Det nye demokrati på Abeklippens ø

Politiken mandag: Partisekretær Qin Mingjue forlod skolegården i vrede. Han havde netop højst overraskende tabt valget til posten som bychef. Byens borgere ville have en anden. »Den djævel«, hvislede han ud af mundvigen om sin konkurrent, Gao Zhili. De kinesiske forsøg med demokratiske valg på byniveau er slået igennem. Det fremgik tydeligt denne kolde vinterdag i Houshi, Abeklippens by, i den nordøstlige provins, Jilin. Næsten alle byens indbyggere var mødt op fra morgenstunden for at høre kandidaterne tale fra et interimistisk og vakkelvornt podium. Så stod de i kø for at få lov til at stemme, hvorefter de ventede ude i den bidende blæst, mens marchmusikken drønede ud af højttalerne, og en lille teatertrup underholdt. Efter tre timer var valgresultatet klar. Samtidig fremgår det tydeligt, hvor begrænset demokratiet er på nationalt plan, når landets folkekongres i dag træder sammen i Beijing. Folkekongressen svarer til et parlament, men medlemmerne er håndplukket og kontrolleret af kommunistpartiet. De er stemmekvæg med en vis diskussionsfrihed. Spil for galleriet? Det er i spændingsfeltet mellem Abeklippen og hovedstaden, at kursen for Kinas politiske reformer udstikkes. Er byvalgene spil for galleriet, eller vil græsrodsdemokratiet vokse sig stærkt og nå op til de højere niveauer? Hvor længe kan Kina fortsætte med at liberalisere økonomien uden at løsne den politiske spændetrøje? Styret i Beijing besluttede sig i 1988 for forsøgsvis at give de rent formelle byvalg et mere demokratisk indhold. I praksis har det betydet, at der altid skal være mindst to kandidater til posten som bychef, ligesom der altid skal være flere kandidater end pladser i byrådet. »Vi er gået fra intet demokrati til en ganske høj grad af demokrati i byerne«, siger generaldirektør Zhang Mingliang i ministeriet for civile anliggender. Utilfredse bønder Interessant nok var det ikke reformfløjen i ledelsen, men derimod konservative kræfter, der stod bag initiativet. Mange steder var bønderne utilfredse med deres lokale ledere, med korruptionen og de stigende skatter og afgifter. Hvis bønderne fik lov at vælge deres egne ledere, ville det kunne aflede utilfredsheden. Forholdene skulle stabiliseres, og kommunistpartiets magt skulle konsolideres. Eksperimentet blev efterhånden udvidet til at omfatte flere provinser og byer. I dag er byvalget indført i samtlige landets 830. 000 byer. Med blandede resultater. Udenlandske observatører vurderer, at 20-30 procent af valgene er afviklet korrekt. Det vil sige, at de har haft et reelt indhold, og ikke blot været pro forma-forestillinger eller manipuleret af partiet. I Abeklippens by benyttede indbyggerne sig i hvert fald af deres stemmeret. Allerede, da kandidaterne skulle nomineres, satte de deres vilje igennem. Den siddende bychef fik ikke tilstrækkelig mange nomineringer. Flere borgere antydede, at der havde været for meget korruption. En af kandidaterne til posten som bychef var altså byens partisekretær gennem 20 år, Qin Mingjue, der i dag er 47 år. Han fortalte Politiken, at han var helt sikker på at vinde: »Spørgsmålet er bare, med hvor mange stemmer. Jeg har stor erfaring i administrationen og gode kontakter. I min tid som partisekretær har byens borgere fået en højere levestandard. Se bare på husene. Tidligere var de bygget af ler og majsstængler. I dag er de af tegl og cement. Jeg har også stået i spidsen for omlægningen af byens økonomi, så vi i dag også kan tjene penge på småindustri«. På valgmødet forud for stemmeafgivelsen spørger en bonde, om det er godt at samle magten hos en enkelt person, hvis partisekretæren nu også skulle være bychef. »Det er blot en fordel, for så sparer vi en løn og letter dermed borgernes byrde«, svarer Qin Mingjue, som altid har et svar på rede hånd. Hans modkandidat, den 46-årige Gao Zhili, har tidligere været bychef i en periode, men han forlod Abeklippen for tre år siden. Den præcise grund bliver aldrig rigtig klar for os. Selv siger han, at han skulle passe nogle forretninger uden for byen. Det er tydeligvis gået godt, for han har bygget et stort hus i udkanten af byen med tilhørende restaurant, som han lejer ud. Modvillig kandidat Gao Zhili tilhører minoritetsfolket manchu, som udgør 40 af byens 294 husstande. Han er ikke partimedlem. Han fik afslag på sin ansøgning. »Hvis jeg bliver bychef, kan jeg forhåbentlig blive medlem«, siger han. Han virker i øvrigt som en noget modvillig kandidat. »Men der var mange, der nominerede mig, og så bliver man nødt til at stille op. Hvis jeg vinder, så skyldes det, at folk husker, hvad jeg har gjort for byen tidligere. Vi byggede en skole og reparerede en vej og en bro. Han vil øge indbyggernes levestandard ved at hjælpe dem med at drive mere avanceret kvægavl og avle forskellige hønsefugle. »De allerfattigste bør få understøttelse. Jeg vil ikke samle penge ind fra alle familier, mange har udgifter nok. Jeg vil bede om bidrag fra de rige og fra partimedlemmerne«. Afstemningsresultatet vises på to sorte tavler, og alle kan følge med. Gao Zhili får 309 stemmer, og partisekretæren Qin Mingjue får 232. Valgdeltagelsen var på 94 procent. Mange, heriblandt repræsentanterne fra kommunen, er overraskede over, at partisekretæren tabte. At det er noget af en lokal revolution fremgår af, at partisekretærens assistent kun får et par hundrede stemmer og ikke opnår valg til byrådet. Taberen er blevet sur Mens sejrherren stammer sig gennem sin takketale, forlader taberen hurtigt scenen. Han siger, at han overvejer at gå af som partisekretær, eftersom flertallet øjensynligt ikke mere har tillid til ham. Sådan lød det ikke, da han holdt sin tale før afstemningen. Da sagde han, at han ville acceptere udfaldet, samarbejde med sejrherren og komme igen ved næste valg om tre år. Virkeligheden er under alle omstændigheder sådan, at der bliver vanskeligheder, hvis bychefen og partisekretæren ikke kan samarbejde. Der ligger et dilemma i, at bychefen er valgt, mens den lokale partichef aldrig behøver blive udsat for en afstemning. Alligevel har partichefen mere magt end bychefen. Gao Zhili lover højtideligt: »Jeg vil ikke gå omkring og lade mig blive budt på mad og drikke«. Det er ellers en udbredt uvane for mange kinesiske magthavere. Samme dag holder også nabobyen Anye valg. Dér bliver udfaldet mere forudsigeligt. Samtlige funktionærer bliver genvalgt, og samtlige er partimedlemmer. Forsøget med direkte byvalg er nu udvidet til nogle områdekomitéer i enkelte egne. Men det er stadig på det laveste niveau, og ingen ansvarlig vil give løfter om direkte valg på højere planer. Hvis man for eksempel skulle begynde med valg på provinsniveau, skulle så mange kandidater nomineres, at vælgerne ikke ville have en chance for at orientere sig mellem dem. Løsningen har været partisystemet. Men kommunistpartiet er ikke parat til at konkurrere med andre partier. Alligevel spørger mange iagttagere sig, hvad det kan føre til, når folk begynder at få demokratiske vaner i nærmiljøet.