Ankaras borgmester gennem 20 år, Melih Gökcek, brød forleden i gråd for rullende kameraer ved tanken om, at vælgerne til dagens valg måske foretrækker en socialdemokrat fra CHP-partiet til overborgmester i den tyrkiske hovedstad.
»Fint, lad være med at stemme på mig, men hvordan kan man stemme på CHP? Det er ubegribeligt«, sagde han på direkte tv med dirrende overlæbe og våde øjne.
For mange andre i Tyrkiet – og ikke mindst iagttagere uden for Tyrkiet – er det omvendte spørgsmål et større mysterium: Hvordan kan man stemme på AKP?
Regeringspartiet, der efter 11 år ved magten netop har lukket for adgangen til YouTube og Twitter, og som har flyttet tusindvis af politifolk og anklagere, der var ved at efterforske alvorlige påstande om korruption. Siden sidste sommer har partiet bekæmpet fredelige demonstranter og krav om mere demokrati med historisk store mængder tåregas og vandkanoner. Godt opmuntret af regeringen har politiets voldsomhed kostet syv mennesker livet – herunder en dreng på 14 år.
LÆS OGSÅ Tyrkiet optrapper cyberkrig: Spærrer for Youtube
I Ankara lader foråret vente på sig, og selv om solen skinner, er der hundekoldt i bydelen Boztepe. En brændeovn i en stue af kolde betonvægge gør, hvad den kan, for at varme op, men fodkulden kan den ikke kæmpe imod. Det gør tilsyneladende ikke stuens ejer noget, for han taler sig varm helt ned i fødderne, når han skal beskrive, hvor lykkelig han er for regeringspartiet og alt det, det altid har gjort for ham og familien.
»De har støttet os med mad, benzin, kul og andre ting. Det har de gjort virkelig godt«, siger han og hæver stemmen. »Sandheden er, at før denne regering var der ingen, der hjalp os. Denne regering hjælper de fattige. Det er en stor forskel«.
De religiøse i centrum
Selv om tyrkerne generelt har fået mere de sidste 11 år, mener mange stadig, de har for lidt, og for dem betyder partiernes ideologiske udgangspunkt lidt eller intet. Det, der tæller, er, hvad forskel partiet gør for deres liv og muligheder, og om partiets leder er en, de har tillid til og gerne en, de kan genkende sig selv i.
»Jeg stemmer på Tayyip Erdogan, fordi han er religiøs«, siger mandens hustru, der er nødt til at tale højt for at trænge igennem sin mands råberi.
Hun minder om, at Tyrkiets religiøse var henvist til periferien af det tyrkiske samfund, indtil Erdogan kom til. I dag er de i centrum, og samtidig har Tyrkiet gjort enorme økonomiske fremskridt, som ingen kan være i tvivl om eller uenige i. Byer over hele landet har oplevet boligkvarterer skyde op som solsikker på bare marker, hvor de står tårnhøje og tætte. Til tider ganske langt fra de bycentre, de betjener med boliger, men trafik og transport er fremskridtets følgesvend også i Tyrkiet.
I bycentrene erstattes gamle og til tider historiske bygninger af indkøbscentre og luksusboliger. Det ligner dumping af sociale problemer uden for bygrænsen, men mange tyrkere og deres folkevalgte ser det netop som fremskridt og modernisme. I Istanbul trumfer regeringen de mange bolig- og centerbyggerier med gigantprojekter som en tredje motorvejsbro over strædet Bosporus, en tredje lufthavn og planer om en menneskeskabt kanal parallelt med Bosporus.
Hvis vælgerne i Ankara genvælger Melih Gökcek, har han ud over en forlystelsespark med dinosauruskopier og en svævebane som supplement til den offentlige transport også lovet millionbyen en 11 kilometer lang kanal a la Bosporus på den anatolske højslette.
Den siddende borgmester har allerede givet byen fem byporte i osmannisk stil. De skulle have været en del af større komplekser med basarer, der kunne tiltrække handlende og turister, men kun byportene uden praktisk funktion er opført til 75 millioner kroner. Den slags borgmesterlig extravaganza i en by med enorme trafikale problemer og høje forsyningsafgifter ligner en lækkerbisken for en opposition i valgkamp – ikke mindst i kombination med de højaktuelle anklager om korruption for milliarder. Men helt sådan ser en kandidat for det socialdemokratiske CHP ikke på det.
»Det er de største korruptionsanklager i Tyrkiets historie og et virkelig stort emne, men det er ikke noget, vi kan bruge til at vinde valget«, siger Ercan Simsek, der er borgmesterkandidat i Gölbasi-bydelen.
Hans kontor vender ud mod den hovedvej, der blæser tunge lastbiler gennem bydelen fra Ankara i retning mod Konya længere mod syd. Den vil han hellere tale med vælgerne om end korruptionsanklagerne mod de politiske rivaler. Måske fordi korruption altid har eksisteret i Tyrkiet, og fordi hans eget partis historie er sværtet af politikeres misbrug og bedrag.
»Vejen er valgets største spørgsmål. Den er svær at krydse, så vi vil bygge en tunnel under og en gangbro over den, og så vil vi lave et torv i byen og et amfiteater«, siger Ercan Simsek.
Borgmesterkandidaten kan godt hidse sig op over Melih Gökceks byporte. Ikke så meget over unødvendigheden og prisen. Derimod er han irriteret over placeringen mellem selve Ankara og Gölbasi. For i Tyrkiet ser man sig selv som del af den større sammenhæng, man identificerer sig med. Det kan være sin familie, sin by, sit land eller sit parti, og det er ikke rart at være udenfor eller at skille sig ud.
»Det betyder ikke så meget i praksis, men vi er del af storkommunen, og alligevel uden for byporten. Det er upassende«, siger borgmesterkandidaten, der frygter at gå glip af investeringer på den konto.
En anden, der heller ikke har lyst til at tale om korruptionsanklagerne, er regeringspartiets kandidat til bydelsborgmesterposten i Cankaya-bydelen, Baris Aydin. Han sidder på kanten af en stol på vej til et interview med en lokal tv-station. For ham er valgkampen op ad bakke, da Cankaya er de verdslige socialdemokraters højborg, og det hjælper ikke, at han ud over sin egen politik også skal forholde sig til korruption.
»Tyrkiet er et retssamfund, og alle er lige for loven, så vi har et system til at håndtere anklagerne. Jeg er hverken dommer eller anklager, og jeg har tillid til retssystemet«, siger han.
Der lyder derefter et lettelsens suk fra hans rådgivere, da det efterfølgende spørgsmål handler om noget andet end korruption.
Baris Aydin har først meldt sig ind i regeringspartiet for nylig, lige inden korruptionsanklagerne blev kendt 17. december sidste år. Men for ham rokker det ikke ved, at den succes, Tyrkiet har oplevet, er AKP’s fortjeneste, og det er hans egen succes også. Hans far var viceborgmester i bydelen for socialdemokraterne, men alligevel måtte han som barn hjælpe sin familie med at tjene penge ved at arbejde som skopudser.
Siden har han arbejdet sig op og er nu en velhavende forretningsmand, der har tjent penge på ejendomme og fået sit eget enorme kontor med bløde sofaer og nogen til at pudse skoene for sig.
»Vi er kommet langt også økonomisk. Både jeg og borgerne i det hele taget«, siger han.
Jeg følger ikke så meget med
Familien i Boztepe kom til Ankara for tre måneder siden fra Corum-provinsen fire timers kørsel øst for byen. Der har de stadig et lille landbrug, som de vil vende tilbage til, men for at spare lidt ekstra op til pensionen om et år har han taget et job som sikkerhedsvagt i hovedstaden. Med sig fra landet har de frisk yoghurt fra egen gård, men en meget ringe indsigt i den kamp, der siden sidste sommer har rystet det politiske system og skabt nyheder langt uden for Tyrkiets grænser.
Regeringen med ministerpræsident Recep Tayyip Erdogan i spidsen har beskrevet demonstrationsbølgen, der sidste sommer skyllede ud over hele landet fra Istanbuls Taksim-plads, som ’optøjer’ drevet af bøller betalt af udlandet. Med et formidabelt greb om det meste af pressen er det lykkedes ham at hamre den pointe ind hos mange af dem, der ikke selv var der. Det vil sige langt de fleste borgere i Tyrkiet.
»Tayyip straffede dem og satte dem på plads«, siger familiefaren om demonstrationerne, som handlede om mere demokrati og flere rettigheder i Tyrkiet – men det budskab trængte ikke igennem til Corum.
»Jeg har hørt om protesterne, men jeg ved ikke rigtig, hvad der skete. Jeg passer bare mit arbejde og går hjem derefter. Jeg følger ikke så meget med på fjernsyn, men får nyheder fra mine naboer. Selvfølgelig må vi tænke på rettigheder, men dem, der tager sig af os, dem stemmer vi på. Jeg har aldrig set nogen arbejde så hårdt som Tayyip Erdogan«.
En anden familie, der bor et par huse væk, er også kommet fra provinsen til storbyen i jagt på et bedre liv. Det er 12 år siden, og jagten har ikke ført det gode liv med sig, synes Kanber. Det hus, han deler med sin gamle mor og evnesvage søster, har rotter på loftet, fugt i væggene og forårskulden piblende gennem tynde vinduer.
Han siger, at det er de tre konkrete problemer, han har i tankerne, når han sætter sit kryds i dag, og som han gerne vil have den kommende borgmester til at løse. Han erkender dog også, at det nok ikke umiddelbart gør den store forskel i forhold til rotterne, om han krydser socialdemokratisk eller religiøst-konservativt.
»Jeg håber, men jeg er ikke sikker på, det vil hjælpe, hvem jeg stemmer på«, siger han og afslører, at krydset ender ved socialdemokraterne i CHP. »Dem har jeg altid stemt på. Ligesom min far og farfar«, siger Kanber.
Ud over at henvise til sin far og farfar kan han ikke forklare, hvorfor han stemmer på dem, eller hvad der gør dem specielt attraktive for ham. En mand, der lytter med på samtalen, er ved at gå ud af sit gode skind i frustration over, at Kanber har så ringe indsigt, at han ikke engang kan forklare sit eget standpunkt.
»AKP har gjort meget godt. De har bygget broer og veje. Men de er ikke som jeg«, siger Kanber og tilføjer: »Jeg følger nu heller ikke så meget med«.
fortsæt med at læse
