Steen Gade: Løsningerne ligger ikke lige for

Steen Gade træder ud i natten efter det danske nej 2. juni 1992. Fra sejrsfesten på Nørrebro går SFs daværende gruppeformand gennem de jublende menneskemængder i det indre København og videre gennem den glade sejrsrus på Christiansborg Slotsplads, hjem til sine lille hybel på Amager. Selv kan han ikke længere deltage i festen. »Min begejstring døde ud, da tv-skærmene blev slukket. Den nat, mens jeg gik hjem, væltede situationens alvor ind over mig. Jeg blev pludselig klar over, hvilket enormt ansvar, der hvilede på SFs skuldre«, husker Steen Gade, som i dag er direktør for Miljøstyrelsen. Fra en hængekøje i udkanten af dansk politik blev han fra den ene dag til den anden centrum for hele Danmarks og det meste af Europas opmærksomhed. Sammen med partiformand Holger K. Nielsen skulle han levere nøglen til Maastrichttraktatens overlevelse og Danmarks fortsatte medlemskab af EU. Det skulle tage syv måneder - fra juni til december 1992 - at finde den og slibe den til. Jomfruelig jord »Det var jo helt jomfruelig jord, vi betrådte. Ingen anede, hvordan der så ud, eller hvor vi skulle hen. Nogle af de andre lande talte om at smide Danmark ud af fællesskabet. Og i Danmark var der krav om genåbning af hele traktaten«. »I dag er det på det mange måder lettere og mindre dramatisk, fordi man nu har den danske model at holde sig til. Alle går ud fra, at det må være muligt at finde en pragmatisk løsning «, siger Steen Gade. »Men der er også fundamentale forskelle, som kan gøre det endog meget vanskeligt at finde en brugbar løsning i den irske situation«, tilføjer han. Indtil videre går det rask af sted i det danske spor. Der gik ikke mange timer, fra resultatet af den irske folkeafstemning blev klart, før ministerrådets formand, den svenske statsminister Göran Persson, og EU-kommissionens formand, Romano Prodi, udsendte en fælles erklæring, der lægger op til en dansk løsning: Nicetraktaten kan ikke laves om, men de andre EU-lande er parate til at lægge de fortolkninger eller protokoller ovenpå, som Irland måtte ønske for at bane vej for en ny afstemning. »Det er værd at huske, at vi ikke alene fik en dansk særstilling med forbeholdene. Vi fik faktisk også sat en dagsorden for hele EUs fremtid med løfter om mere åbenhed, nærhed og demokrati«, siger Steen Gade. Det var afgørende for det videre forløb, at SF allerede inden valget havde gjort klart, hvad partiet ville med et nej. Modstanderbevægelsen gentog SF-kravene hurtigt efter afstemningen, og dermed var der sat en dagsorden. Den gik på, at Danmark skulle stå uden for de dele af traktaten, der skulle få EU til at ligne en rigtig union: Fælles mønt, fælles forsvar, fælles politi og indførelsen af et unionsborgerskab. Et anderledes nej »Det er lidt sværere at se, hvad der kan samle en bred kreds af modstandere i Irland«, siger Steen Gade. Dels fordi Nicetraktaten består af stemmevægte og afstemningsregler, som ikke indbyder til en særordning for Irland, dels fordi nej-bevægelserne i Irland er en broget blanding af pacifister og IRA-tilhængere, religiøse abortmodstandere og radikale venstrefløjsaktivister. »Det irske nej er anderledes, men den politiske problemstilling er grundlæggende den samme: Tæppet er revet væk under regeringen og det parlamentariske grundlag, den normalt støtter sig til, er ikke længere relevant. Den må finde et nyt grundlag at stå på«, konstaterer Steen Gade. »I Danmark kunne vi etablere en meningsfuld parlamentarisk proces omkring SF, S og R, hvor vi i SF dannede netværk med modstanderne, mens R havde tætte kontakter med VK-regeringen. Det er svært at se, hvordan de kan lave noget tilsvarende i Irland, hvor modstanden stort set ikke har nogen parlamentarisk repræsentation. Derfor er regeringen tvunget til at gå i dialog med grupper uden for parlamentet, der stritter i alle mulige retninger«. De eneste partier i Irland, der stemte imod Nicetraktaten, er De Grønne og Sinn Fein, den politiske gren af IRA. Ingen af dem ønsker forhandlinger om særstatus eller tilføjelser efter dansk model, men erklærer ganske enkelt Nicetraktaten for død og færdig. De 14 andre EU-lande udelukker imidlertid kategorisk, at Nicetraktaten kan droppes. »Udefra ser det uoverskueligt og kaotisk ud - men det gjorde den danske situation også i 1992«, siger Steen Gade.