Nato har ingen store forventninger til, at den afghanske regering kan bevare kontrollen med store dele af Helmandprovinsen, når de sidste vestlige soldater om et års tid er ved at trække sig helt tilbage.
»Formentlig vil den nordlige del falde ret hurtigt. Byer som Kajaki, Sangin og Musa Qala vil først opleve, hvordan regeringsstyrkerne trækker sig tilbage mod centrum. Så kommer Taleban helt ind til 500 meter fra distriktshovedkvarteret, og så er det kun et spørgsmål om tid«, siger professor Theo Farrell fra Kings College i London.
LÆS OGSÅ Danske soldater har forladt kampzonen i Afghanistan
Han har fulgt krigen i Afghanistan tæt og har arbejdet for både Nato og de britiske styrker i Helmand og det sydlige Afghanistan.
»Det er den udvikling, Nato selv forventer. De ved, at nord og syd vil falde, men det er ret afgørende, hvordan det kommer til at ske. Det vil være i Kabulregeringens og Vestens interesse, at det sker uden egentlige militære nederlag. Måske kan man overgive magten gennem en eller anden form for forhandlingsløsning, så regeringen ikke taber i åben krig«.
»Det er bedre at opgive områder uden kamp end decideret at tabe. Det gælder især disse områder, hvor regeringen ikke har opbakning hos befolkningen«, siger Theo Farrell.
LÆS MERE
Politikere overhørte advarsler om HelmandmissionDerimod er han overbevidst om, at Taleban slet ikke har militær styrke eller den nødvendige økonomi til at kunne true regeringen i de afgørende centrale områder i provinsen mellem Lashkar Gah og Gereshk. Farrell vurderer, at de seneste års konsolidering har gjort det svært for oprørsgrupperne.
»De er der stadigvæk, men det er ude i periferien, ude i ørkenen, hvorfra de uden held vil forsøge at trænge ind imod de befolkede områder ved den centrale del af Helmandfloden«.
Fra fængslet til magtopgøret
Heller ikke det gamle danske ansvarsområde ved Gereshk vil være i farezonen, men her ligesom i resten af Helmand og formentlig hele Afghanistan vil meget afhænge af, hvordan de gamle krigsherrer, opiumsforbrydere og klanledere vil forsøge at udnytte situationen efter Nato’s tilbagetrækning.
I Gereshk har der været relativ ro og fremgang i de seneste år, mens billedet er helt anderledes blot 10 kilometer nord for byen. Inde i Gereshk har det skabt ro, at en af de stærke mænd gennem de sidste mange år, Malem Mir Wali, er vendt tilbage i en uformel lederrolle.
Han er nært knyttet til den islamistiske Hizb i Islami-bevægelse, der for en dels vedkommende også er allieret med Taleban. I dag udøver Malem Mir Wali primært sin magt gennem sønnen Hekmathullah, der er politichef i byen.
FOTO
Men spørgsmålet er, hvor længe denne og andre uhellige alliancer i Afghanistan vil holde. I Gereshk er det ifølge Politikens oplysninger lykkedes to af de gamle magtmænd og opiumsbaroner at komme ud af fængsel og tilbage i magtopgøret.
Den tidligere vicepolitichef Abdul Raziq var i årevis en af danskernes bedste samarbejdspartnere, indtil han blev anholdt af den afghanske hær for besiddelse af opium. Rigmanden Haj Khan Muhammed havde danskerne holdt hånden over trods viden om hans narkoindtægter, men på et tidspunkt valgte amerikanerne at arrestere ham uden dansk viden.
Nu er de to tilbage i Gereshk; de har ifølge efterretningskilder allieret sig med hver sin side i byen, og ingen ved, hvad der kommer ud af den nye situation. Men hverken den danske styrke ved byen eller Theo Farrell kan umiddelbart se en trussel fra Taleban mod byen.
Styrket Taleban med ambitioner
Selv om Taleban ikke er slået og vil kunne generobre store dele af provinsen enten gennem aftaler eller åben krig, er bevægelsen alvorligt svækket af de sidste års Nato-offensiv og klapjagt på lederskabet.
Theo Farrell har sammen med en anden internationalt anerkendt Afghanistanekspert, den italienskfødte Talebanekspert Antonio Giustozzi, undersøgt, hvordan Taleban i Helmand har håndteret krigen med danskerne og de øvrige Nato-soldater.
REPORTAGE
De har gennem mellemmænd udført et videnskabeligt studie med interview af 53 Talebanledere fra Helmand, 58 magtfulde lokale landsbyældste og 49 Talebanledere fra andre dele af landet, herunder ledelsen i Quetta og Peshawar på den pakistanske side af grænsen.
Hovedkonklusionen er, at Taleban ikke har opgivet ambitionerne i Helmand. Bevægelsen har især i den nordlige og sydlige del af provinsen et meget stærkt lokalt og socialt fodfæste, der gør det muligt at rekruttere og uddanne nye soldater.
Og på en række områder har Nato’s offensiv gennemtvunget en øget centralisering og professionalisering af oprørerne. Dårligere lokal økonomi og et stort mandefald blandt ledelsen har simpelthen styrket Talebans øverste råd i Quettas indflydelse.
Ifølge studiet ’The Taliban at War: Inside Helmand Insurgency 2004-2012’, der er offentliggjort i tidsskriftet International Affairs, er det lykkedes topledelsen i Quetta at bruge udviklingen til effektivt at gennemføre den nye strategi fra 2008-09 med brug af vejsidebomber og selvmordsbombere.
Takket være en større centralisering har det været muligt at træne store dele af Taleban i Helmand, mens grupper, der af en eller anden grund ikke ville makke ret, blev udsultet økonomisk og i forhold til forsyninger med våben og avanceret træning.
»Taleban har vist en overraskende stor tilpasningsevne. Det er ironisk, at Nato’s formål med målrettet at eliminere ledelsen i Helmand var at splitte bevægelsen, men der er sket lige det modsatte – en øget centralisering af den økonomiske og militære kommandovej, træningen med mere«, siger Theo Farrell.
Risiko for totalt sammenbrud
Alligevel er det hans vurdering, at Taleban ikke kan genvinde sin position.
»I dag har bevægelsen to store bekymringer. Dels hvordan det vil gå med rekrutteringen, når Nato er væk og Taleban ikke kan spille på en krig mod fremmede vantro. Det andet er risikoen for et totalt sammenbrud og en ny borgerkrig som i 1990’erne«.
»Jeg har talt med topfolk i Taleban, og de er ikke interesserede i en stor borgerkrig. De er sikre på, at de vil kunne vinde i syd og øst, men de kan ikke som sidst få kontrol over næsten hele landet«, siger Theo Farrell.
Borgerkrigen var katastrofal
Han ser det største problem i, hvordan de gamle krigsherrer og magtspillere vil reagere, efter at Nato er væk. Det gælder både slutspillet lokalt i Gereshk, regionalt i Helmand og på landsplan.
»Det bliver ikke kun et spørgsmål om magtbalancen mellem regeringen og Taleban, men også mellem de forskellige krigsherrer og regeringen«.
»Mange af krigsherrerne er nu med regeringen i en eller anden form både lokalt og på landsplan. Og alle har lært, at borgerkrigen var katastrofal, uanset om man var ved magten eller udøvede magt gennem regeringen. De kan miste det hele, hvis der bliver borgerkrig igen«, siger Theo Farrell.
fortsæt med at læse
