I et forladt fiskerleje 27 kilometer vest for Tripoli er omkring 800 afrikanske immigrantarbejdere blevet ofre for den usikre situation, som hersker i Libyen efter Gaddafi-regimets fald.
De er fanget i et fysisk og politisk ingenmandsland, hvor ingen vil kendes ved dem, og hvor de nu frygter for deres liv.
Kører man langs kystvejen ud af Tripoli, vil man slet ikke opdage det forladte fiskerleje. For det ligger gemt bag en forladt militærkaserne for foden af en høj skrænt.
Netop den afsides beliggenhed var det, som immigrantarbejderne i første omgang troede kunne redde dem, da kampene rykkede tæt på Tripoli for et par uger siden.
»Jeg flygtede fra de mange skyderier i Tripoli hertil. Jeg har arbejdet i Libyen i tre år og har haft forskellige rengøringsjobs«, fortæller 25-årige Edmond Okoror fra Nigeria.
LÆS OGSÅ Rusland anerkender endelig Libyens oprørsstyre
Det er blandt andet fra dette fiskerleje, at mange overfyldte både med afrikanske immigranter er sejlet af sted mod den italienske ø Lampedusa. Det seneste halvår er trafikken vokset, fordi Gaddafis regimet ønskede at straffe europæiske lande for Nato’s bombekampagner.
Men nu sejler der ikke længere nogle både, og de gamle træskibe er blevet slæbt op på land. Immigrantarbejderne har spændt tæpper og presseninger fra rælingerne og ned til jorden og dermed skabt sig nogle telte, der giver skygge for den bagende sol.
Andre har indrettet sig i kahytterne på de forladte både.
Mange immigranter på grund af olien
Det er uklart, hvor lang tid denne selvimproviserede flygtningelejr har eksisteret. Nogle af de afrikanere, vi taler med, siger, at de har opholdt sig her i flere måneder, selv om det først er inden for den seneste måned, at der har været kampe i Tripoli.
Det olierige Libyen har i mange år betjent sig af immigrantarbejdere fra fattige afrikanske lande. De har blandt andet udført mange manuelle job, som har været helt afgørende for, at samfundet kunne fungere.
Flere af dem, vi taler med, siger, at som krigen skred frem, rygtedes det blandt immigrantarbejderne, at de kunne søge ly i denne lejr. Men da der begyndte at komme hårde kampe om Tripoli, viste det sig, at lejren alligevel ikke var et sikkert sted.
»Forrige torsdag om eftermiddagen kom nogle mænd kørende. Vi ved ikke, hvem de var. Men de truede os med geværer og slog os og tvang os til at sidde samlet på jorden. De tog vores penge og mobiltelefoner«, siger Anthony Ogiexera på 32 år fra Nigeria – en høj mand klædt i cowboybukser og en hvid træningsjakke.
Noget kunne indikere, at mændene var oprørssoldater.
»For de tvang os til at råbe »Fuck Gaddafi« og »Allah er stor«, fortsætter Anthony Ogiexra og fortæller, at overfaldsmændene kaldte sig selv for »frihedskæmpere«.
Blandt mange libyere er der i disse dage et betydeligt had mod de sorte immigrantarbejdere, fordi nogle af de soldater, som har kæmpet hårdest for at forsvare Gaddafi, er lejesoldater fra afrikanske lande syd for Sahara.
Anthony Ogiexera fortæller, at de flere gange efter det første angreb er blevet overfaldet om natten. Men de ved ikke, hvem der har stået bag. Lejren ligger i et område, som Gaddafi-styrker og oprørssoldater har kæmpet hårdt om. En tredje mulighed er også, at almindelige kriminelle har udnyttet den uklare situation.
Flere voldtægter
Immigrantarbejderne beretter, at overfaldsmændene derudover gentagne gange har voldtaget adskillige unge kvinder i lejren.
Vi møder tre piger fra Nigeria, som er i midten af 20’erne. De vil kun tale med os på betingelse af, at deres navne og billeder ikke kommer i avisen.
En af pigerne har opsvulmede øjne.
»Når mændene er kommet, har de været fulde og skudt op i luften med deres geværer og har slået mig i hovedet med deres geværkolber«, siger hun og ser ned i jorden.
Lige så langsomt fortsætter hun sin fortælling:
»Nogle nætter er jeg blevet voldtaget af flere mænd«, siger hun, men har svært ved at svare på, hvor mange det drejer sig om.
»Fem-ti mænd«, siger hun bare.
De to andre piger kommer med tilsvarende beretninger. En af de to andre siger:
»Nogle gange bliver jeg voldtaget af 4-5 mænd på én nat. De er cirka fra 25 år og opefter. De går rundt og udvælger os, og nogle gange bliver vi voldtaget på stranden; andre gange i en af bådene. Jeg har prøvet, at vi lå fire piger i den samme båd og blev voldtaget samtidig«, siger hun.
Hun fortæller, at når voldtægtsmændene er gået ud på morgenen, sætter hun sig ned alene på stranden og græder. Hun taler ikke med andre om sine oplevelser.
»Det er meget skamfuldt. Og nogle gange har jeg også fysisk ondt«, siger hun.
To af pigerne fortæller, at sidste gang, de blev voldtaget, var om natten forrige tirsdag. Men den tredje siger, at hun blev voldtaget så sent som sidste nat.
»De kom derhenne fra«, siger hun og peger mod et sted, hvor skrænten går op.
Kun humanitær hjælp
Beretningerne om overgrebene kommer samtidig med, at Libyens oprørsregering – Det Nationale Overgangsråd – har afvist et tilbud fra FN om at tage imod FN-soldater, der skulle hjælpe med at sørge for sikkerheden i Libyen.
Den eneste hjælp, immigrantarbejderne får, er jævnlige besøg fra Røde Kors og Læger uden Grænser og så fra lokale libyere, som indimellem kommer og giver dem mad.
For kun nogle få nætter siden kom der atter nogle mænd, som ville stjæle fra immigrantarbejderne.
»Men vi har allerede mistet alle vores penge, og vi sparkede ud efter overfaldsmændene og slog dem med kæppe, så de flygtede«, siger Anthony Ogiexra.
FACEBOOK
fortsæt med at læse
