De kom fra nær, de kom fra fjern, og de kom fra alle dele af Amerika. De kom i biler, på cykler, med bus og med tog og til fods.
Lige fra den tidlige morgen, før solen overhovedet stod op over et forandret USA, gik amerikanere af alle tænkelige størrelser, racer og aldre ned mod Kongressen og The Mall for at se Barack Obama blive indsat som USA’s 44. præsident. En folkevandring og en folkefest, som USA’s hovedstad aldrig har set mage til. En understregning af USA’s umådelige mangfoldighed; et menneskeligt patchwork, som Obama i sin tiltrædelsestale hyldede som »styrke snarere end en svaghed«. En halv million allerede fra om morgenen Allerede inden klokken ni anslog brandvæsnet i Washington, at der var omkring en halv million mennesker, og da Obama blev indsat ved middagstid, skønnede myndighederne, at der var mindst to millioner samlet på The Mall. »Det er som at se Israels stammer forlade Egypten«, sagde Kevin Kelly, mens han kiggede ud over mængderne, der strømmede mod The Mall, flankeret af tusindvis af politibetjente og nationalgardister, som havde afspærret alle veje i området. »Men her forlader de ikke noget, her kommer de hjem«, fortsatte Kelly. »Afgørende at være her« Som titusinder af andre var den 47-årige jernbanearbejder stået op før daggry og havde taget sit varmeste tøj på for at være sikker på at kunne komme ind til byen, få en plads og holde varmen i ventetiden. Ganske vist var Kelly endt helt nede på Lincoln Memorial omkring 3,5 kilometer fra Kongressen, hvor selve indsættelsesceremonien fandt sted. Men udsigten var god, og afstanden betød intet: »Det afgørende er at være her«. Og det var dét, folk sagde igen og igen. I mobiltelefoner, til hinanden og til tilrejsende journalister. »Det er et af de få afgørende øjeblikke i historien, man kan overvære«, forklarede den 32-årige civilingeniør Rob Ainsley, der var kommet fra Michigan med sin kone Katie. Kulminationen af kampen for lighed For ham var indsættelsen af Barack Obama selve kulminationen af den århundredelange kamp for lighed i USA. »Det er en kliche, men at overvære en sort mand blive præsident er bare lige præcis det, som USA står for, når det er allerbedst. Jeg har aldrig følt mig så patriotisk, som jeg gør lige nu«, sagde han, netop som højtalerne på pladsen gassede op under U2’s ’In the Name of Love’: »One man comes to justify«, lød Bonos karakteristiske stemme og bragte et stort smil frem hos Rob. »Lige præcis«, nikkede han. En lang personlig rejse For Ruth O’Hara, der var kommet hele vejen fra San Francisco for at overvære ceremonien, var Obamas indsættelse kulminationen på en lang personlig rejse. »Vi immigrerede til USA fra Irland i midten af 80’erne for at prøve den amerikanske drøm«, sagde hun: »Og det har virkelig været en drøm. Alligevel har jeg holdt fast i mit irske statsborgerskab«. Men nu var det slut: »Obamas sejr har virkelig bekræftet, at dette er mit land. Det kunne ikke være sket i Europa, og jeg er bare så stolt over at få lov at være her. Så nu har jeg ansøgt om at blive amerikansk statsborger«, sagde hun og kiggede forventningsfuldt ned mod Kongressen, hvor Obama var ved at indtage sin plads. Obama som ekstrabonus For andre var Barack Obama på sin vis bare en ekstrabonus. Længe inden han blev valgt som præsident, havde Ron og Ruth Ronstein fra Canton i Connecticut besluttet at fejre deres 30-års bryllupsdag i Washington. De så den enorme folkemængde som tegn på, at Obama allerede er en succes. »Han har givet os håb. Alle er glade, selv om landet står over for utroligt store udfordringer«, sagde Ron. Juan Manuel Rayes-Alonso var sammen med sin kone kommet fra North Carolina. Som mange andre i mængden ville heller ikke han savne George W. Bush, hvis hårdhændede respons imod terror havde ført til 48 dages fængsling på grund af Rayes-Alonsos cubanske baggrund. Men nu gjaldt det fremtiden. På konens ryg sad parrets 3-årige datter Pilar og kiggede sig nysgerrigt omkring. »Hun vil sikkert ikke kunne huske ret meget«, erkendte Amber: »Men hun skal bare være her. Det er i dag, et nyt Amerika bliver født«.
