Portræt: En byzantinsk folkeforfører

Politiken tirsdag: Slobodan Milosevic sidder bag tremmer. Den serbiske leder, der i et årti trak hele verden rundt ved næsen, smadrede det tidligere Jugoslavien og var medansvarlig for ubeskrivelige ødelæggelser og næsten en kvart million menneskers død, er nu placeret på hylden for tyve, svindlere og bedragere. Det enestående ved Slobodan Milosevic er, at han fik lov at fungere så længe ustraffet. Han kæmpede sig op fra en stilling som en anonym partifunktionær i det jugoslaviske kommunistparti for så at beslaglægge partiet indefra og med kynisk opportunisme genbruge partiet og hele magtstrukturen som et nationalistisk instrument, der angiveligt skulle frelse den serbiske nation fra alverdens trusler, men i virkeligheden blot sikrede ham den absolutte magt. Både serberne og det meste af omverdenen hoppede på den. Han blev en mand, Vesten kunne lave forretninger med, han var en nøglefigur, når man forsøgte at skabe fred eller våbenhvile i Kroatien og Bosnien, han var omdrejningspunktet for en løsning i Kosova. Han blev så også den mand, der skulle bombes med hele NATOs imponerende magtapparat. Man ramte ikke ham, men Serbien. Han overlevede det hele. Til slut var det serberne selv, der vendte ham ryggen ved to valg sidste år. Men stadig sad han og hans støtter på en væsentlig del af magtapparatet og blokerede for reformer og fastholdt deres små lukrative imperier, hvor de skånselsløst malkede det serbiske samfund for alle værdier. Slobodan Milosevic blev født for snart 60 år siden i den lille by Pozarevac i det centrale Serbien. Hans far var lærer og endte som ortodoks præst, øjensynlig en lidt patetisk skikkelse, der begik selvmord, da Slobodan var en stor dreng. Hans mor tog også livet af sig, angiveligt efter et skænderi med Slobodans barndomskæreste og kone, Mira Markovic, der blev en af rigets mægtigste kvinder. Også en onkel begik selvmord. En kedelig starut Slobodan var under hele opvæksten betragtet som kedelig og indadvendt, lidt af et dydsmønster, absolut ikke en af gutterne. Han blev efter endt skolegang i Pozarevac jurist fra Beograds universitet og kom via nogle bankjob ind i det kommunistiske parti, hvor han klatrede op ad karrierestigen i skyggen af sin mentor, Ivan Stambolic. Han blev generalsekretær for partiet i Beograd, da Stambolic blev serbisk præsident i midten af 1980erne, og fældede så Stambolic ved et partikup. Anledningen var uroen i Kosova, hvor Milosevic fik kanaliseret serbisk frygt for albansk overtagelse af provinsen og almindelig paranoia ind i en massebevægelse for sig selv. Sidste år blev Stambolic bortført, og siden har ingen hørt fra ham. Da Kroatien og Slovenien erklærede sig selvstændige i 1991, forsøgte Milosevic at skabe et Storserbien, der skulle omfatte det meste af Bosnien, en betydelig del af Kroatien, hvor der traditionelt boede etniske serbere. Han var sponsor for oprettelsen af små serbiske republikker i Krajina og Bosnien, han lod militær og politimagt bruge til en etnisk udrensning og et forsøg på folkemord, der stadig kaster lange skygger over Europa. Men hele tiden holdt han afstand til begivenhederne. Hele tiden talte han om fredelige løsninger, om sin vilje til kompromis og fornuft. Han lavede sammen med den første kroatiske præsident, Franjo Tudjman, en studehandel, hvorefter de skulle dele Bosnien og efterlade blot en lille bosnisk enklave i midten. Han lod sine marionetter i Krajina og Bosnien sejle deres egen sø, da krigslykken vendte, og sanktioner og almindelig uduelighed styrtede Serbien mod den økonomiske afgrund. Malkede staten Milosevic er blevet beskrevet som en klog taktiker, men en elendig strateg. Han havde, viste det sig, ikke nogen plan for, hvor han i grunden ville føre landet hen. Han var blot god til at manøvrere mellem stormagternes fredsmæglere og politikere, der ikke kunne finde fodslag, når det gjaldt en balkansk politik. I hele perioden skabte han et magtapparat, der bestod af folk med tilladelse til at dræne staten for værdier og bruge dem til private formål. Han skabte et politiapparat, der var helt enormt. Serbien havde og har det største antal politifolk pr. indbygger i verden. Undertrykkelse og lovløshed var dagens orden. Hans venner og støtter blev nyrige pampere med hurtige biler og højhælede blondiner, mens landets middelklasse og akademikere blev reduceret til en fattig restgruppe. Ulykkerne er haglet ned over Milosevic i de sidste fem-seks år. Han tabte de serbiske Krajina-provinser i 1995, da kroaterne uden megen modstand tvang op mod 250.000 etniske serbere fra deres hjem. De fleste lever en ussel flygtningetilværelse i Serbien i dag. Milosevic hjalp dem ikke. En ny strøm kom til fra Bosnien, og senest er der kommet mindst 120.000 fra Kosova. Der lever i dag omkring 600.000 fordrevne i Jugoslavien, de serbiske ofre for Milosevic' kynisme. Denne byzantinske bandit og folkeforfører tog imod med charme og kløgt, når USAs Richard Holbrooke kom på fredsmission. Han var den centrale skikkelse, da fredsaftalen for Bosnien blev skruet sammen i Dayton i efteråret 1995. Han holdt sig gode venner med Rusland, Kina og en række tvivlsomme stater som Irak, Iran og Libyen. Folkevalgt diktator Milosevic var aldrig nogen egentlig diktator. Han var folkevalgt, om end han i 1996 måtte snyde på vægten for at klare skærene og afgive lidt af magten til oppositionen efter massive protester. Han var en mester i del og hersk-politik. Oppositionen blev købt eller truet, splittet og lokket. Han tillod en delvis fri presse, bare man ikke trådte over en linie i sandet, som han trak. Han havde total kontrol over det nationale tv, der gennem ti år med misinformation og propaganda for styret fik hjernevasket det meste af nationen. Men historien om, hvorfor USA og EU lod ham og hele den vanvittige nationalisme, der stadig behersker Balkan, fortsætte så længe, venter vi på. Han kan retfærdigvis ikke gøres ansvarlig for alle ulykkerne, men han var en diabolsk katalysator. Skal Milosevic roses for noget, må det blive, at hans politik i forbindelse med tragedien i Kosova endelig fik EU til at mande sig op til noget, der ligner begyndelsen til en sikkerhedspolitik. Men hans onde ånd vil hvile over alle de ineffektive og tøvende udenrigsministerier i Europa og USA, der sagde fred i vor tid, da Muren faldt i 1989, men lod en Milosevic hærge alt for længe. Kransen bør sendes til det serbiske folk. Nok har bosniakkerne og kosovaalbanerne lidt uhyre meget, men de har et håb. Et sådant efterlod Milosevic ikke sine serbiske landsmænd. Det skal først skabes nu.