Når en minibus fyldt med nye flygtninge ankommer til lejren Zaatari i Jordan, direkte fra grænsen til Syrien, bliver passagererne ikke lukket ud lige med det samme.
I stedet stiger en mand om bord, lukker døren efter sig og deler identifikationskort ud til alle, mens små piger med mørke krøller sidder og kigger ud.
Ud på teltene, på de små drenge, der sælger cigaretter og vakuumpakkede kager, på støvet og på lastbilerne, der kører langsomt og dyttende rundt imellem de mange mennesker.
Først herefter må bussens passagerer træde ud i den lejr, som er endestationen for deres flugt fra krigen i Syrien. Et fladt stykke ørkenland på syv kvadratkilometer, hvor alt enten er sandfarvet som jorden og de telte, der oprindelig var hvide, eller lyseblåt som himlen eller FN-logoet for UNHCR.
Lettelsen vendes til frustrationer
For 31-årige Muneef, der i sin gule Adidasjakke ligner en ung fyr fra et hvilket som helst sted i verden, er det en lettelse at være ankommet i Zaatari. Det vigtigste er, at hans hustru og to børn nu er væk fra krigen, siger han. Hans treårige søn, Rashid, ligger og sover tungt ved siden af ham efter en lang nat, ved grænsen sammen med tusinder af andre syrere, før de kunne komme videre med bus til Zaatari.
Da de endelig ankom til lejren, købte Muneef en pose chips til sin datter, som hun »spiste i en mundfuld«, siger han. Nu venter de på at få anvist et af de tusinder af telte, som breder sig ud over vidderne.
Selv om flere i ankomstområdet deler Muneefs lettelse over at være sluppet væk fra krigen, skal man ikke gå mange meter ind i lejren, før lettelsen bliver erstattet af frustrationer. Lejren vokser eksplosivt hver dag, og det seneste estimat af indbyggertallet ligger på 86.500, oplyser JHCO, den jordanske ( UNHCR) har ansvaret for lejren. I løbet af den kommende uge vil der være 100.000 mennesker i lejren, forudsiger JHCO.
Som et fængsel
Selv om Zaatari er lige så stor som en mellemstor dansk by, kan man ikke bevæge sig frit ind og ud.
Politi og militær bevogter indgangene og fører nøje regnskab med, at dem, de har lukket ind, også forsvinder igen. Indbyggerne må ikke forlade lejren, medmindre der betales kaution for dem. Og eftersom langt de fleste er flygtet uden andet end det tøj, de har på, er det for de fleste ikke en reel mulighed.
I stedet må familie og slægtninge, som er flygtet til eller bor i Amman, tage ud til lejren på besøg.
I kø til nødhjælp: Syrere føler lettelse og skamOm fredagen, som er muslimsk helligdag, er asfaltvejen ned mod Zaataris hovedindgang derfor tæt pakket med mennesker på den sidste strækning til lejren. De skiller sig ud ved at være rene og nystrøgede i tøjet, og så har de hænderne fulde af plastikposer eller sportstasker med brød, grøntsager eller tæpper. Alt bliver tjekket af politiet, inden det må bringes ind i lejren, og alle besøgende skrives ned, så man kan være sikker på, at de forlader lejren igen.
Dette er dog ikke noget, politiet selv vil tale om.
Overhovedet.
Bevæbnet politi holder nysgerrige indbyggere i lejren på behørig afstand af hegnet, hvor de besøgende en efter en lukkes ind. Nogle gæster får nej, og de maser i stedet sig selv og hinanden op ad jerngitteret for at komme tæt nok på til at kunne tale med deres slægtninge gennem hegnet.
Første livstegn fra søsteren
Abeer på 37 år bevæger sig rundt på indersiden af hegnet til Zaatari-lejren. Hun er gæst. Det er nemt at se. Hun har en maske for munden for at undgå støvet, og der er firkantede hæle på hendes sko. I halvanden måned har Abeer, der er gift med en jordaner og bor i Jordan, ikke fået livstegn fra sin syriske søster og hendes familie, der førhen boede i Damaskus, Syriens hovedstad. Nu er søsteren Kholoud dukket op i Jordan, i live.
Kholoud sidder og smiler træt på cementgulvet i ankomstområdet sammen med sin mand, sine to døtre og hele søsterens familie. Her, på et par grå tæpper, har den lille familie ventet i fire dage på enten at få et telt, de kan bo i, eller på at slippe ud af Zaatari.
Abeer har forsøgt at betale kaution, men det er en bureaukratisk proces, som ifølge rygterne i lejren kun kan lade sig gøre, hvis man har forbindelser og betaler penge under bordet.
»Det er svært, når man ikke kender nogen.De sagde, at jeg skulle komme tilbage næste uge. Men det haster, for min søster har en kronisk hjertesygdom«, fortæller Abeer.
Faktisk var Kholoud indlagt på hospitalet i Damaskus, da luftangrebene blev så voldsomme, at de var nødt til at flygte. På spørgsmålet om, hvordan hun kunne flygte, når hun var så syg, bryder hendes svoger ind: »Frygt kan få dig til at gøre alt«.
Abdallah og hans familie så deres bombede hjem i Syrien på tvPå hospitalet stiller man ingen spørgsmål
Selv om Zaatari-lejren kun har eksisteret i et halvt år, har mange indbyggere bygget små boder eller forretninger langs den støvede vej fra hovedindgangen og ind i lejren. Der lugter af benzinos og frisklavet falafel, og i et lille telt kan man endda blive klippet og barberet siddende på en havestol, der er så faldefærdig, at et par træbrædder erstatter det revnede stof.
»Vi syrere er altid rene og ser pæne ud. Vi er civiliserede mennesker«, forklarer frisøren Rafat, der har 15-20 kunder om dagen. Selv flygtede han for at undgå at blive indrulleret i den syriske hær, siger han, mens han sikkert fører barberbladet over huden på en kunde.
Hovedgaden er også hjem for hospitalerne.
Et af dem er det franske hospital betalt af den franske stat, hvor de hver nat opererer sårede, der kommer fra den anden side af grænsen med skudsår, granatsplinter eller skader fra bygninger, der er blevet bombet og faldet sammen over dem. Her opererer lægerne altid uden at stille spørgsmål, forklarer deres presseof-ficer, Renaud, mens han viser rundt i felthospitalet, hvor man bag et forhæng kan spotte de blå kitler i gang ved operationsbordet. Her handler det ikke om politik, men om at redde liv.
»Jeg hedder Flygtning«
På det marokkanske felthospital, der også ligger på hovedgaden, venter flere forældre med deres syge børn. Et ungt par har en syg datter, som stadig har feber efter det voldsomme uvejr, der i sidste uge skabte snestorm og senere oversvømmelser i lejren.
Manden med de markante træk og den korte sorte jakke er ligesom mange andre flygtninge bange for at skulle optræde i medierne, og han vil ikke oplyse sit navn.
»Jeg hedder Flygtning«, siger han blot og slår hånden på hjertet.
Han fortæller dog gerne om det helvede, hans lille familie flygtede fra.
»Vores landsby er meget lille. Meget, meget lille. Og der faldt 17 bomber på en dag. De faldt som regn«, siger han.
»Vi løb i det tøj, vi har på. Vi havde ingen plan«. Nu er de i Zaatari, hvor man lever uden værdighed, siger han.
»Når du har et hjem, så har du respekt. Hvis dit hjem forsvinder, så forsvinder respekten også«. Hans hustru ved siden af følger med og byder ind med sine egne kommentarer.
Hendes hånd hviler tungt på maven, der tydeligt viser, at familien snart går fra tre til fire.
»Selvfølgelig er vi ikke glade«, siger hun om den kommende baby. »Hvordan kan vi være det i den her situation?«.
Vinteren har været hård
Overalt, hvor man går i Zaatari, er der folk, der hiver fat i dig og vil fortælle, hvad de mangler. De har for lidt brød, de fryser, de får ikke bleer nok til deres børn. Mange taler også om at blive »behandlet dårligt«. Rigtig mange.
På hovedvejen går en mand med sin lille datter på skulderen, mens han råber mod himlen: »Jeg fordømmer hele verden. Skam over menneskeheden«. Hans slags er der mange af.
Utilfredsheden vokser. Det samme gør sikkerhedsforanstaltningerne. Et madlager som det, der tilhører World Food Programme, er beskyttet af et højt gitter med pigtråd på toppen. Langs kanten af lejren holder militærpoliti i køretøjer klar til at rykke ind, hvis frustrationerne skulle koge over. Det er sket før.
For et par uger siden blev syv nødhjælpsarbejdere såret, da en stor gruppe mennesker gik til angreb med kæppe og sten, og politiet måtte rykke ind for at bremse det. Det skete efter den første snestorm.
Siden er der kommet mere vintervejr til, og vejrudsigterne tyder på, at det ikke er ovre. Sådan er det at bo i ørkenen.
Ekstrem hede om sommeren og isnende nætter og snestorme om vinteren.
Det seneste uvejr oversvømmede store dele af lejren og gjorde det umuligt at holde sig varm og tør.
»Børnene løb rundt i det iskolde vand i bare tæer. Jeg kunne ikke holde det ud. Og jeg har set meget«, siger konsulent ved Dansk Flygtningehjælp i Amman Nour Abdulhadi og viser billeder på sin telefon af lejren, der ligner en sø med hvide telte stikkende op som skibe.
Hellere krig end Zaatari
Siden da har mange familier gravet render omkring deres telte for at lede vandet væk eller opsat aluminiumsplader mod vinden. Men dette er blot små, hjemmestrikkede lappeløsninger på noget, der i forvejen er en lappeløsning på problemet med flygtningestrømmen mod Jordan.
LÆS OGSÅ Amina blev født som syrisk flygtning midt i en snestorm
Som den lokale chef for Dansk Flygtningehjælp i Amman, Hugh Fenton, kalder teltlejre af den størrelse: »Det er et nødvendigt onde«. Spørgsmålet er også, om lejren overhovedet kan holde til flere mennesker. I løbet af den seneste uge er der kommet over 20.000 syrere over grænsen til Jordan, og på én nat ankom der over 5.000 nye til lejren. Udvidelser af lejren er på vej, men Zaatari har mange andre problemer end pladsmangel.
Og nogle har allerede fået nok.
En bus kører i tomgang og dytter hidsigt mod et par hundrede råbende mennesker foran den. Folk hamrer med flade hænder på ruderne, mens en politimand fra trappen ind i vognen råber »Rolig nu« ud over mængden.
Bussens destination er Syrien og den krig, lejrens titusinder af indbyggere oprindelig er flygtet fra.
»Vi vil ikke blive her. Vi vil ud«, råber de masende mænd langs bussen. Flokken bevæger sig i pludselige ryk mod højre eller venstre, når nogle af mændene kommer op at slås. En grædende lille pige rækkes fra et sæt hænder til et andet hen over hovederne på de mange ventende, op mod bussens indgang, hvor det er uklart, hvem der skal tage imod hende. En mand hjælpes ved bussens bagende op til et af de små vinduer højt oppe, som han åler sig igennem for at komme med.
18-årige Amjed står lidt væk fra folkemængden med en pakket taske og sin lillebror på to år i hånden. Han har opgivet at komme med denne gang, men den unge fyr i kasket og hættetrøje er ikke i tvivl om, at han hellere vil leve med krigen end i Zaatari.
»Kulden og de forhold, vi lever under, betyder, at jeg bare gerne vil herfra«, siger han og fortæller, at han tidligere har kæmpet to år i den syriske oprørshær FSA.
Hans mor står der også. Hun kan ikke selv tage af sted, men hun støtter hans beslutning.
»Det er bedre end at blive her«, siger hun.
