. Det hænger sammen med kommunistpartiets ledelseskultur. Den er baseret på politiske forbindelser, nepotisme og bureaukratisk hierarki snarere end på professionelle meritter. Denne kultur trives tilsyneladende stadig, selv om den såkaldt nye økonomi vinder indpas. Den tager bare nye former i dag. Jiang Mianheng, Li Xiaopeng og Levin Zhu er blot de mest fremtrædende eksempler på familiebåndets fortsatte betydning.