Republikanernes bulldog taler sig ind som fremtidig præsidentfavorit

Lyt til artiklen

Det handlede meget mere om ham selv end om Mitt Romney, som han egentlig skulle anbefale med sin tale.

Men Chris Christie leverede så populær en hovedtale ved republikanernes igangværende partikongres, at det ikke lod til at gøre det mindste for de mange partimedlemmer, som klappede og klappede. Og det, selv om Christies tale bestemt ikke var for sentimentalske sjæle:

»I aften vælger vi respekt frem for kærlighed«, tordnede New Jersey-guvernøren ind i mikrofonerne.

Hellere lederskab end forkælelse
Slaglinjen henviser til det udsigtsløse i at vælge politikere, som går efter at blive elsket frem for politikere, som går efter at gøre det rigtige.

Ingen kan være i tvivl om, at Chris Christie ser sig selv i sidste kategori. Han er blevet berømt og berygtet i amerikansk politik for at rette op på New Jerseys økonomi, men ved at gøre det gennem jernhårde nedskæringer. Med sin korpulente fremtoning og arrige grimasser fremstår han som partiets bulldog.

I talen forklarede han selv sin succes med, at New Jerseys vælgere »belønnede politikere, som ledede i stedet for politikere, som forkælede«.

Drama i Tampa i nat: Romney nomineret efter intense protester

På tværs af partiskel beundrer andre politikere ham for, at han kan træffe upopulære beslutninger, tilsyneladende uden at blive straffet af vælgerne. Selv brugte han talen på at fremstille sig selv som en spydspids i en ny æra af »sandsigere«.

»Vores ledere i dag har besluttet, at det er vigtigere at være populær – at være populær! – at sige og gøre, hvad der er let, og hellere sige ja end nej, når nej er det svar, der kræves«, sagde Christie:

»Jeg mener, at vi er blevet lammet – lammet – af vores trang til at blive elsket«.

Ann Romney talte om Mitts elskelighed
Dermed stod Christies tale i diametral modsætning til den foregående taler. Mitt Romneys kone, Ann, brugte sin tale til at appellere til salen og ikke mindst tv-seerne om at lære Mitt Romney bedre at kende.

Hun fortalte historier om hans charme og elskelighed – en side, som meget vel kan være fremmed for mange vælgere, der mest kender Mitt Romney som den verdensfjerne rigmand, modstanderne fremstiller ham som.

Talen handlede dog også om mødrene i det amerikanske samfund, som Ann Romney gav en helt særlig rolle.

Mitt Romney kæmper mod orkanen Isaac

»Mødrene i denne nation… som virkelig holder landet sammen«, sagde Ann Romney:

»Jeg elsker jer, kvinder, og jeg hører jeres stemmer«.

Kvindestemmer var der mod talens slutning mange af, da især den hunkønnede del af salen gav begejstrede bifald til den måske kommende førstedame.

»I kan stole på Mitt Romney«, sluttede Ann Romney, der i stort set hele tiden talte om sin mand.

Christies succes kan gavne Romney

Chris Christie sagde omvendt først noget om Mitt Romney til allersidst i sin tale. Men Christies mange ord om sin egen hårde, men nødvendige stil bliver af mange set som en indirekte anbefaling af Romneys politik.

Romney har med valget af Paul Ryan som sin kandidat til vicepræsident signaleret en linje med nedskæringer, der ikke vil være populære i alle grupper af det amerikanske samfund, men som nogle vil finde nødvendige. En kurs, der kan sammenlignes med Christies egen.

»I aften rejser vi os for Mitt Romney som USA’s næste præsident«, sagde Christie og fik hele salen op at stå.

LÆS OGSÅ »Min bil er blevet smadret to gange, fordi jeg er republikaner«

Mange rejste sig muligvis også med en fornemmelse af, at det meget vel kan blive Christie selv, der bliver republikanernes præsidentkandidat næste gang, de skal vælge en sådan.

»Han ville være fantastisk. Helt fantastisk«, siger Matthew Brien fra Washington D.C. om Christie som præsidentkandidat efter at have set hans optræden.

»Der er jo meget spekulation nu, om han vil stille op som præsidentkandidat i fremtiden«, siger Benny Sharp fra North Carolina, som var blandt de første til at klappe under Christies tale. Han vil ikke svare på, om han hellere ville have haft Christie end Romney ved valget til november.

Per Thiemann

Hvad skal politikerne gøre for at forbedre folkeskolen? Deltag i samtalen her

Politiken har samlet et panel af kompetente skolefolk, der kommer med deres bud på, hvordan folkeskolen kan forbedres.

Men hvad mener du?

Foto: Philip Ytournel/POLITIKEN

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her