Det er med liv og lemmer som indsats, at journalister rapporterer om protesterne mod de totalitære regimer, der blusser op fra Algeriet i vest til Iran i øst.
Mens sikkerheden for journalister er ved at være stabiliseret i Egypten efter Mubaraks fald, begynder situationen i en række andre lande at ligne den egyptiske, inden Mubarak bukkede under for omverdenens pres, forklarer eksperter.
Flere angreb mod journalister
»Vi har flyttet fokus fra Egypten til andre lande i regionen, hvor antallet af angreb på journalister for tiden er eksplosivt stigende. Det drejer sig om lande som Yemen, Irak, Libyen, Iran og Bahrain«, siger Mohamed Abdel Dayem, der er programkoordinator for Nordafrika og Mellemøsten hos pressefrihedsorganisationen Committee to Protect Journalists.
Ifølge Mohamed Abdel Dayem begynder sikkerhedsrisikoen i disse lande at ligne situationen i den indledende fase af den egyptiske revolution.
Den amerikanske ABC-journalist Miguel Marquez, der torsdag morgen på Perlepladsen i Bahrains hovedstad Manama fik bank af en gruppe bøller for åben mikrofon, er bare det seneste prominente eksempel på mishandling af journalister, der har været i cirkulation i de vestlige medier.
LYTReporter Miguel Marquez' speak under overfaldet(eksternt link til ABC's hjemmeside)
Nyheder skal chikaneres ihjel
Mohamed Abdel Dayem forklarer, at diktaturstater over hele Nordafrika og Mellemøsten forfølger journalister af samme årsag, som Mubaraks regime greb til vold mod pressen i Kairos gader.
Regimerne håber at kunne skræmme dem fra at skildre, hvordan protesterne fra folket forsøges kvalt med jernnæve.
»Journalister tjener som skydeskive for uniformerede såvel som civilklædte embedsmænd eller bøller hyret af regeringen, der forsøger at chikanere dem og forhindre dem i at sprede nyheder«.
Bekymrende tendens
»Det er en meget bekymrende tendens«, siger Mohamed Abdel Dayem,
Han sporer tendensen tilbage til sommeren 2009, hvor det iranske styre fængslede, tævede og truede lokale og udenlandske journalister, der forsøgte at dække de folkelige protester i forbindelse med mistankerne om valgsvindel.
TV 2's Steffen Jensen tilhører den store gruppe af korrespondenter, der oplevede volden på egen krop, mens han forsøgte at dække protesterne i Egypten. Han fik tæv.
Pressen bliver jagtet i KairoIfølge ham var der en ting, der adskilte volden i Egypten fra, hvad udenrigskorrespondenter ellers oplever under konflikter i Mellemøsten.
Selvom journalister både er blevet dræbt og taget som gidsler i for eksempel Irak, har gerningsmændene altid tilhørt militante grupper, som »man måske med en vis ret kan sige, angriber udenlandske journalister blot for at få opmærksomhed«, vurderer Steffen Jensen.
Udråbt til israelske agenter
I Egypten var det statsmagten selv, der pustede til gløderne.
»På et tidspunkt, hvor bølgerne gik højt, blev vi af de officielle medier udråbt til fjenden. Til samfundsundergravende agenter, ja endda som Israelske agenter«.
»Og det er jo ikke sjovt i sådan en situation, når de statslige medier erklærer, at fredningsperioden er slut, og jagten gået ind på dig. Der fulgte fire dage, hvor volden for alvor brød løs. Det var umuligt at arbejde og virkelig ubehageligt«, siger Steffen Jensen.
Den forfølgelse har han ikke oplevet tidligere.
Nordiske journalister turde ikke gå ud
»Normalt, bliver du respekteret som én, der skal observere udefra. På den måde er du ikke gjort til part i konflikten, og derfor bliver du ikke angrebet«, siger han.
Da volden mod udenlandske journalister var på sit højeste, besluttede han og hans nordiske journalistkolleger kollektivt at blive inden døre på deres hotel.
Der gik så en dag med det.
»Men hvad pokker er meningen med, at man er taget ned for at dække det, og så sidde på et hotel. Det giver jo ingen mening«, spørger han.
Skal volden have lov at sejre?
Derfor trodsede journalisterne også frygten og gik på gaden igen. Selv om det bød på nye ubehagelige oplevelser.
Steffen Jensen beskriver korrespondentens valg således:
»Skal man bøje sig for det? Skal volden have lov at sejre? Skal vi undlade at rapportere, fordi nogle prøver at forhindre dig i det? Det er et dilemma«, siger Steffen Jensen, der ikke har svar på rede hånd.
Det vigtigste er journalistens liv
Dansk Journalistforbunds formand Mogens Blicher Bjerregård mener ikke, man kan sætte en klar grænse for, hvornår en journalist skal opgive at rapportere.
»Det er personens liv, der er det vigtigste. Og jeg er sikker på, at journalisterne har evnen til at vurdere, hvornår de skal tage vare på det«.
»Det, vi anbefaler de danske medier, og som jeg for øvrigt også har fornemmelsen af, at de allerede gør, det er at give deres medarbejdere, som er udsendt i en farlig zone som Egypten, den fornødne sikkerhedstræning, så de er i stand til at passe på sig selv«, siger han.
Lokale journalister er mere udsatte
Han henleder opmærksomheden på, at danske medier også har et ansvar i forhold til at sørge for ikke at udsætte lokale journalister, som de samarbejder med, for unødige sikkerhedsrisici.
»De er ofte langt mere udsatte end de udenlandske korrespondenter, der samtidig ofte er afhængige af deres hjælp i forhold til sprog og indsigt i lokale forhold. Vi opfordrer til, at man også tager deres sikkerhed i betragtning«, siger Mogens Blicher Bjerregård.
Anklaget for at bruge lokale som lokkeduer
Steffen Jensen kender også til denne problematik fra sit arbejde i Irak.
Her nødvendiggjorde sikkerhedsituationen nogle gange, at han og hans kolleger var nødt til at operere som en slags redaktører fra hotellet.
De sendte lokale journalister ud for at bringe dem informationer eller interviewpersoner med hjem.
»Og der bliver du så kritiseret for, at du bruger andre som en slags lokkedue eller én, der tager skraldet for dig. Men nogle gange er det bare sikrere, når du ikke har muligheden for at gå i et med mængden på grund af dit udseende. Det er et spørgsmål om pest eller kolera«, siger Steffen Jensen.
Journalistchikane har vist sig at være en fiasko
Men vil de mange totalitære regimer have held med at lukke munden på pressen?
Mohamed Abdel Dayem fra Committe to Protect Journalists er ikke meget for at spå om fremtiden.
»Men strategien med at undertrykke nyheder og informationer har vist sig at være fejlslagen. I Egypten. I Tunesien, ja til en vis grad i Yemen, hvor regeringen har tævet og kidnappet journalister i tre uger nu, men alligevel ikke har forhindret nyhederne i at komme ud«.
LÆS OGSÅ Den arabiske opstand - land for land
»Journalister i Egypten og alle dele af regionen har gjort et imponerende stykke arbejde under meget barske omstændigheder«, siger Mohamed Abdel Dayem.
Ifølge Committe to Protect Journalists blev 44 journalister dræbt sidste år.
DOKUMENTATIONSe statistik over dræbte journalister(eksternt link til CPJ's hjemmeside)
fortsæt med at læse
