Martin Luther King Jr. var den sidste af en lang række talere under den stort anlagte borgerrettighedsmarch mod Washington onsdag 28. august i 1963.
Før ham havde Bob Dylan og Joan Baez spillet guitar, mens hollywoodstjerner som Charlton Heston, Marlon Brando, Paul Newman og den sorte operasangerinde Marian Anderson kiggede på.
Det var ud på dagen, og den kvarte million amerikanere var ved at blive trætte. De var alle mødt op foran Lincoln Memorial for at vise deres utilfredshed med sorte og hvide amerikaneres ulige muligheder.
SE FOTO FRA DAGEN Historisk dag i billeder
I am happy to join with you today in what will go down in history
as the greatest demonstration for freedom in the history of our nation.
Sådan begyndte Martin Luther King sin nedskrevne tale. I dag - 50 år efter på dagen - har den vist sig ikke alene at blive det mest kendte fra marchen mod Washington, men også en af de mest kanoniserede taler i den nyere tid.
Ifølge New York Times' reportage, der blev bragt dagen efter, blev King løftet op på talerstolen af et brøl fra de fremmødte.
Han taler taler animeret og med høj knirkende stemme i skyggen fra Abraham Lincoln, slavernes befrier.
Trækker tråde tilbage til borgerkrigen
Men for at forstå, hvorfor han blev modtaget, som han gjorde, hvorfor 'I Have a Dream' betyder så meget for amerikansk selvforståelse, som den gør, skal vi tilbage til perioden efter den amerikanske borgerkrig.
Til 1865, da de amerikanske slaver blev frie mænd og kvinder og officielt ligeværdige med deres tidligere slaveejere.
»Der kommer en tilføjelse til forfatningen, der på papiret giver sorte borgere, nu tidligere slaver, fulde rettigheder. Men i løbet af en årrække begynder den hvide magtstruktur at genetablere sig i det sydlige USA, og der kommer raceadskillelse, og de sorte blive frataget stemmeretten«, siger centerleder ved Center for Amerikanske studier på Syddansk Universitet, lektor Niels Bjerre-Poulsen.
I 1896 falder der dom i retssagen Plessy mod Ferguson, og her går det tilbage for ligeretten.
Den amerikanske højesteret afgør, at man godt kan være lige, men adskilt. Det er altså i orden at have separate skoler for sorte og hvide, hvis bare skolerne er lige gode. Man må have separate ventesale og separate pladser i busserne. Man må i det hele taget institutionalisere raceadskillelsen.
Det giver den gryende borgerretsbevægelse en hammer i synet, og raceadskillelsen bliver en fast del af den amerikanske hverdag.
Også sorte er helte i Anden Verdenskrig
»Så kan vi springe til Anden Verdenskrig. Her kæmper USA mod en racistisk ideologi i nazismen, og mange amerikanske sorte gør tjeneste i militæret. Det gør, at der i årene efter krigen sker en forandring med folkestemningen«, siger Bjerre Poulsen.
Det samme gælder under den kolde krig.
Her kan Sovjetunionen beskylde USA for hykleri, når de vil eksportere deres idé om frihed til hele verden. Bag stars and stripes og de grønne forhaver gemte sig den selvmodsigelse, at den frihed, USA ville dele ud af, slet ikke fandtes. Ikke i USA, og slet ikke i de amerikanske sydstater.
Det giver borgerretsbevægelen et skub fremad, og med en højesteretsdom i 1954, der omstøder Plessy mod Ferguson, går tingene lighedens vej.
Guvernører ville ikke rette ind
I princippet. En lang række guvernører i Syden har bare ikke tænkt sig at følge retningslinjerne i dommen.
De vil Ikke sløjfe hvide og sorte pladser i bussen. Ikke lægge hvide og sorte skoler sammen. Faktisk vil de ikke ændre noget som helst. Og det er her, King kommer ind i billedet. Han er repræsentant for den fredelige del af den amerikanske borgerretsbevægelse.
Bevægelsen gør et stort nummer ud af at være velklædte, høflige og frem for alt fredelige. Der er ingen, der skal kunne komme at påstå, at borgerretsbevægelsen er nogle brutale bøller.
Alligevel kommer det til sammenstød mellem politi og demonstranter. Men fordi de sorte holder sig på værdighedens side, fremstår de sorte som de civiliserede, mens de hvide betjente, der tæver dem, kommer til at fremstå brutale og dyriske.
På gaden i USA's mest racistiske by
I foråret 1963 går King og hans borgerrettighedsaktivister på gaden i Birmingham i Alabama, som er kendt som USA's mest racistiske by.
I flere måneder laver de aktioner for at ophæve racediskriminationen, men løber til sidst lidt tør for demonstranter. Indtil de får den idé at lade de lokale børn demonstrere. Børnene bliver anholdt og kørt væk i de busser, de normalt bliver kørt i skole i. Det giver gode billeder. Rigtig gode billeder. Og de spreder sig til hele USA.
»Det var guf for bevægelsen«, forklarer lektor, ph.d. Jørn Brøndal fra Syddansk Universitet, der netop er ved at skrive en bog om den amerikanske borgerretsbevægelse.
Nu kom de endelig på alle amerikaneres læber. De er blevet et sår i den amerikanske samvittighed.
Tilbage til Washington
Det er af disse historiske årsager, Martin Luther King nu står på scenen i Washington for at henlede landets opmærksomhed på undertrykkelsen.
Martin Luther King, der står rank i sort habit og med smalt overskæg, sætter fingeren på amerikanernes dilemma.
Dilemmaet er det faktum, at alle ifølge grundloven er skabt lige og frie, men at en stor del af befolkningen ikke er det.
Han siger, at de sorte er kommet til Washington med en check, de gerne vil indkassere, men som indtil nu har været dækningsløs. King nægter dog at tro, at der ikke er dækning for vekslen i den amerikanske befolkning.
'I Have a Dream' var improviseret
Talen var skrevet aftenen i forvejen, og den første del bærer præg af at være tung, tænkt og refererende. I 12 minutter taler King, mens han skeler ned i sine papirer.
Men efter de 12 minutter fjerner King øjnene fra papiret og begynder at improvisere.
I say to you today, my friends, that in spite of the difficulties and frustrations of the moment,
I still have a dream. It is a dream deeply rooted in the American dream.
I have a dream that one day this nation will rise up
and live out the true meaning of its creed:
"We hold these truths to be self-evident: that all men are created equal.
King gentager sætningen 'I have a dream' otte gange. Nu ikke mekanisk, men messende.
Taler til alle amerikanere
»King taler ikke kun til de sorte amerikanere, men til alle amerikaneres samvittighed. Han peger på uafhængighedserklæringen som noget helt centralt i amerikansk selvbevidsthed og på det spændingsforhold, der er mellem idealerne på den ene side og racesituationen på den anden«, siger Brøndal.
Præsident Kennedy følger med på tv fra Det Hvide Hus, et stenkast fra de mange demonstranter, og har én kommentar til præsten fra Atlanta.
»He’s good! He’s damn good!«.
Det samme mente de 250.000 fremmødte, der hyldede borgerretsforekæmperen.
Dagen efter var det ikke den tunge, indstuderede første del af talen, der stod nævnt i New York Times. Der stod 'I Have a Dream'. De beskriver, hvordan tilhørerne løftede sig i brøl, hver gang han nævnte drømmen.
I have a dream...
En mur af lyd.
...that one day on the red hills of Georgia, the sons of former slaves and the sons of former slave-owners will be able to sit together at the table of brotherhood.
Sådan fortsatte talen. Efter demonstrationen mødtes King med Kennedy, som var positiv over for demonstranternes sag. To måneder senere blev John F. Kennedy dræbt af et skud i hovedet på sin vej gennem Dallas, Texas, i åben bil.
DOKUMENTATION (eksternt link)
Hans vicepræsident, Lyndon B. Johnson, overtog posten og brugte dygtigt mordet på sin forgænger til at presse kongressen til at ophæve raceadskillen, hvilket skete mindre end et år senere.
Talens sidste sætninger, så ud til at blive virkelighed.
Free at last! Free at last!
Thank God Almighty, we are free at last!
King nærmest råbte ordene ud fra talerstolen med højre hånd hævet over hovedet, mens massernes brøl igen skyllede imod ham.
Men den endelige frihed havde den sorte amerikaner ikke fået.
King kæmpede videre mod den diskrimination og racisme, der stadig gennemsyrede det amerikanske samfund. Imod forskelsbehandling i adgangen til arbejdspladser, økonomi og boforhold.
Men kampen mod vaneracismen viste sig sværere end kampen mod den lovmæssige uretfærdighed. King nåede aldrig at opfylde sin drøm. I 1968 blev han dræbt af skud i Memphis, Tennessee.
Den ikke lovmæssige racediskrimination kæmper den amerikanske borgerretsbevægelse imod endnu.
fortsæt med at læse
