Man kan ikke bebrejde Amanda Scarbrough, at hun ser lidt træt ud.
Hun har netop kørt 14 timer fra Louisiana, på tværs af Texas til El Paso, med tre børn på bagsædet. Den ældste er en dreng på fem år med galopperende ADHD. Den yngste, Emmalin, er knap fire måneder fire gammel. Hun blev født en uge efter, at Ryan Scarbrough fløj til Irak på en af de sidste missioner i USA's ni år lange krig i landet.
»Han ringede, lige efter hun var født. Men selvfølgelig har det været hårdt. De to store har spurgt efter deres far, lige siden han tog af sted«, siger Amanda Scarbrough.
Hendes øjne er blanke, og hagen dirrer. Det er næsten ubærligt, men også uomgængeligt at spørge hende, hvordan man håndterer den ubærlige tanke om alt det, der kan ske?
LÆS OGSÅ
Hun tøver lidt.
»Man prøver at lade være med at tænke over det«, siger hun, inden hun må løbe hen for at redde et bord med krus og tallerkener: Femårige R.J. har allerede hevet alle servietterne på gulvet.
Der er stadig et par lange timer, til Emmalin Scarbrough skal se sin far for første gang.
Burger og hoppeborg
Ankomsthallen på militærbasen Fort Bliss er i hangarstørrelse. På endevæggen hænger et stort Stars & Stripes. Der er en hoppeborg, en buffet med burger og fritter, og de lange borde fyldes langsomt op med pårørende til de 300 soldater, der snart vil vende hjem fra Irak.
Sammen med de pårørende kommer balloner, flag og masser af skilte med hilsner som: 'Vores helt vender hjem, vi er stolte af dig' og 'Far, jeg har savnet dig!'.
En del af familierne bor på den enorme militærbase. Andre er rejst på tværs af USA, som Kaitlin Bramel og hendes mor, Darlene, som er kommet fra Missouri midt i USA.
»Min kæreste har kun været i hæren siden november sidste år, så jeg havde ikke troet, han skulle ud allerede«, siger Kaitlin, der er nyuddannet skolelærer.
De nåede at gifte sig i sidste øjeblik inden afrejsen.
»Heldigvis har jeg haft rigtig travlt, siden han tog af sted«.
Endelig er krigen slut
Om de er glade for, at krigen i Irak er slut? Kaitlin tøver. Det gør Darlene ikke.
»Ja!«, siger hun med eftertryk.
LÆS OGSÅ
»Og vi skal også have dem hjem fra Afghanistan så hurtigt som muligt. Russerne kunne ikke vinde derovre, og det kommer vi heller aldrig til«, siger hun.
Datteren virker næsten forskrækket over at høre sin mors analyse. I USA er det ikke almindeligt at give udtryk for skarpe politiske synspunkter over for fremmede.
Vælgerne er klar til at forlade Irak
Men Darlene Bramel udtrykker en holdning, som langt de fleste amerikanere deler. Målinger viser, at et overvældende flertal af vælgerne synes, det er rigtigt at lukke og slukke for den ni år lange amerikanske militæroperation i Irak.
»Det betyder jo ikke, at vi ikke støtter soldaterne«, understreger Darlene Bramel.
»Som nation er vi nok meget patriotiske. Vi er ekstremt stolte over, hvad de gør. De går glip af mange milepæle i deres liv«.
Pludselig begynder de pårørende at løbe mod udgangen. Flyet er på vej.
Mænd af få ord
I samme øjeblik de første soldater træder ud af flyet, begynder militærorkesteret at spille. Temperaturen er nær frysepunktet, men hverken soldaterne eller de pårørende ser ud til at bemærke det.
Med deres våben over skuldrene spadserer soldaterne i en lang række forbi snoren, hvor familierne råber og klapper. Genforeningen er stadig en time væk, først skal soldaterne aflevere våben, indskrives og kigges i øjnene af en psykolog.
Enkelte soldater bryder reglerne og løber hen for at holde et barn i armene, bare et øjeblik.
De fleste soldater er meget unge. De ser glade og trætte ud. Nogle af dem har et helt tomt blik, som ikke inviterer til samtale. De fleste er mænd og kvinder af ganske få ord - men hvad skal man også sige?
Tomme øjne
De afleverer våbnene, får skannet deres id-kort og taler med psykologen. Flere af dem har svært ved at holde øjenkontakt. De får udleveret et kort med numre, de kan ringe til døgnet rundt.
I mængden dukker Ryan Scarbrough op. Han er en af dem med tomme øjne og få ord på tungen. Måske er det heller ikke særlig rart at møde en journalist, som har set ens egen datter, før man selv har.
En soldat ved navn Ostergaard fortæller, at hans oldefar flyttede til Wisconsin for 100 år siden. Ja, han er også glad for at være tilbage.
LÆS OGSÅ
»Jeg har ingen planer om at besøge Irak igen. Jeg ønsker dem al mulig held og lykke, men det bliver op ad bakke for dem«, siger han.
Da alle soldaterne er registreret, holder en officer en sidste peptale for dem inden genforeningen.
»Gå ud og få en drink i aften, men lad være at drikke 12 tequilaer og 16 øl«, siger han.
»I de kommende dage vil jeres koner og kærester minde jer om alle de ting, I ikke har hjulpet til med i de sidste 120 dage. Det skal I ikke lade jer slå ud af«, formaner han.
Der er ingen, der har spørgsmål.
Røg og rockmusik
Der udbryder et jubelbrøl i ankomsthallen, da Nogen banker hårdt på porten. Alle familierne står klar bag en afspærring, porten går op, og gennem blåt lys og kunstig røg marcherer 300 soldater ind i salen til tonerne af rockmusik.
Da alle er inde, siger en officer det forløsende ord: »Released!«.
Få minutter efter sidder næsten alle børn i salen på armen af en soldat. Familierne har savnet i fire måneder og bygget op til gensynet på Fort Bliss i snart fire timer. Man skal være meget kold for ikke at blive berørt af de hundredvis af møder mellem elskede.
»My daddy!«
Nu kan soldaterne og deres familier se frem til 30 dages frihed, inden dagligdagen på basen begynder igen.
Amanda Scarbrough skal bo på hotel i nogle dage, inden hun kører den lille familie tilbage til Louisiana. Da hun står udenfor i kulden og venter på, at Ryan finder sin oppakning, ser hun allerede bedre ud.
Faren har den energiske dreng R.J. i hånden, men han har endnu ikke holdt sin yngste datter, Emmalin. For så snart han dukkede op, sprang familiens mellemste datter på 3 år op, skubbede R.J. væk og rakte armene op, mens hun konstaterede: »My daddy!«.
FACEBOOK
fortsæt med at læse
