Kampe fortsætter på Tahrirpladsen trods militærets indrømmelser

VOLDELIGT. Demonstrationerne i Kairo har indtil videre kostet mindst 30 livet og såret over 100.
VOLDELIGT. Demonstrationerne i Kairo har indtil videre kostet mindst 30 livet og såret over 100.
Lyt til artiklen

Løfter om at fremrykke præsidentvalget var ikke nok til at dulme protesterne mod det midlertidige militære styre i Egypten.

Feltmarskal Mohamed Hussein Tantawi var i går ellers på nationalt tv for at bekende, at militæret er parat til at vende tilbage til rollen som beskytter af Egypten, hvis nationen stemmer for det via en folkeafstemning.

Men demonstranterne på Tahrirpladsen i hovedstaden Kairo, der tilbage i januar var centrum for det oprør, som endte med at vælte præsident Hosni Mubarak, vil have Tantawi til at gå af med det samme.

LÆS OGSÅ Egyptens militærjunta er klar til at gå af

Derfor fortsatte de blodige sammenstød mellem dem og politiet i løbet af natten, skriver britiske BBC.

Mindst 30 døde
Tv-billeder har vist billeder af ambulancer, som har kørt til og fra Tahrirpladsen med sårede personer.

Ifølge det egyptiske Sundhedsministerium er mindst 30 døde og over 100 blevet såret, siden protesterne brød ud i lørdags.

Egyptisk aktivist: »Folk vil ikke stå ved, at de er bange, men det er de«

Politiet har i kampen mod demonstranter, som har kastet med sten, brugt tåregas, gummikugler og hagl.

Nogle demonstranter har sågar hævdet, at der også er blevet skudt med skarpt.

Langsommelig demokratiproces
Egypterne skal til parlamentsvalg 28. november. Den dato bliver ikke rykket, slog Tantawi fast i går.

Når folk i titusindvis alligevel går på gaden skyldes det flere ting.

For det første er valget sat til at tage tre måneder. For det andet skal det kun ses som starten på overgangen til demokrati.

Amnesty: Militærstyret slår det egyptiske håb ned

Hvornår Egypten kan få en folkevalgt præsident, er endnu usikkert. Indtil Tantawis tale i går lød meldingen fra militæret, at det formentlig først blev i slutningen af 2012 eller starten af 2013.

Derudover forsøger militæret i forbindelse med udformningen af en ny forfatning at få skrevet ind, at det ikke skal underlægges politisk magt.

»Vi smutter ikke«

Derfor var indrømmelserne fra militæret i går ikke nok for demonstranterne.

»Vi smutter ikke. Det kan han (Tantawi, red.) gøre«, råbte de kort efter, at Tantawi havde været på skærmen.

»Vi kan ikke være tilfredse med den tale«, uddybede en demonstrant ved navn Tamer Lokman over for BBC.

»Den mindede os om dem, som vores tidligere præcident, Hosni Mubarak, holdt, da han undlod at efterleve vores krav«.

FACEBOOK

Rasmus Dam Nielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her