1. Hvad er baggrunden for EU’s beslutning?
Siden starten af 2015 er der ankommet omkring 116.000 flygtninge og migranter til Italien efter en farefuld færd over Middelhavet. I samme periode er 211.000 kommet til Grækenland, mens 145.000 har krydset grænsen til Ungarn. Antallet er så højt, at det af EU er blevet betragtet som en nødsituation, hvor »asylsystemet i en medlemsstat ud fra klare og målbare indikatorer kan bringes i fare, fordi der ankommer et vedvarende højt antal flygtninge, især personer med behov for international beskyttelse, til dens område«. Det bestemmelse stammer fra Lissabon-traktaten.
2. Hvad er planen?
Der blev i juli i EU lavet en aftale om fordeling af 40.000 asylansøgere, der opholder sig i Italien og Grækenland. Den nye aftale drejer sig om 120.000 asylansøgere. Kommissionens plan var oprindelig, at Italien, Grækenland og Ungarn skulle afgive dette antal til fordeling blandt de øvrige EU-lande. Ungarn vil imidlertid ikke være med, da landet er imod EU-kvoter om asylansøgere. Derfor drejer aftalen sig i første omgang om 66.000 asylansøgere i Italien og Grækenland, der skal fordeles i EU – deraf 15.600 fra Italien og 50.400 fra Grækenland. De resterende 54.000, som egentlig var tiltænkt Ungarn, vil om et år blive fordelt fra Italien og Grækenland.
3. Hvordan bliver asylansøgerne fordelt?
EU har lavet en fordelingsnøgle, der ud fra en række kriterier fastsætter, hvor mange asylansøgere hvert enkelt EU-land skal have af de 66.000, der lige nu er tale om. Nøglen tager hensyn til flere forhold. Før det første befolkningens størrelse. For det andet dets bruttonationalprodukt som et udtryk for landets velstand. Dertil kommer to faktorer, der betyder, at lande med henholdsvis høj arbejdsløshed og i forvejen høje antal asylansøgere per en million indbyggere får trukket en del af deres kvote fra.
4. Hvilke lande kommer de udvalgte fra?
Nu skal asylansøgerne udvælges. De befinder sig i øjeblikket i lejre i Italien og Grækenland, men hvem af dem skal videre til andre EU-lande og have behandlet deres sag der? For overhovedet at komme i betragtning skal de komme fra et land, hvorfra mindst 75 procent af asylansøgerne rent faktisk får asyl. Som tallene er nu, skal de komme fra enten Syrien, Eritrea eller Irak. Der er to formål med grænsen på 75 procent. For det første skal det sikre, at de personer, der mest akut har brug for beskyttelse, får den beskyttelse hurtigt. For det andet skal det forhindre, at personer, der har mindre chance for at få asyl, får forlænget deres ophold i EU i en proces, som måske alligevel ender med, at de bliver afvist.
5. Hvad sker der så nu?
Der skal udarbejdes en profil for alle de udvalgte kandidater. Først skal de identificeres, de skal registreres, og de skal have taget deres fingeraftryk. Hver udvalgt asylansøger skal interviewes af udpegede forbindelsesofficerer, der skal afdække deres kvalifikationer, sprogkundskaber, familieforhold samt kulturelle og sociale forhold. Alt det skal gøre det lettere at integrere dem i de lande, de kommer til. Hver enkelt kandidat skal derpå matches med det land, hvor det vurderes, at vedkommende passer bedst. Disse opgaver skal løses af afsender- og modtagerlandene i samarbejde med EU’s asylkontor, EASO. Processen må højest vare to måneder – dog kan der være ekstreme tilfælde, hvor tidsfristen kan blive udgivet til 3,5 måneder.
6. Hvor mange får Danmark?
Det korte svar er: Nul.
7. Hvad er det lange svar?
Der er 28 lande i EU, og de – i første omgang – 66.000 asylansøgere bliver fordelt mellem 23 EU-lande. Italien og Grækenland skal selvfølgelig ikke tage nogen. Dertil kommer tre lande, som ikke er del af EU’s fælles asylpolitik. Danmark har et forbehold for samarbejdet på det retlige område i EU, herunder asylpolitikken, og er ikke med i fordelingen. Den danske regering har dog tilbudt at tage ekstra 1.000 asylansøgere ud over dem, som af sig selv finder vej hertil. Det er uklart, hvordan de vil blive udvalgt. Irland har tilbudt at tage 4.000 asylansøgere, der har brug for beskyttelse. Storbritannien tilbyder at tage 20.000 ekstra.
8. Hvad sker der, hvis en asylansøger vil til et andet land end det udvalgte?
Som de seneste ugers begivenheder i Europa – ikke mindst i Danmark – har vist, så har mange asylansøgere et meget klart billede af, hvilket land de gerne vil søge beskyttelse i. Og det er sjældent det første EU-land, de ankommer til. Eksempelvis rejser i tusindvis hele vejen op gennem Europa og via Danmark til Sverige. Så spørgsmålet er, hvad der sker, hvis en person rejser videre fra det land, som vedkommende er blevet udpeget til? Normalt vil en person med asyl i for eksempel Danmark frit kunne være i andre EU-lande. Men sådan er det ikke med denne pulje af flygtninge. De får andre vilkår, da hele idéen bag omfordelingen ellers styrter sammen. Såfremt de rejser til et andet EU-land og bliver opdaget, så vil de blive arresteret og sendt tilbage til det eneste EU-land, hvor de har lovligt ophold. Altså det EU-land, hvortil de er blevet fordelt.
9. Hvordan er opbakningen til kvoterne?
De europæiske lederes beslutning om at gennemtrumfe kvoterne er kontroversiel, fordi den påvirker medlemslandenes suverænitet, selv om de er imod. De fire østeuropæiske lande Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet og Rumænien stemte imod planen, men vil altså ifølge aftalen alligevel blive tvunget til at tage imod deres andel asylansøgere. Hvordan vil det forløbe? Det er ikke til at vide endnu, men de nævnte landes ledere har skruet voldsomt op for retorikken, og flere har nægtet at acceptere EU’s beslutning. I EU-aftalen er der indlagt en såkaldt nødbremse, som tillader et land at sige nej til sin kvote, såfremt landet kan dokumentere, at dets nationale sikkerhed vil blive påvirket af at modtage det besluttede antal asylansøgere. De 40.000 fra den første EU-aftale – udelukkende syrere og eritreanere - opholder sig i øvrigt stadig i Italien og Grækenland. Flere lande protesterer mod størrelsen af deres kvote, og på papiret er kun 32.000 blevet fordelt.
10. Hvilken forskel vil en fordeling af 120.000 personer overhovedet gøre?
Tallet 120.000 kan synes som en dråbe i havet, når man tænker på, hvor mange personer der er rejst fra lande i Mellemøsten og Afrika for at komme til Europa. For det første bliver de 120.000 personer udvalgt blandt de asylansøgere, der kommer fra de hårdest ramte krigs- og konfliktzoner og dermed har størst chance for at få asyl. Syrien, Eritrea og Irak. Men flere hundrede tusinde flygtninge og migranter opholder sig i øjeblikket i Europa, og hvad skal der ske med dem? Næsten en halv million har allerede i 2015 søgt som asyl i europæiske lande. For det andet fortsætter trafikken over Middelhavet og via ruter igennem Balkan. For det tredje er lande som Tyrkiet, Libanon og Jordan ved at bukke under økonomisk og socialt på grund af de massive flygtningestrømme. De tre lande huser i øjeblikket over fire millioner flygtninge fra borgerkrigen i Syrien og har nu sat en prop i, hvorfor mange i disse nærområder vil søge videre mod Europa. For det fjerde fortsætter borgerkrigen i Syrien ufortrødent uden udsigt til fred. Den krig skaber langt den største flygtningestrøm i verden. Ud over de fire millioner i nærområderne er der internt i Syrien syv millioner personer, der er fordrevet fra deres hjem. Det højeste ønske for mange af dem er at slippe væk fra krigens rædsler. Og begynde på et nyt liv. I Europa.
fortsæt med at læse
