Norsk politi har efter et halvt års ventetid endnu ikke fået adgang til Anders Behring Breiviks lukkede Facebook-konti.
Politiet håber, at de lukkede konti kan indeholde oplysninger af stor værdi for efterforskningen, skriver den norske avis Aftenposten.
Forklaringen på at den populære hjemmeside endnu ikke har givet politiet adgang til massemorderens konti skal findes i Facebooks regler om persondata.
Da politiets efterforskere bad om adgang, krævede Facebook, at norsk politi kunne fremvise en dommerkendelse.
Politichef: Vi har allerede fået en del
Chefen for efterforskningen fortæller til avisen, at politiet allerede har fået adgang til »en del«.
»Samarbejdet er godt, men det er ikke let at få informationer«, siger politiadvokat Christian Halto.
Politiet mener, at de meget detaljerede Facebook-filer kan give vigtige oplysninger om, hvem Breivik var i kontakt med under planlægningen af bombesprængningen i Oslo og den efterfølgende massakre på øen Utøya.
Politiet har afhørt Breivik 27 gangeI tiden før angrebet brugte Breivik meget tid på Facebook - blandt andet for at kommunikere med andre, sprede informationer, hente inspiration og finde nye venner.
Få timer efter massakren på Utøya lukkede Facebook hans konti.
Oprettede profil under falsk navn
Det mest interessante er imidlertid to ældre konti, hvoraf den ene var under det falske navn 'Dudley Veron'. Begge konti blev slettet af Breivik i 2010.
Før jul forsøgte politiet forgæves at få Breivik til at underskrive en samtykkeerklæring, der ville have givet adgang til hans konti.
Det overraskede Breivik, der var overbevist om, at politiet allerede havde fået adgang. Han sagde, at han troede, at Facebook-indholdet havde gjort det muligt at anholde endnu en person. Breivik nægtede blankt at give politiet samtykke.
ritzau




























