Ordene ’befolkningsudvikling’ og ’problem’ må ikke nævnes i samme sætning. Det kan virke absurd, men det har været en fast regel i FN-systemet og på den internationale politiske scene i årtier.
Forskere og eksperter må gerne råbe op, og det har de flittigt gjort. Men ministre og diplomater har aftalt, at man ikke taler om befolkningsudviklingen som et problem. Aftalen blev indgået i 1994 og siden er der ikke udkommet nogen rapporter eller analyser fra FN, der stiller spørgsmålstegn ved, eller bare undersøger, om befolkningseksplosionen kan spænde ben for målsætningerne om udvikling i de fattigste lande.
Men det er tilsyneladende slut nu. FN’s befolkningskontor erkender åbent, senest i går aftes, at det høje antal børn pr. kvinde i de fattigste lande er et alvorligt problem.
Befolkningvæksten i Afrika eksploderer
Med FN's nuværende prognose vil befolkningstallet i Afrika være mere end tredoblet i i år 2100. Fra de nuværende ca. 1,2 mia. mennesker til 4,4 mia. Vælg forskellige 'fertilitetsgrader' i grafikken herunder og se, hvordan udviklingen ændres, hvis kvinderne føder et halvt barn mere end FN's forventede prognose.
En fortsat høj fertilitet vil »gøre det vanskeligt for regeringerne i de fattigste lande at gøre op med fattigdom og ulighed, bekæmpe sult og fejlernæring, investere i uddannelse og sundhed, forbedre adgangen til basale offentlige ydelser, planlægge og udvikle byerne, beskytte miljøet og fremme et fredelig og inkluderende samfund«.
Kort sagt: Befolkningsvæksten i de fattige lande spænder ben for de økonomiske, sociale og miljømæssige ambitioner på stort set alle områder.
Se befolkningsvæksten for alle lande
Herunder kan du vælge alle lande eller regioner og se, hvordan FN forventer befolkningsvæksten. Grafikken viser i udgangspunktet den voldsomme stigning i Afrika, men prøv at vælge 'Denmark' eller 'Europe' for en helt anden udvikling.
Analysen blev første gang fremlagt for nogle måneder siden, hvor den udløste et mindre ramaskrig. Vatikanets repræsentant, der samler et stort antal lande bag sig, afviste påstanden med en bemærkning om, at det ikke altid hænger sådan sammen.
Den pavelige udsending i FN tilføjede, at sådanne påstande kun fører til stridigheder mellem landene, som der ikke findes nogen løsning på, og tager opmærksomheden fra at finde konstruktive løsninger, som alle kan samles om. Ifølge FN-kilder fik den pavelige opsang bred opbakning fra en lang række lande, der gjorde det klart, at man stadig ikke vil være med til at tale om befolkningsvækst som et problem.
Ikke desto mindre fremturede FN’s befolkningspanel i aftes og gentog sin påstand.
Det er et dristigt og vigtigt træk, der kan få stor betydning. Men der er ingen enighed om, hvorvidt det er klogt.
De fattigste landes regeringer, der ikke gør nogen indsats imod befolkningseksplosionen - og i nogle tilfælde ligefrem tilskynder kvinderne til at føde endnu flere børn af religiøse, politiske og geopolitiske grunde - bliver nu udstillet som direkte uansvarlige.
Det kan bruges til at lægge pres på de politiske ledere, og anklagen er meget sværere at ignorere, når den kommer fra FN-systemet, end hvis den kommer fra politiske modstandere eller sågar uafhængige forskere.
Når kritikken så oven i købet optræder i sammenhæng med FN’s fælles udviklingsmål bliver det legitimt for donorlande at rejse spørgsmålet politisk. De kan med FN-rapporterne i hånden kræve, at der bliver gjort noget effektivt for at dæmme op for befolkningseksplosionen, som led i en aftale om bistand til landets udvikling.
Det er netop den kurs, som førende internationale eksperter har anbefalet.
Mange i FN er imidlertid bekymrede for, hvad det kan føre til.
Cairoaftalen, der har blev indgået i 1994, indebærer i grove træk, at ingen nævner befolkningsudviklingen som et politisk problem. Til gengæld er der også enighed om, at den enkelte kvinde har ret til selv at afgøre, hvor mange børn, hun vil have, og hvornår.
Aftalen giver mulighed for, at internationale og lokale organisationer med vestlig støtte kan gå ud i de enkelte lande og forsyne kvinderne med langtidsholdbare p-pilleindsprøjtninger lige fra de største slumområder til de fjerneste landsbyer. Det gør en helt konkret og helt afgørende forskel for millioner af kvinder.
Bekymringen i den lejr er, at Cairo-aftalen falder fra hinanden og der fremover bliver spændt ben for indsatsen for kvinders rettigheder. Og regeringerne geråder igen - ganske som før 1994 - ud i frådende og frugtesløse kampe mellem religioner og værdier, når de skal tale om befolkningsspørgsmål.
Prisen for den pragmatiske strategi er, at man holder sin mund om et problem, som enhver kan se. Til gengæld kan man få lov at gøre noget ved det i praksis.
Striden står om, hvorvidt det fortsat er en farbar vej, når vi kan se at befolkningseksplosionen i de fattige lande bliver stadigt kraftigere.
Det er et dristigt og vigtigt træk, der kan få stor betydning. Men der er ingen enighed om, hvorvidt det er klogt.
fortsæt med at læse
