Egyptisk flygtning: Giv mig en kamel. Jeg kan nøjes med en kamel. Jeg vil bare hjem

flygtningestrøm. I lørdags sprang denne egypter ind gennem et vindue for at komme med en bus, der kunne fragte ham fra grænsebyen Ras Adjir og videre ind i Tunesien.
flygtningestrøm. I lørdags sprang denne egypter ind gennem et vindue for at komme med en bus, der kunne fragte ham fra grænsebyen Ras Adjir og videre ind i Tunesien.
Lyt til artiklen

Situationen på grænsen mellem Libyen og Tunesien er »kritisk«, meddeler FN's Flygtningehøjkommissariat.

På baggrund af indberetninger fra myndighederne i Tunesien og Egypten konkluderer kommissariatet, at over 140.000 personer nu har taget flugten fra volden i Libyen til de to nabolande mod henholdsvis vest og øst.

FN's medarbejdere på stedet kalder vandforsyningen og saniteten for »usikre«, ligesom flygtningene har store problemer med at finde transport, der kan fragte dem videre hjemad.

Flygtninge vil have hjælp fra regeringer
Tidligere har de internationale nyhedsbureauer berettet om deciderede slagsmål blandt de mange flygtninge, og frustrationerne er fortsat åbenlyse.

LÆS

Flygtninge slås på grænsen til Tunesien

»Hvornår bliver vi taget væk herfra? Vi kan ikke acceptere det her«, lyder det fra en egypter, som har klaret turen ud fra Libyen og over den tunesiske grænse.

Mange flygtninge har ingen penge til at betale for deres videre færd og sidder derfor fast. De vrede flygtninge efterlyser hjælp fra deres respektive regeringer.

»Giv mig en kamel. Jeg kan nøjes med en kamel. Jeg vil bare hjem«, siger flygtningen, som Reuters har talt med.

Artiklen fortsætter under billedet.

Alene i går ankom yderligere 14.000 flygtninge til grænsen mellem Libyen og Tunesien. Det bringer det samlede antal personer, som siden 20. februar er flygtet fra Libyen til nabolandet mod vest, op på minimum 70.000.

Og flygtningestrømmen ser ikke ud til at tage af. Ved udgangen af i dag forventes ialt yderligere mellem 10.000 og 15.000 flygtninge at ankomme til den tunesiske grænse fra Libyen.

Stor mangel på telte

Selv om der altså befinder sig minimum 70.000 flygtninge på grænsen til Tunesien, har FN kun telte til omkring 20.000 personer.

Først på torsdag forventes yderligere telte at nå frem. Men foreløbig drejer det sig kun om teltduge over hovedet til yderligere 10.000 personer, oplyser FN's Flygtningehøjkommissariat.

Tusinder venter i Libyen
På den libyiske side af grænsen har nogle flygtningene ventet i op til tre dage på at komme over grænsen. Det er specielt afrikanere, som stammer fra lande syd for Sahara, der har svært ved at få tilladelse til at komme ind i Tunesien.

Mange af de flygtninge, som venter på den lybiske side af grænsen, oplever »akut mangel på mad, vand og ly«, siger en talskvinde fra den Internationale Organisation for Migration, et samarbejde mellem 132 regeringer verden over - deriblandt Danmarks.

Egypten modtager 69.000
På grænsen til Egypten er situationen bedre, men også her strømmer flygtningene til.

De egyptiske myndigheder oplyser til FN's Flygtningehøjkommissariat, at der siden 19. februar er ankommet 69.000 flygtninge, hvoraf de fleste er egyptere.

Her har mange flygtninge - modsat dem på grænsen til Tunesien - fundet transport videre ind i landet.

Jakob Hvide Beim

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her