Når Europaparlamentets afgående formand i aften byder to nye medlemslande velkommen, må han samtidig annoncere en langt mere kontroversiel nyskabelse blandt EU’s folkevalgte: I dag får parlamentet i Strasbourg får første gang en politisk gruppe, som samler en række af de mest omstridte politikere og partier på Europas yderste højrefløj. Frankrigs højre-nationalistiske leder, Jean-Marie le Pen, og hans datter Marine le Pen vil sammen med for eksempel den italienske diktator Mussolinis barnebarn danne en ny gruppe ved navn ’Identitet, Tradition og Suverænitet’ (ITS).
Flere nationalister
Ud over franske Front National og de italienske ny-fascister vil ITS blive hjemsted for Belgiens flamske separatistparti Vlaams Belang (tidligere Vlaams Blok), Østrigs Frihedsparti, det rumænske nationalistparti, Bulgariens omstridte Ataka og en enkelt udbryder fra de britiske EU-modstandere UK Independence Party.
Disse partier har længe haft repræsentanter i Europaparlamentet, men deres indflydelse og taletid har altid været kraftigt begrænset af, at de alle var løsgængere uden nogen samlet platform.
Den situation har imidlertid ændret sig med unionens seneste udvidelse.
Rumæniens og Bulgariens optagelse i EU 1. januar forøger antallet af parlamentarikere fra 732 til 785, og tilføjelsen af nationalister fra de to nye medlemslande gør det pludselig muligt at skaffe de 20 mandater, der er nødvendige for at danne en gruppe.
»Sammen kan vi bedre kæmpe mod udviklingen i retning af en europæisk superstat, og samtidig bekæmpe forsøg på at diabolisere vore politiske holdninger«, siger Bruno Gollnisch fra Front National, der som Le Pens højre hånd har fået formandsposten i den nye gruppe.
Afviser beskyldninger




























