Habibur Rahman løfter et tørklæde op for munden og kigger ned på de ligposer, der ligger foran ham. Forsigtigt lyner han poserne op og ser efter, om et af ligene skulle være hans 17-årige datter, Hamida.
Men forgæves. Hun er foreløbig ikke blevet fundet, hvilket betyder, at hun formentlig stadig ligger under murbrokkerne i den bygning, som forrige onsdag styrtede sammen i udkanten af Bangladeshs hovedstad, Dhaka.
LÆS OGSÅ 18-årige Shapla kæmper efter fabrikskollaps
Habibur Rahman fortæller, at hans datter arbejdede på en af de tøjfabrikker, som lå i bygningen. Så kan han ikke længere holde gråden tilbage.
»Se, hvordan hun så ud«, jamrer han og holder et billede frem af hende, som han hele tiden går med i hænderne. Billedet viser en smuk ung kvinde, der lige så troskyldigt ser ind i kameraet – lykkeligt uvidende om den uhyggelige skæbne, der tilsyneladende ventede hende.
Græder højlydt
Habibur Rahman er mødt op på den skole tæt ved katastrofestedet, hvor alle de lig, som redningsarbejderne finder i ruinerne, bliver fragtet hen. Omring ham går hundredvis af andre mennesker, som også leder efter deres slægtninge og ligesom han bærer billeder af deres savnede, i håb om at nogle skulle have set dem.
Mange af dem stimler sammen om de lig, der er blevet anbragt i en lige line foran skolebygningen. Ligene ligger i hver sin hvide pose, og den sødlige, tunge stank af dødt menneskekød er så uudholdelig, at alle må holde et tørklæde for munden.
Ansigterne på de pårørende er forstenet i sorg og smerte, når de bukker sig ned, vifter de store spyfluer væk og lukker ligposerne op. Flere af ligene er begyndt at svulme op i varmen, og nogle af dem mangler arme og ben.
For nogle er synet så grusomt, at de begynder at græde højlydt. Andre går blot tavse videre for at lukke den næste ligpose op.
Stadig mange savnede
Selv om det næsten er to uger siden, at bygningen kollapsede, er der stadig flere hundrede, som formodes at ligge i ruinerne. På katastrofestedet leder redningsarbejdere fortsat efter omkomne. Store kraner forsøger at bore sig ned gennem murbrokkerne. Hver gang redningsarbejderne finder et lig, bliver kranerne stoppet. Med spader og skovle graver redningsfolkene forsigtigt ligene fri, hvorefter de bliver transporteret over på skolen fem minutters kørsel derfra.
På skolen er stemningen næsten resigneret. Normalt er Dhaka en kaotisk by med mennesker, biler og larm alle steder. Men ikke på skolen. Her bliver der ikke talt meget.
Stilheden bliver indimellem brudt af en mand, som i en megafon siger, at et nyt lig er på vej. Ellers er den eneste gennemtrængende lyd, når imamen fra en nærliggende moske kalder til bøn.
LÆS OGSÅ Politiken.dk i Bangladesh: Her ligger sårede overalt
Stemningen bliver kun hektisk, når lastbilen med det annoncerede lig kommer. Så løber alle hen for at se, hvem der bliver båret ud. Indimellem opstår der tumult, når flere familier mener, at et mere eller mindre uigenkendeligt lig må være en af deres slægtninge.
Lige siden katastrofen skete forrige onsdag, har Habibur Rahman på 45 år sovet på skolen sammen med sin 11-årige søn. Han har ikke set sin kone, siden hun på sin skæbnemorgen gik på arbejde i en af tøjfabrikkerne inde i bygningen. Han ved godt, at hun må være en af de omkomne. Men han ønsker, at hans kone skal have en begravelse, og derfor giver han ikke op, før hendes lig er blevet fundet og identificeret.
»Myndighederne har taget en dna-prøve af min søn, som de vil matche med de lig, de finder«, siger han og tager sin søn om skulderen.
Ud over sin søn har Habibur Rahman også to små døtre med sin kone. Midt i sorgen må han tænke på, hvordan han nu alene skal forsørge sin familie. Den løn, han tjener som rickshawchauffør, rækker ikke til at skaffe nok føde på bordet.
»Jeg har allerede måttet låne nogle penge af min familie«, siger han.
Ligesom alle de andre pårørende på skolen holder han også et billede i sine hænder af sin kone. Men ingen omkring ham ser på det. De har travlt nok med at lede efter deres egne savnede.
fortsæt med at læse
