Oversvømmelser: Ministerpræsident erklærer store dele af Tjekkiet i undtagelsestilstand

Lyt til artiklen

Tjekkiets ministerpræsident, Petr Necas, har erklæret størstedelen af landet i undtagelsestilstand, da floder er gået over deres bredder i en grad, så dele af Prags historiske centrum er truet, og lavtliggende områder er evakueret på grund af oversvømmelser.

»Regeringen har udsendt en undtagelsestilstand for landet, hvilket vil betyde et mere effektivt redningsarbejde«, siger Petr Necas.

Myndighederne i Prag har begrænset den offentlige trafik og planlagt at lukke metroen i byens centrum, hvor vandet fra Moldau-floden har oversvømmet store områder.

LÆS OGSÅ Flere har mistet livet i oversvømmelser i Østrig og Tjekkiet

En togforbindelse mellem hovedstaden og den østlige del af landet er også afbrudt.

Premierministeren havde i første omgang afsat 300 millioner tjekkiske kroner (86 millioner kroner) til hjælpearbejdet, men han tilføjede senere, at regeringen vil afsætte yderligere 1,3 milliarder tjekkiske kroner (380 millioner kroner).

Regeringen vil samtidig sende 2.000 soldater i aktion til at støtte 300 andre, som allerede er i gang med at opsætte sandsække og barrierer.

Mindst to dræbt

Oversvømmelserne har ramt store dele af Centraleuropa: Det sydlige Tyskland, Tjekkiet, Østrig og Schweiz.

I 2002 blev 17 mennesker dræbt, og tvang tusinder væk fra deres hjem, da der var oversvømmelser i Tjekkiet.

Floden Moldau, der løber gennem Tjekkiet, har oversvømmet flere større og mindre byer. Mindst to er blevet dræbt som følge af oversvømmelserne i landet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her