Voldsom fattigdom i Argentina

Politiken torsdag: I et støvet kvarter i det sydlige Buenos Aires tager Eduardo Medina en dyb indånding, før han løfter røret på en offentlig telefon for at foretage sin ugentlige opringning til sine gamle forældre på landet. Så begynder den 38-årige, arbejdsløse advokatfuldmægtig at lyve. Han lyver om det job, som han aldrig fandt, men som er i et fint sagførerkontor, der ikke eksisterer, men som ligger inde i byen. Og han lyver om den lejlighed, som han ikke længere har. Han siger alt andet end sandheden: at han er endt i et snusket og overfyldt herberg for hjemløse. »Sandheden ville slå dem ihjel«, siger Medina, der stadig er ulasteligt klædt i en ulden trøje og nålestribet collegejakke, selv om det er fem måneder siden, at han flyttede til det kommunale herberg i verdens tiendestørste by. Sandheden er, at Medina mistede sit job til 21.000 kroner om måneden i justitsministeriet ved regeringens fyringsrunde i 1999. Og at han for seks måneder siden mistede et deltidsjob som tjener. Og at han blev smidt ud af sin lejlighed i den anden ende af byen, før han flyttede til herberget for at få tag over hovedet. »Hvis jeg fortæller det til mine forældre, bliver jeg også selv nødt til at acceptere det«, siger han. »Jeg har sagt til mig selv, at det kun er en kortvarig tilbagegang. Men så ser jeg på de andre fyre her og spekulerer på, om jeg ikke også lyver for mig selv«. Middelklassens krise Medinas historie er karakteristisk for den bølge af hjemløshed, der skyller ind over perlen blandt Latinamerikas storbyer. Massiv arbejdsløshed som følge af 33 måneders økonomisk nedgang og omfattende nedskæringer gennem et tiår med amerikansk støttede markedsreformer har anrettet store skader på indbyggernes liv. Især den engang så store middelklasse er drattet ned ad den sociale rangstige. Buenos Aires er blevet som et skib, der tager vand ind. Vi prøver at hjælpe så mange af de hjemløse som muligt, men der bliver hele tiden flere af dem. Vi pumper og pumper, men skuden synker« Selvom Buenos Aires' store boulevarder og mondæne kvarterer længe har givet byen fordring på at kalde sig Latinamerikas Paris, minder den nu mest af alt om New York under den store depression. Antallet af fattige i hele Buenos Aires - de fattigste af de fattige, der lever af mindre end 13 kroner om dagen inden for et byområde med 12 millioner indbyggere - steg til 921.000 personer i 2000 fra 324.810 i 1991. Det var året, da daværende præsident Carlos Menem gennemførte de frie markedsreformer, som blev udbredt over hele Latinamerika i 1990erne. »Vi har aldrig tidligere skullet håndtere en så stor og forskelligartet hjemløs befolkningsgruppe«, udtaler Silvia Coralini, der leder byens indsats for familier i krise. Krisecentret blev etableret i 1997 for at dæmme op for den svulmende bølge af nyfattige. »Og man kan ikke bare fortælle disse mennesker, at de skal gå ud og finde et job. Der er ingen job at få«. To regeringsundersøgelser om de hjemløse - fra 1997 og 2000 - viser, at befolkningsgruppen, der bor i byens herberger eller på gaden, er næsten fordoblet i perioden fra 3.172 til 5.718 inden for byen grænsen, hvor der bor tre millioner mennesker. Uafhængige organisationer sætter tallet langt højere. Forfaldet breder sig De fornemme middelklassekvarterer, der var selve byens sjæl - og som længe adskilte Buenos Aires fra de fleste andre latinamerikanske hovedstæder, hvor øer af rigdom skyder op over et hav af fattigdom - ændres hurtigt til lommer af forfaldne bygninger, lukkede butikker, øget kriminalitet og tiggere. Samtidig har de meget rige trukket sig tilbage til indhegnede kvarterer med enkelte udgange, så de kan komme på arbejde i kontorhøjhusene og shoppe i designerbutikkerne i den dyre del af byen. Med andre ord er Buenos Aires begyndt at ligne resten af Latinamerika. Det tærer på byens selvværd. Den har altid betragtet sig selv som en europæisk enklave i den tredje verden. »Vi oplever et socialt sammenbrud i Argentina, og vi prøver at løse problemerne«, siger Daniel Figueroa, der er chef for byens socialvæsen. »Middelklassen er i frit fald, og i nogle tilfælde rammer den bunden. Buenos Aires er blevet som et skib, der tager vand ind. Vi prøver at hjælpe så mange af de hjemløse som muligt, men der bliver hele tiden flere af dem. Vi pumper og pumper, men skuden synker«. Efter den økonomiske nedsmeltning i Tyrkiet har børsmæglerne på Wall Street rettet et nervøst blik mod Argentina og landets 36 millioner indbyggere. Derfor er præsident Fernando de la Rua kommet under pres for at begrænse budgetunderskuddet. Samtidig opfordrer de udenlandske kreditorer Argentina til at gennemføre endnu skrappere reformer, blandt andet flere privatiseringer. Reformerne i 1991 virkede i første omgang. Økonomien blev stabiliseret, den løbske inflation blev bremset, og der var vækst at spore. Samtidig blev der indledt en hårdt tiltrængt modernisering, som betød aflivning af regeringens 'hellige køer' og gjorde offentlige serviceydelser som telefon- og elektricitetssystemer mere effektive. Men på grund af privatiseringen og sammenbruddet for lokale firmaer, der ikke var i stand til at konkurrere på det globale marked, har arbejdsløsheden været over 15 procent i næsten ti år. Svag ledelse I den forbindelse er der mange, der skyder skylden på den amerikanske 'darwinistisk-økonomiske model'. Men andre anfører, at det ikke er reformerne, der har skylden. For nogle økonomer er landet blevet det typiske eksempel på, hvordan fordelene ved fri markedsøkonomi kan køre af sporet på grund af korruption, svag ledelse og et fejlslået forsøg på at trimme arbejdsmarkedet og beskatte de rige. Konsekvenserne for Buenos Aires har været alvorlige. Hjemløshed er ikke et nyt problem her. Allerede for 80 år siden, da Argentina var et af verdens ti rigeste lande, kastede de hjemløse en mørk skygge over storbyen. Men i dag er den hjemløse befolkningsgruppe ikke alene af historisk størrelse, de hjemløses karakteristika har ændret sig grundlæggende: Hvor de før var en befolkningsgruppe af alkoholikere og psykisk syge, består de nu af individer og familier, som overvejende er veluddannede, fra middelklassen og moderat fattige. De fleste har beskæftigelsesproblemer eller er faldet gennem det sociale system. Total deroute Alejandro Arrieta, en velsoigneret og blid 62-årig, blev afskediget som telefonist ved børnehospitalet i Buenos Aires under en bølge af nedskæringer i 1993. Han mistede sit barndomshjem i et af byens finere kvarterer til kreditorerne i 1999. Han havde håbet at modtage sin offentlige pension på små 3.000 kroner om måneden fra det år, så han kunne betale sine regninger. Men året før ændrede regeringen pensionsalderen til 65 år i et forsøg på at mindske statens underskud. Den dag, da kreditorerne kom til auktionen over hans lejlighed og ejendele, pakkede Arrieta en sort plastiksæk med gulnede fotografier af sine forældre, som havde købt stedet i 1940erne. Han sneg sig ned ad trappen, sagde stille farvel til dørmanden og levede på gaden det næste år. For 11 måneder siden blev han samlet op af myndighederne, udspurgt og bragt til et herberg for hjemløse. Ligesom så mange andre her får han psykologisk rådgivning efter at være faldet så dybt så hurtigt.