Opgangen er mørk og stinker af kattepis. Over for familiens Boykins nedslidte 3-værelses lejlighed ligger en tandlægeklinik.
Teksten på skiltet er russisk, men der er ingen tegn på, at tandlægerne her i Letlands næststørste by, Daugavpils, bliver forgyldt.
Boligblokken ser ud til at være fra dengang, Sovjetunionen i begyndelsen af 60’erne i en fart skulle skaffe boliger til borgerne – tre etager og født til forfald.
Måske er den nyere, det er svært at bedømme alderen på de nedslidte boligblokke her lidt uden for centrum. Istandsættelse eller nybyggeri er ikke noget, man bruger for alvor i byens forstæder – selv efter 23 års lettisk selvstændighed.
EU's svageste led
Daugavpils og området langs Letlands grænse mod Hviderusland og Rusland er ikke bare Letlands fattigste, det er et af de fattigste områder i hele Baltikum. Sprog, fattigdom og totalt dominerende russisk tv skaber frygten for, at det er her, Putins destabiliserende undergravning af Nato’s og EU’s svageste led begynder.
Måske er det her, de næste scener fra en borgerkrig med vrede og velbevæbnede oprørere skal udspilles?
Det siger forskerne, politikerne og militærstrategerne, og det er derfor, vi er her.
Byen havde engang over 100.000 indbyggere og var knudepunktet for jernbanetrafikken mellem Rusland, Polen og det centrale Europa. I dag bor her måske 80.000, de er næsten alle sammen russere, og egnen er den del af Letland, hvor der bor flest russisktalende, nogle siger 60 pct., andre 70 eller 80 pct.
Uanset hvor meget de lettiske myndigheder med pisk og gulerod forsøger at fastholde lettisk som eneste officielle sprog, kommer man længst på russisk i dette fjerne hjørne af Europa.
Drømmen om Riga
Inde i den trange treværelsers lejlighed sidder Misha Boykin. Han er 19 år, det lange brune hår hænger ned over ansigtet med de lidt sørgmodige øjne og den markante næse.
Mor er ikke hjemme, der er vist også noget med, at hun ikke er så glad for, at sønnen får udenlandske gæster uden en tilbundsgående oprydning i lejligheden. Far er her heller ikke eller lillesøsteren på 12.
Han er alene hjemme, har brygget te og stillet lidt frugt frem.
LÆS OGSÅ EU stiller nye krav til Rusland og gør klar til omfattende sanktioner
»Jeg har levet i den her lejlighed i 13 år«.
Misha Boykins engelsk er – som stort set alle unges i de baltiske lande – glimrende. De ved godt, at en del af billetten til fremtiden enten i de største byer eller ude i Europa er et godt sprog. Han vil være computeringeniør, derfor skal han til Riga, når sommeren er slut.
»Riga har de bedste muligheder, de bedste uddannelser, arbejdspladserne. Og jeg kan leje et værelse at bo i«.
Krim er lidt ligesom Skotland
Bare tanken om den 190 kilometer lange køretur gennem de øde skove til hovedstaden liver ham op. Misha Boykin er russer og føler sig som russer, men hele sit liv har han boet i dette hjørne af Letland – ligesom forældrene.
Spørgsmålet om, hvad han mener om Ruslands fremfærd i Ukraine, trækker hans humør væk fra et muntert studieliv i Riga.
»Det er en tragedie for alle, jeg har venner i Ukraine. Det burde ikke kunne ske, det er jo ikke Nordafrika, selv om ukrainere nu har meget temperament«.
Misha Boykin forstår ikke al balladen om Krim.
»Det er jo lidt ligesom Skotland, der stemmer om uafhængighed til efteråret. Det er demonstranterne på Maidanpladsen, der startede det hele. De brugte vold og gik over grænsen i stedet for at vente, til de kunne vælge en ny præsident«.
37 pct. sympatiserer med Putin
Den holdning er Misha Boykin ikke alene om hverken i Daugavpils, i Letland eller i de andre baltiske lande, mens billedet er mere uklart, når det handler om sympati for oprørerne i Østukraine.
Ifølge meningsmålinger er letterne næsten delt på midten i forhold til Ruslands annektering af Krim, 43 pct. er imod og anser den for at være ulovlig, mens 37 pct. godt kan forstå Putins manøvre og henviser til Krims historiske tilhørsforhold til Rusland og udfaldet af folkeafstemningen på den strategisk vigtige halvø.
LÆS OGSÅ Ukraine-sympatisører og russere stod næse mod næse i København
Skillelinjerne følger de sproglige og kulturelle skel mellem ’etniske baltere’ og russere og russisktalende borgere i de tre lande.
23 år efter balternes genvundne selvstændighed er det stadig sproget, der som en dyb understrøm definerer kultur, politik og social forhold. Er førstesproget russisk – eller et af de baltiske sprog?
De baltiske ’aliens’
De største forskelle findes i Estland og Letland, hvor omkring 30 pct. af borgerne har russisk som modersmål eller førstesprog. Litauen med en væsentlig større befolkning og færre russere er i en anden situation med kun 8 pct. russisktalende.
På overfladen virker de tre samfund homogene og så harmoniske, som forholdsvis fattige lande med følsom økonomi og store sociale forskelle nu kan være.
Under overfladen er der store kulturelle forskelle og en latent sprogkonflikt, i tilgift har Estland og Letland henholdsvis 87.000 og 280.000 borgere uden pas og statsborgerskab.
Det er de russere, der enten ikke vil eller ikke kan bestå en sprogprøve, der kombineret med en slags loyalitetstest over for de to staters forfatning og nyere historie er vejen til pas, statsborgerskab og stemmeret til parlamenterne.
Danmark sender flådefartøj og observationsfly til BaltikumEU og Nato har med andre ord to medlemsstater, hvor op mod 15 pct. af borgerne ikke har fuld stemmeret, og det er ikke nyindvandrede grupper, men borgere, der er født og opvokset i de to lande.
Umiddelbart er de kulturelle og religiøse forskelle slet ikke af den dybde, som man finder mellem vesteuropæere og indvandrere og flygtninge med for eksempel arabisk-islamisk baggrund, men kløften er russisk, og det betyder noget.
Det er derfor, USA’s vicepræsident, Joe Biden, straks efter indlemmelsen af Krim i Rusland rejste til Polen og de baltiske lande for at forsikre dem om, at noget tilsvarende ikke får lov til at ske her.
Velbegrundet frygt for Rusland
Siden har en lind strøm af beslutningstagere inklusive Nato’s generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, været i Baltikum med forsikringer om et fælles forsvar af landene, hvis det kommer dertil.
Baggrunden for den udbredte frygt for balternes skæbne er Vladimir Putin i den selvudnævnte rolle som alle russeres forsvarere og beskytter – uanset om de bor inden for eller uden for Moderruslands grænser. Frygten er velbegrundet, forklarer Janis Kazocins, der har været chef for den lettiske efterretningstjeneste i ti år.
»Krim og Østukraine er skræmmende for Letland med den meget høje andel af borgere, der er russere eller taler russisk. Og det er meget, meget, meget udfordrende for Nato«, vurderer Janis Kazocins.
Budskabet fra efterretningschefen står i skarp kontrast til de omgivelser, vi møder ham i. I Rigas gamle centrum er der omhyggeligt restaurerede gamle bygninger, velstand og ingen fare. Omkring os driver flokke af turister ukompliceret rundt.
Kazocins’ advarsler har vægt, i dag er han rådgiver for forsvars- og udenrigsministerierne og en meget efterspurgt ekspert på interne Nato-kurser.
I kølvandet på Biden og Anders Fogh Rasmussen er kommet jagerfly fra blandt andet Danmark , der også er med til at opruste Nato’s flådestyrke i Østersøen.
Trods hurtig støtte i ord og handlinger er Kacozins ikke begejstret for tendensen til igen at sænke paraderne og slappe af.
»Det er der ingen grund til, det fundamentale billede har ikke ændret sig«, siger efterretningsmanden, der mener, at der har været en risiko for en russisk ’de-facto-okkupation’ af Baltikum.
’Grønne mænd’ skal dø
Parlamentsmedlem Artjis Lejins fra det nationalistiske centrum-højre parti, Unity, har præget udenrigspolitikken siden Sovjets sammenbrud. Han er en mand af stærke nationalistiske principper. Den slags ses blandt andet ved, om man taler russisk med russisktalende letter.
»Jeg kan slet ikke tale russisk, og i øvrigt taler de fleste af dem lettisk. De vil bare ikke. Når jeg har en håndværker på besøg, som starter med at tale russisk, kan han da godt tale lettisk, når jeg beder om det«.
Lejins sænker stemmen en smule, da en gruppe russiske turister på jagt efter endnu et gamle kloster går forbi. Han er overbevist om, at Putin kun har respekt for ’seriøse folk’, altså folk, nationer og alliancer, der både har magt og er parat til at bruge magt om nødvendigt.
15 nye navne: EU straffer russiske spionchefer med sanktioner»Det vil USA, mens det kniber med Europa. Her i Letland kender vi russerne, vi har haft med dem at gøre i flere hundrede år. Vi får aldrig en situation som i Krim med mænd i grønne uniformer, som folk bare kigger på. Vi vil dræbe dem, vi har ikke noget ukrainsk kompleks«.
»Vi er ikke dumme som de såkaldte liberale i Europa, der accepterer Ukraine og Krim. Vi har betalt med vore liv for erfaringerne med russerne«, siger han.
Artis Leijns er sikker på, at der kun er 2-300 russiske letter, der håber på, at Putin vil tage dem hjem til Moder Rusland.
»Og de folk kender vores sikkerhedstjeneste bedre, end de kender dem selv«.
Støtte til oprørerne
En af dem er formentlig hovedstaden Rigas tidligere viceborgmester, Aleksandr Gaponenko, manden bag talrige forsøg på at få fokus på forholdene for det russiske sprog og for de 280.000 letter, der ikke har statsborgerskab.
Gaponenko kunne ikke drømme om at forsøge at blive lettisk statsborger, i stedet er han en af idémændene bag den nye ’Kongres for de ikke repræsenterede’, som skal tale de statsløse russeres sag.
»Jeg taler, drømmer og tænker på russisk. Jeg vil ikke have det statsborgerskab, hvad bliver næste krav til mig? Jeg føler mig ikke accepteret af dette land«, forklarer den ældre økonom og historiker og fremviser sit bleggrå ’fremmedpas’.
Danske soldater øver sig i krig ved Ruslands grænseDet kan bruges både i Rusland, hvor Putin har udnyttet sprogstriden og undtaget de statsløse letter og estere fra det dyre visumkrav for EU-borgere, og i Schengen-landene, fordi de statsløse har permanent opholdstilladelse i et EU-land.
Gaponenko har kæmpet for russiske mærkesager og russisk som officielt sprog i årevis, og da der er bøvl med hans mobiltelefon, tager han det som et sikkert tegn på, at ’de andre’ lytter med.
Holder fjendebilledet i live
Hans indgangsreplik er, at oprør og vold som i Ukraine ikke kan ske i Baltikum – trods chikanerne mod de russiske mindretal. Han vifter med sit ’fremmedpas’ som bevis på, at han anses som fremmed i sit eget land.
Så taler han sig varm, og forbeholdene for sammenligninger mellem Baltikum og ’Novorossija’, som han og Putin kalder Ukraines oprørske områder, er ikke mere så stærke.
»De bliver uafhængige i Østukraine i løbet af få år, det støtter vi russere her i Letland, fordi vi selv føler det pres. Vi ønsker ikke en tilsvarende situation, men der er brug for dialog. Hvis den ikke kommer, kan jeg ikke udelukke, at alt kan ske«.
Aleksandr Gaponenko i Riga er en mand, der kan holde fjendebillederne i live og Nato i alarmtilstand.
Et par hundrede kilometer fra Riga i byen Daugavpils, der skulle være Letlands tikkende bombe, sidder 19-årige Misha Boykin i den lidt for dybe og godt slidte sofa og ryster på hovedet. Han er i modsætning til forældrene lettisk statsborger med pas og det hele, hans sørgmodige ansigt flækker i et stort grin ved tanken om krig og vold i gaderne.
»Nej, nej, nej – det kan slet ikke sammenlignes. Her opfører vi os ikke som fjender over for hinanden, måske lidt de gamle fra dengang med Sovjetunionen, men vi, ungdommen, vi er anderledes. Her bor godt nok ikke så mange letter, men jeg har et fint forhold til dem«.
»Putin er ret aggressiv, men masserne i Rusland har brug for en som ham. Jeg foretrækker EU, vi har det bedre økonomisk – og engang kan jeg rejse til London, Paris eller København«.
fortsæt med at læse
