Sharon gør højreekstremist til minister

Politiken torsdag: Der kommer en minimal antydning af et smil på Avigdor Liebermans læber, da jeg spørger ham, hvorfor så mange israelere er bange for ham. Han synes at tygge nydende på spørgsmålet en stund, griber en nævefuld ærtebælge fra en stor plasticpose på sit skrivebord, gnaver en af bælgene rene og svarer så med saglig, distanceret røst. »For det første har de god grund til at frygte mig«, siger den ekstremistiske højrenationalist Lieberman, som for nylig har advaret Iran, Egypten og Libanon om, at Israel ikke vil tøve med at bombe dem, hvis de »provokerer«. »De fleste på den politiske højrefløj har mange gode slagord. De er gode til at holde taler. Men når de kommer til magten, udretter de bare intet. Jeg er anderledes. Jeg kan levere både varer og slagord på en praktisk måde«. Udsigten til det er netop hvad mange israelere føler sig mest skræmt ved. Russisk immigrant Lieberman - en firskåren, kraftig russisk immigrant, som engang arbejdede som udsmider ved en natklub - er israelsk politiks største bisse. Som partiejer er han barsk i mælet og ofte i konflikt med loven. Hans kæreste fornøjelse er at benytte talerstolen i det israelske parlament, Knesset, til voldsomme nedrakninger af først og fremmest arabere og jødiske fredsaktivister, men også politiet har måttet stå for skud. Nu kan han måske gøre nogle af sine ord til handling. Israels nye ministerpræsident, Ariel Sharon, har udpeget Lieberman til minister for infrastruktur i landets nye samlingsregering som modydelse for hans hjælp til at skaffe stemmer fra det russiske immigrantmiljø. En niche-post Selv i en regering, der i forvejen har klar overvægt af højrefolk, kommer den 42-årige Lieberman til at indtage en højreekstremistisk niche helt for sig selv. Han foragter diplomati som forhandlingsinstrument i forhold til araberne og afviser i det hele taget, at fredsforhandlinger er vejen til sikkerhed. Hans kontante udmeldinger om krig, fred og realpolitik er bemærkelsesværdigt populære blandt de kernevælgere, der slutter op om de russisktalende immigranters parti, Israel Beitenu ('Israel er vort hjem'). »At sige, at krisen ikke har nogen militær løsning, er det rene sludder«, sagde Lieberman i et interview for nylig. »Der er kun én måde at opnå fred på - nemlig ved at være stærk og barsk«. Sharons støtter har travlt med at afdramatisere Liebermans synspunkter. Men hvis selvmordsbomber, snigskytteangreb og skud fra hurtigt kørende biler bliver stadigt hyppigere fænomener i israelsk dagligliv, kan lydhørheden for hans synspunkter i befolkningen stige. Det frygter den israelske venstrefløj i al fald. Dommedagsfanatiker »Han er en ret intelligent fyr, ganske sofistikeret på sin vis. Men hans verdenssyn er særdeles farligt«, siger en af tidligere ministerpræsident Ehud Baraks nære medarbejdere. »Han ser alting i sort og hvidt. Lieberman er en sand dommedagsfanatiker«. Lieberman vil sandsynligvis hurtigt komme på kollisionskurs med de moderate medlemmer af den nye regeringskoalition, først og fremmest den nye udenrigsminister, Shimon Peres, modtager af Nobels Fredspris. Lieberman sammenlignede engang uelskværdigt Peres, en af chefarkitekterne bag Osloaftalen, med marskal Pétain, der stod i spidsen for den franske kollaboratørregering under Nazitysklands besættelse. Hvis Lieberman har givet de israelske fredsaktivister råt for usødet, så har han behandlet de arabiske israelere med åbenlys foragt. Han har kaldt dem forrædere, der burde fratages israelsk statsborgerskab og over én kam betegnet deres fraktion som 'Knessets departement for terror'. Da det arabiske parlamentsmedlem Mohammed Barakei for nylig udtrykte sympati for palæstinenserne, blev han overfuset af Lieberman på en måde, der mindede tilhørerne om Liebermans rødder i det tidligere Sovjetunionen, hvor han boede, til han var 20. »I et kommunistland ville man omgående have stillet Dem for en henrettelsespeloton«, sagde Lieberman til Barakei. Født i Moldova Lieberman blev født i den daværende sovjetrepublik Moldova som søn af en butiksindehaver og kom til Israel med sine forældre i 1978. Da han ankom, kunne han stort set ikke en stavelse hebraisk, men avancerede alligevel i løbet af få år til en organisatorisk nøglerolle i Likud-partiet, mens han stadig var studerende ved Det Hebraiske Universitet i Jerusalem. Efter flere år som partisoldat i de nedre rækker blev han opdaget af daværende ministerpræsident Benjamin Netanyahu, som gjorde Lieberman til sin stabschef. Hans korte periode på posten var stormomsust og hovedsagelig præget af politiundersøgelser af anklager om, at Lieberman var korrupt. Ingen af anklagerne holdt i retten. Lieberman er modstander af at tilbagegive israelsk besat land til palæstinenserne. For ham er det lige så vel et personligt som et politisk anliggende. Han bor selv i Nokdim - en lille afsides beliggende bosættelse på Vestbredden, der formentlig bliver en af de første, Israel må opgive som led i en omfattende fredsaftale. Så vil det ifølge Lieberman være langt bedre at invadere noget mere palæstinensisk territorium: »Hvis de ønsker terror og krig, så skal vi give dem terror og krig«, siger han. »Hvis de vil have fred, kan de få fred. Men intet demokratisk land kan leve med denne udmattelseskrig. De må forstå, at vi ikke vil sky nogen omkostning for at skaffe os sikkerhed«.